P nr. 104 udforsker p'et og dets væsen. Camilla Hedegaard Møller har grebet det pragmatisk an: hvad gør man, hvis man vil vide noget om p? Man slår selvfølgelig op i telefonbogen. Og dér er der rigtig mange af dem. Nu kan de på den anden side godt virke lidt trykkede på den store tynde telefonside og meget nemt forsvinde i bunken af passive bogstaver. Den kæmpestore telefonbog er jo et emblem på den moderne kommunikations tomme small-talk, og al den ligegyldighed må være belastende for p'et. Hvad gør en p-finder med ægte p-følelse i hjertet? Hun hjælper de fangede p'er ud af deres uegentlige liv, op til overfladen, hvor de endelig får lov til at trække vejret. Hun befrier dem fra telefonsladderens tomme skæbne og giver dem det liv, de holder af.

Med hvid farve - det såkaldte kvajelak - lader hun diskret de øvrige bogstaver forsvinde. Hun forvandler telefonens flade bogstavbunke til et levende skulpturelt skylandskab, hvor lange lister af p'er opløses i slow-motion tempo. Nogle p' har allerede løsrevet sig fra sammenhængen og svæver nu frit af sted på deres egen muntre p-færd. Magritte ville have beundret dette surrealistisk drømmesyn, der meget vel kan tænke sig at være en visualisering af, hvad p'er drømmer om, når de sover: at være vægtløse, svævende p-skulpturer blandt svævende skyer.

Det himmelske p-landskab er et sart smukt værk med en nærmest telepatisk indlevelse i bogstavernes verden. [KW]

Camilla Hedegaard Møllers p - bås 104 - er kælderens smukkeste og måske mest arbejdskrævende. Gad vide, hvordan hun overhovedet kom på tanken at udradere alle andre bogstaver end netop p på en enkelt side i telefonbogen. Det er et smukt p og en smuk tanke. Møllers p har på trods af flere niveauers mediering bevaret sin taktilitet hele vejen ind i P-kælderen - frimærkesamlere og akvarelmalere vil kunne genkalde sig den knitrende og sprøde oplevelse af tungt papir. Godt set! [MD]

P nr. 112 er iøjnefaldende undseeligt. Hvordan har Lotte Skadborg Hansen overhovedet fået øje på så lille et p? Går hun altid rundt med lup? Denne p-finder udviser et særligt nærsynet talent for at få øje på det - og se værdien af det - ingen andre ser. Hvis der findes P-kompetencer (en grim betegnelse for noget, der entydigt må være godt!), må det være en vigtig: at kunne få øje på poetiske former og betydninger, der ligger lige for næsen af en, men som vanen (og alderdommens tiltagende langsynethed) slører for. Der er noget rørende over dette p, ligesom det er en rørende gestus at redde så lille et bogstav. Det vidner om en stor respekt for bogstaverne.

Fundet og dens ledsagende tekst giver mig associationer til et andet poetisk gemyt, Adam Oehlenschläger, der også forstod at tiljuble de skrifttegn, naturen kaster fra sig. Jeg gribes af Sturm und Drang og ser det lille p som en moderne pendant til runerne på hint mytiske guldhorn:

...med svævende Fied
en Möe hendandser
til Stranden afsted.
Violer hende krandser.
Hendes Rosenkind brænder,
hun har Lilliehænder.

Hun snubler!
og stirrer og skuer
og rödmer og bæver
og zittrende hæver
med undrende Aand,
af snehviden Sand
med snehvide Haand
det sorte P

Det er fordums svundne bogstavmagi, som denne p-finder har bjærget en flig af: naturens egen skrift. Der er noget umiskendeligt kosmisk over det lille p, også selv om det er fundet i Køge. Det er også en rar tanke, at p'et var det første bogstav i alfabetet, og at det nu er med til at pege ud på alle de andre bogstaver og de uendeligt mange sammenhænge, det kan indgå i. Sikke en stor verden i sådan et lille p! [KW]

Tatiana Maria Lunds p - bås 409 - udmærker sig blandt kælderens naturlige p-forekomster. Her aner man pludselig en smutvej til skriftsprogets opståen og forstår samtidig, at skrifttegn også er billeder. P-træet er blot ét af en serie oplevet og fotograferet af samme parkør. Autentisk, oprindeligt, næsten surrealistisk fremstår Lunds p-træ. Found in Bryce Canyon, Utah, 10.04.04. Selv den fjerneste, mest øde egn gemmer et p. En bagatel måske, blot et udgået træ, men for den, der kender sproget en hilsen fra kultur og civilisation. [MD]

