Nikolaj Stochholm er gang på gang blevet kaldt fuldblodsromantiker - heller ikke hans nyeste digtsamling 25 digte og en drøm lader romantikken noget tilbage at ønske. Patos'en tematiseres eksplicit i digtet Uden at blinke som den "båd...man med lidt elementær navigation(...) kan besejle de syv verdenshave med". Den hæmningsløse længsel efter at ane totaliteten går på ægte romantisk vis hånd i hånd med erkendelsen af projektets håbløshed. Stochholm er ofte blevet sammenlignet med Schack von Staffeldt - og den parallel kommer fortsat til sin ret. Ligesåvel som Staffeldt, der ensomt blev indviet på den yderste pynt ved Sundet, erkender også Stochholm, at helheden for altid er sprængt og kun i digtet (og i et par andre ekstatiske øvelser såsom fødsel, feber, orgasme) kan finde et kort øjebliks ro. Men den grænsesøgende patos, "fuldtonet og ren, så stærk som en planke i det vilde øjeblik", som bl.a. er på færde, når digtergeniet, "det gennemsigtige centrum for andre/med regnbuer under kraniet", eksponeres, er dog langt fra digtsamlingens eneste grundtone. Mahlersymfonien har også selskab af en ironisk og selviscenesat digter, der jævnligt blinker til sin højstemte digterkollega, f.eks. når læseren afslutningsvis opfordres til sende en email til digteren på adressen aliasalt@nameplanet.com. og dermed fortsætte romantikken i cyberspace.

Ligesom de tidlige modernister så en kæmpe-ressource i romantikkens blik for afgrunde og spalter, finder også den stochholmske metafor for alvor sit ubændige sprængstof i splittelsens kløvende kraft. En lysende åbenbaring af regnende brudstykker, med øjeblikke af næsten Grotriansk blækspruttegalskab, er især langdigtet Antagelse til det nye årtusind. Her bliver enetaler redet som halve heste, et øje skæres ud af himlen, stregkoden slikkes af natmaden, en saks klipper tårer over, og slanger zigzagger digtet.

Det virker ikke tilfældigt, at den danske modernismes mest elektrisk-ambivalente og visionære digtergemyt, Johannes V. Jensen, spøger i 25 digte og en drøm. Sitrende, rastløs, konstant på vej videre. Stochholm har arvet den gamle mesters fornemmelse for regn: der er både den indadvendte regn, engenes milde regn, den vilde regn af utæmmeligt rovdyrblod og byen og navnefællen Stockholms "lyse stigende regn under/aftenlampernes paraply". Toget er og bliver forsinket, ganske som på Memphis Station. Og i ventetiden vender et drømt forår tilbage. Johannes V.'s lysende jomfru bliver hos Stochholm til "de blonde pigers bølgende hår/som tangen efter frostens favn". Og også godstoget kommer trillende på svellerne, der som "svære skyggemødre af oliedryppende grene" bærer døden frem "som en hvid og skrøbelig blomst".

"Sfinxløse Memphis" - skrev Johannes V. Jensen, men fik alligevel fremskrevet en myte, der gør holdt ved livets store gåder: skabelsen, erotikken og døden. Hos Stochholm vender kæmpe kattestatuer sig beskuende mod jeg'et, som om det var ham, der skulle svare på spørgsmålene om sfinxens gåder. Og på de store og umulige spørgsmål, giver digteren ligeså umulige og kompromisløse svar. "Elsk det umulige" er bogens afslutningsslogan. Og husk også at blinke, kunne man tilføje.

Nikolaj Stochholm: 25 digte og en drøm. Gyldendal, 48 s., 159 kr.

forrige bookmark | næste

tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | omtalt 2/10/00