| Gule og grønne skove er titlen på Peter Nielsens nyeste digtsamling, tyvstjålet fra hans egen 25 år gamle Jorinde & Joringel-udgivelse med selv samme navn. Titlen antyder et fænomenologisk ærinde: at skildre verden, der vender sig i os, i al dens dobbeltydighed og uindfangelighed. Der gives ingen løfter om guld og grønne skove. Alligevel fremstår digtenes detaljerede verden som uendelig stor, paradoksal, aldeles uigennemskuelig og dog så præcis. Det er lange, opdæmmede digte, der snakker, ironiserer og sanser i ét væk. Vildtvoksende og centrumsløse bevæger de sig rundt i alle og ingen retninger, i et utal af rytmer. Snart driver de som rolige skyer, snart bliver skyerne tumlende, og snart blitzer og sakser de som landsvalernes dans hen over himlen. Som én lang bevidsthedsstrøm, en fygende vind, der hvirvler verden med sig, omkring sig, ind i sig for igen at smide den fra sig. Skoven med brynet, trækronerne og i det hele taget landskabets mange afmærkninger: strandlinjerne, tangranden, himlens prikmønster er genkommende figurer sammen med alle fuglene - "mågernes lyse euforiske hastighed" og "svalerne, der efterbehandler luften". Det er umuligt at pege på overgangen, når naturens gestiske sprog blander sig med de mange løsrevne menneskesamtaler, der på én gang er tilfældige, vigtige og klicheramte, alle twistet ud i det barokke, "Skumringen syntes mest af alt/at indrømme sit nederlag over for nogle enligt/beliggende huse i det fjerne.//Det var så fristende at/ komme frem med sin mening. Jeg sad lidt, det /spændte i mig.//Hvad mener du, spurgte en./Jeg tøvede stadig. Man kan jo altid mene/et eller andet, sagde jeg.//Måske er det selve trangen/til at have en mening der ... år efter år giver/et absurd livstiltilgodehavende" Grænsen mellem bevidsthed og verden, inde og ude er svær at pege på, eller måske findes den slet ikke i disse digte, der hinsides enhver patologi er som de skønneste "ilanddrevne psykoser". For "bevidstheden fungerer ikke/i overensstemmelse med noget mønster,/og det er en befrielse at leve efter gehør". Selvom det er poesi helt uden formel, synes Peter Nielsen dog konsekvent at tilstræbe periferierne og "det yderste mandats" poetik, 90'er-myten om det hele menneske er grundigt dementeret, for "måske kommer man netop til at mangle noget,/når man har det hele med"? Selvom man har "et helt insisterende orkester til rådighed" tages udgangspunktet i "den blege fløjtenist,/eller ligefrem tubaisten med hans lodrette postulater". Det er fra de oversete positioner, f.eks. "græstuen uden adgang til verden", at bevidstheden netop får adgang til sin egen underjordiske verden. Hos Peter Nielsen har bevidstheden mange uafhængige liv, der kun skimtes, ofte ubelejligt, i glimt: "Lad nu citronerne i skålen lyse op/ et sted bag øjnene hvor ingen forhåbentlig/nogensinde kommer ind." | | |
