| | |||
| | | | |
 | Fra Brouillons d'écrivains- | |||
| | | | |
 | ||
| | |
 | ||||||
"Brouillon" betyder kladde. Hvor det danske ord lugter lidt af blækklattede stilehæfter, klinger der uundgåeligt lidt "bouillon" med i det franske: en ordsuppe, der står og simrer. Etymologisk betyder det noget, der er griflet ned lidt hulter til bulter i modsætning til det, der er "skrevet rent". Og det er bevidst, at den aktuelle udstilling, "Brouillons d'écrivains", på Bibliothèque Nationale i Paris, ikke hedder "manuscrits d'écrivains". For udstillingen af forfatterkladder handler ikke om smukke håndskrifter, men om den mindre skønskrevne, mindst lige så fascinerende fase, hvor det litterære værk, bogen, endnu kun er i sin vorden, ja, måske endda aldrig når at blive nogen bog. Biblioteket præsenterer et svimlende opbud af spektakulære eksempler på "bogens fosterstadium": fra Petrarcas håndskrevne tekst fra 1374 med forfatterens egne rettelser - over Pascals små lapper med Pensées (1656-62) og Prousts kludetæpper af manuskripter og korrekturer til På sporet af den tabte tid - til Perecs sindrige skemaer i 70'erne over kapitler, værelser, elementer osv. fra hans udarbejdelse af Livet - en brugsanvisning (bare for at nævne nogle store navne med P). Mængden af telefontegninger og kaffepletter er stor. Og måske dét kun er med til at øge ens tilfredsstillelse ved at være omgivet af franske hovedværker "på vej": der skribles og rettes til, streges ud og ryges smøger. Vi er langt fra de trykte bøgers æstetiske, afklarede og autoritære renhed. Ikke en gang forfatteren selv kunne øjensynligt koncentrere sig hele tiden, og selv det kanoniserede mesterværk, som forlængst er frosset fast på Pleiade-udgavernes bibelpapir, kunne altså være endt på alle mulige andre måder... | ||||||
Marcel Proust: Le Temps retrouvé (1917-18). Manuskript. Bibliothèque nationale de France (katalogfoto). | ||||||
| | | | | | |
 | |
| |
Udkastets åbenhed gør det mere menneskeligt, også i digteren Francis Ponges forstand, når han vendte udtrykket "det er menneskeligt at fejle" på hovedet og insisterede på fejltagelserne som det egentligt humane (samtidig med at han naturligvis til stadighed tilstræbte perfektionen). Det skræmte ikke Ponge at lægge fravalgene og de mest ynkelige forsøg på bordet, han inkorporerede dem omvendt gerne selv i udgivelserne, som for eksempel i La fabrique du pré (1971) (se også ). For ham var viskelæderet bandlyst. Og det er det for de fleste forfattere, hvis man skal dømme ud fra udstillingens udvalg. Rettelserne skal kunne ses. Og arbejdsprocessens akter er et langt mere mangfoldigt materiale - rumligt, fysisk, personligt og visuelt - end den trykte, ensformede og pletfrie genstand, arbejdet munder ud i. | ||
| | |
 | ||||
Honoré de Balzac, La femme supérieure, 1re partie (maj-juni 1837). Korrektur. Bibliothèque nationale de France (katalogfoto). | ||||
| | | | |
Men hvad så nu, med computeren? Hvor forsvinder kladden hen i en tid, hvor selv den mindste dosmerseddel bliver et stykke print-on-demand sat med Times eller Palatino? Jamen, lidt ligesom med bekymringen for bogens skæbne i en tid, hvor der aldrig er blevet produceret flere af slagsen, så synes rygtet om kragetæernes endeligt at være overdrevne. Selv de nulevende og yngre franske forfattere, der er blevet inddraget i eller interviewet til udstillingen, røber at de mestendels omgås computeren, som om der stadig var tale om en simpel skrivemaskine og for eksempel vedbliver at skrive deres bøger "igennem" flere gange fra ende til anden, ikke lader sig forføre af cut-and-paste. Og i øvrigt skriver de også ofte i hånden! Der skal nok også blive kaffepletter til fremtidens forskere. Digteren Jacques Roubaud byder til gengæld i en alder af 67 år på udstillingens to mest opdaterede eksempler på, hvad teknologien kan tilføje litteraturen, på såvel ondt som godt. I den onde afdeling bidrager han med en udskrift af, hvad diskreparations-programmet fik ud af at forsøge at redde et dokument, han pludselig ikke kunne åbne. Ifølge forfatteren selv rummer det rækkefølgen af de tegn, han har tastet - tekstens tilblivelseshistorie kort sagt: sådan ser fremtidens kladde ud. I den mere opbyggelige ende vises et afsnit af Roubauds on-going (såkaldt mislykkede) romanprojekt, La Grand Incendie de Londres. Her (i "Forgrening 5") markeres hver tilføjelse i prosateksten med en indrykning og en ny farve. Resultatet bliver en interaktiv tekst af variabel længde, der på udstillingen præsenteres på en computerskærm, sådan at teksten forgreninger kan klikkes gradvist frem. Litteraturens tilblivelse og læsning gør nye tilnærmelser. Brouillon d'écrivains. Bibliothèque nationale de France, site François-Mitterand. Til 17. juni 2001. Omfattende illustreret katalog, 200 s., 240 F, ISBN 2-7177-2136-3 (distribution: Seuil). Dele af udstillingens tekster og interviews er tilgængeligt på nettet (på fransk).
Christian Yde Frostholm | ||||||
 | ||||||
Maskinelt rekonstrueret tekst af Jacques Roubaud (katalogfoto). | ||||||
| | | | | | |