| | |||
| | | | |
 | Tingenes orden | |||
| | | | |
 | ||
| | |
Søndergaards Ikaros er en nysgerrig ung mand med en følsom sans for sin omverden, "han lærte at tage varsler, at tage del i bevægelsen, at løbe langs tankerækkerne, løbe gennem labyrintiske huse, at forstå menneskers handlinger længe før de selv". En dag, hvor han er på vej ind i Glemselsministeriet, styrter ikke Ikaros, men en tagsten ned og rammer ham i hovedet. Han bliver indlagt på Rigshospitalet med kraniebrud, tinnitus og omvendt hukommelsestab. Hjernevindingen hippocampus, der styrer både korttids- og langtidshukommelsen, er blevet grundigt rystet, med den virkning at Ikarus ganske simpelt kan huske alt og høre alt, selv åndedrag og rosens klirrende tab af blade. Men evnen til at systematisere erindringer og sansninger har han mistet. Han arbejder på højtryk på at finde en måde at ordne indtrykkene på, men forgæves, "hans bevidsthed er et tæppe af blå krystaldråber, der fordamper i det øjeblik, han flytter blikket hen imod det". Ikaros lever i detaljernes verden, "ikaos". Hans bevidsthed kan ikke strukturere al den verden, han møder, til gengæld vokser den voldsomt op i ham og fysisk omkring ham, erindringerne materialiserer sig og indfinder sig som ting. Snart er hans lejlighed omdannet til en bugnende marskandiserbutik, og han flygter ud i byens labyrint, hvor han finder en slags fred. Men det lykkes ham først at glemme, da han møder kærligheden: Alice, der læser medicin, samler på knogler med Kristus-konnoterende navne og kender Ovids Forvandlinger, oven i købet i bibelsk forstand. Da bliver erindringen brændt af i en stor apokalyptisk ildebrand, og Ikaros kommer for alvor op at flyve. | ||
| | |
Ifølge Søndergaards interview med hjerneforsker Albert Gjedde har hjernen via evolutionen tilpasset sig omgivelserne og imiteret verdens former og strukturer. Da røntgenlægerne tager et billede af Ikaros' forstyrrede hjerne, viser det et kort over København, et netværk af veje. Bevidsthed, labyrint og by er parallelle og sammenfaldende mønstre, som Ikaros synkront bevæger sig rundt i: "Et gigantisk centralnervessystem, hvis kompleksitet ikke kan overskues, men som opretholder en form for bevidsthed, en levende by, hvor mørkets bedøvende væsker flyder, lysglimt, røde, blå, spreder sig, lydene stiger i gaderne, mennesker køres væk, andre kommer til" . Dette pulserende nervesystem er selve fortællingens levende substans, og døren ind til labyrinten åbnes elegant ved at tage sprogets dobbelthed på ordet: "Der var engang en gang, og for enden af den gang var der en dør, og bag ved den dør var der en gang, og i den gang hørtes der ..." Fortællingens tråd væver sig ud og ind mellem bardomserindringer og nutiden, hvor læger og sygeplejersker beroliger Ikaros med, at hans besynderlige erindringssyndrom nok er forbipasserende. Fortællingens drivkraft er ikke det spinkle plot, men ligger i selve den løbske udrulning af mytens betydningspotentiale, i sprogets underjordiske tunneller, i forbindelserne mellem ordene og tingene, de mange veje og vildveje, irgange, stuegange og mange andre gange... | ||||
 | ||||
Hjernevindingen hippocampus har form som den tangduftende søhest, bedstefaderen engang forærede Ikaros, "den g-nøgle, der fordeler al viden i verden". Musikken, hjernen og skrifttegnet finder sammen i søhestens sirlige chiffer, der er sat i miniature på romanens titelblad. Et hemmelighedsfuldt emblem for værket, der indeholder visionerne om at lade bevidstheden navigere efter sprogets musikalitet og fysiske sanselighed frem mod tingenes egen orden og overvældende nærvær. Ikaros er lidt af en halvtosse: han har engang fået tilnavnet Børge Kim, fordi han ikke kunne stave til "bøgekim" på tavlen i biologitimen. Magter han ikke ordenes konventionsbundne sammensætning, har han til gengæld øre, blik og næse for sproglige dobbelttydigheder og ikke mindst alfabetets konkrete sanselighed. Overalt klunser Ikaros ord, i byen for eksempel der bugner af bogstaver, når blot man åbner sine øjne: "Plakater, skilte, navneplader, bussernes reklamer, det meste er skrift, når man ser nærmere efter. Billetter, kasseboner, blade, avispapir". Eller i erindringerne, hvor ord som "droneslag" smælder i munden på både ham og læseren. Ligesom Ikaros' erindringer pludseligt materialiserer sig som ting, har også sproget sit eget liv: ord flyver afsted som fjer, bogstaver som måger, og der er både a-bomber, b-bomber og c-bomber... | ||||
