| | | ||||
| | | | | | |
 | ||
| | |
'Cirklens kvadratur' hedder en af de opgaver, mange matematiklærere hiver frem fra godteposen her i den søde julemåned: Eleverne bliver sat på den umulige opgave at fremstille en cirkel og et kvadrat med nøjagtig samme areal. I lighed med evigheds- og tidsmaskiner hører opgaven hjemme blandt de utopiske hovedbrud og tankeeksperimenter, nogle mennesker fra tid til anden mediterer og falder i staver over, og på samme måde synes digteren Rasmus Nikolajsen i sin debut 'digte om lidt', at lege med metriske og typografiske konventioner for på den måde at indramme sine talentfulde ordlege. Den kvadratiske digtcyklus peger med sin Courier-sats utvetydigt på 60'ernes og 70'ernes lyrik, især Inger Christensens Det fra 1969, hvor forfatterne med maskinskriften som metareference pegede på både proces og metrik. Men det skal ikke få læseren til at tro, at Nikolajsen er faldet i svime over forbillederne; i indhold og udtryk er teksterne stærkt fremsynede og på en befriende måde nærmest anti-90'er-agtige med deres strengt konservative metrik, der, både i det enkelte digt og i samlingen som helhed, slår knuder på sig selv og på sproget for at få kabalen til at gå op. Om samtlige sprogknuder så er lige forløsende, kan man i nogle tilfælde sætte spørgsmålstegn ved, men når det lykkes, så lykkes det virkelig for Nikolajsen at male smukke lyriske billeder, som for eksempel i det digt, der slet og ret hedder 8: | ||
| | |
 | ||
| | |
Og som det ses, tvinger den strenge systematik tilmed både læser og lyriker til at dvæle ved ordenes opbygning og betydning, et træk, der både er forfriskende og - i længden - trættende. De mange bindestreger, ja'er og åh'er er modige, men overeksponeres desværre gennem det meste af samlingen. Langt mere inspirerende er det, at forfatteren gennem sin legen med ordenes gængse køn og grammatik vrøvler sig frem til mundrette tekster, der ved første gennemlæsning synes betydningsforladte, men ved nærmere eftersyn netop genererer betydning på et mere overordnet plan. Dette er særlig tydeligt i de nærmest berøringsangste erotiske digte som fx slutteksten: | ||
| | |
 | ||
| | |
Hvor forløsende, at den sproglige distance ligefrem kan bruges til at understrege intimiteten, fristes man til at sige - eller som Nikolajsen selv udtrykker det: 'åh din simpelthenhed". | ||
| | |
| ||
| | |
 | ||
| | |
Rasmus Nikolajsen:
tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | omtalt 15/12/00 | ||
| | |