| | | | |
Ikaros lever så intenst i tingene og sproget, at han gang på gang forsvinder, i en sky, en flok stære, i sneens knitren i hjertet. I filmen Digter formulerer Søndergaard sin digtning som et ønske om at forsvinde og lade sig opsuge af verden. I Tingenes Orden er dødens og tilintetgørelsens mange billeder bærer af en nærmest ekstatisk energi. Der er f.eks. snapshottet af hunden i mosen, der langsomt går i forrådnelse og dermed begraver sig selv. Der er Ikaros' erindring om trafikulykken, hvor hans forældre omkom - et lysende skarpt og skrækindjagende billede af en universel angst for den pludseligt indtræffende katastrofe. Ikke mindre betagende er scenen med bedstefaren, der dør med lungerne fulde af vand, "som en åndende vandmand, der drev igennem oceanet". I selve dødsøjeblikket kommer Ariadne-tråden til syne i form af "Et rødt skum (der) brusede op fra struben". Labyrintens hemmelige tråd viser sig uventet i små glimt, ironisk som den røde tråd, der dukker op på kyllingens ben i en påskebryg-reklame, eller pludseligt som Ikaros selv i svimlende færd med at forsvinde: "Han er en rød tråd i en sweater i færd med at trævle... Han er en rød tråd, der bliver vundet op af drejende spoler et sted i det indre af labyrinten. Exit". Forsvindingsnumrene i Tingenes Orden er aldrig lydløse og implosive, men ledsaget af en hvirvlende orfisk musik. Opløsningen af Ikaros' jeg er en euforisk metamorfose, en forvandling til noget andet: et blik, en tankestrøm eller "et landskab af musik med farver, lugte og berøringer". Bevidsthedens forvandlinger minder om biologiske kredsløb, og det er ingen tilfældighed, at lokummet med de omkringmyldrende smådyr og kompostbunkens mange biblioteker hører til Ikaros' yndlingsdomæner. Såvel som han sværger til kirkegården og den græske krematorietraditions spirituelle kredsløb: "Rundt omkring ham prøver de døde at få fæste, de strækker deres fingre ud i jorden, de åbner deres jordfyldte munde, de prøver at ridse deres hvirvlende navne ind på indersiden af krematoriets skorstene, de flyver ud i luften". Døden er ikke noget, Ikaros skal frygte; det er ikke en skakt, der venter ham forude, men en brod, der får ham til at bevæge sig og flytte grænser, en inspirerende drivkraft. Søndergaards myte handler i det hele taget mere om opstigninger og begyndelser end om et definitivt styrt: "Det begynder bare, i lavamørket, det kryber ud af en sten, det kan ikke lade være, det vælter frem, hovedløst, mekanisk, ... det er en form for kedsomhed, en glemmeleg, universet leger med sig selv." Og ud af den leg kommer andre verdensordener til syne, nye universer af ting, bevidsthed og tænkning. Romanen er et værksted à la bedstefaderens, "hvor lokale verdener opstod", "træet blev skåret ud, blev ændret", "og han fandt nye måder at sætte tingene sammen på, de blev limet og poleret med voks, og ikke gå i vejen, Ikaros, men selv prøve". Og opfordringen til selv at prøve er hermed videregivet - for Tingenes Orden er et "musikepileptisk anfald, der gennemstrømmer hjernen", "et svæv uden ende". |  | |||||
(uddrag fra Tingenes orden) | ||||||
| | | | | | |
Morten Søndergaard: Tingenes orden. Borgen 2000. 160 s. 219 kr. Anneks til Tingenes orden: Borgen Insiteout. Fotocollage: Morten Søndergaard, tegning: Christian Leifelt.
tilbage til aktuelt | aktuelt-arkiv | ||
| | |