Maleren Poul Pedersen har igennem utallige år gennemført et stort og utroligt bogstavtyveri. Han stjæler dem fra kendte billedkunstnere, som han, i fald de stadig lever, spørger pænt om lov. P'et i hans alfabet har han tegnet af fra selveste Picasso. Men nu har Camilla Nørgård stjålet det tilbage, hvor det hører til, nemlig til bås nr. 505. Og hun spurgte skam ikke nogen om lov. En retfærdig, veludført og original meta-meta-kunstnerisk gestus. Sproget kan ikke ejes. Men det kan stjæles, igen og igen. (Også Claus Bjerres elegante cykelskærms-p - fundet på vejen i et supermands-lyn af alfabetisk indsigt - blev i øvrigt stjålet fra parkøren undervejs til kælderen. Men ak, Nørgård løb af med nomineringen. Det genvundne skærm-p holder der dog endnu). [CYF]

P nr. 509 er et Rør ved mig-P med Lecia og Lucienne, set af Ole Schou Hansen på DR2. Det må fremhæves, fordi det forbilledligt viser, hvad der sker, når et menneske for alvor får p på hjernen. Hvis man først får øjnene op for P-magien, er der jo til sidst p'er alle vegne. Selv de bogstaver, der ikke er p, er det alligevel på en måde. Tag for eksempel h. Og selv de ting, der slet ikke er bogstaver, de er naturligvis p, hvis man blot kikker ordentligt efter! Skyggen af hunden, pletten på trøjen, ekspedientens briller, den mystiske silhuet ved busstopstedet... selv træerne begynder at få p-blade. Intet under, at scenografen i TV-byen anno ca. 1973 også lod sig p-inspirere. Man kan vel næppe forestille sig en mere værdig måde at gøre sin entré i lørdagsunderholdningen end igennem en p-port? Parkøren af billedet er tydeligvis hårdere ramt end de fleste (Lars Christian Rank i bås nr. 302 viser dog begyndende symptomer). Den slags mennesker må man altså bære over med. For slet ikke at sige: vise respekt! [CYF]

Ole Schou Hansens Pytman-p - bås 601 - er nomineret, fordi parkørens indsats smukt spejler sin genstand. Uden snarrådighed og vovemod, uden venlighed og overtalende charme, intet Pytman-p. Schou har gennem hele året fremsendt en lind strøm af p'er, men ingen så farverige og slagkraftige som fotografiet af p'et på Pytmans bryst taget ved pølsevognen på Sankt Hans Torv. Og ingen så muntre og sært aktuelle. Schou har blik for det med p'er. P på Pytman er prikken over i'et. [MD]

Mogens Bynkou Nielsens KroP, som blev modtaget på redaktionen i form af et godt gammeldags farvefotografi i en postbesørget kuvert, er i en klasse helt for sig. Motivet er grafisk smukt, fotografiet fremstår i en harmonisk beskæring, og vejret er tørt og solrigt. Men først når det parkeres i denne sammenhæng i sin behørige bås nr. 612 i p-kælderen, åbenbares den dybere poesi - for ikke at sige sandhed. Hvor end dette skilt hænger i verden, er der næppe nogen før Mogens Bynkou, der har dechifreret det egentlige budskab. Nej, dette er ikke nogen parkeringsplads for nedkørte landevejsrestaurationer. Det er selveste ordet, der er blevet kød. Andre parkører har prisværdigt indsendt deres kærester i p-positurer. Men ingen har som Bynkou formået at pege så præcist på netop denne kropslige konkret-visuelle poesi. En sand p-inkarnation! [CYF]

P nr. 615 er Ole Schou Hansens ensomme P fra Tallinn, der ved nærmere betragtning er en visuelpoetisk nyfortolkning af en gammel klassiker, også fra det melankolske Mittel/Ost-Europa: Kafkas Foran Loven. I Kafkas fortælling beder en mand fra landet forgæves om adgang til Loven, som overvåges af en snusket, stornæset dørvogter. I den estiske version støder manden, formentligt tilfældigt, på døren ind til loven. P-loven. Han læser lovens kryptiske budskab, det vil sige han fotograferer den. At læse er at se! Men der er ingen dørvogter til at passe på P - P's eksistentielle lov er ensomhed. "Suletud" må da pine død betyde "ensomhed", hør blot hvor u'erne tuder på estisk. Hvorimod det på dansk må betyde noget i retning af "snavset næse". Medmindre at en gammel musikalsk traver pludselig trænger sig på med ensomhedens reneste tone: "En mandag i regnvejr på Sulituudevej."

Teksten er svær at afkode på estisk - man må gribe til billedets ikke-sproglige udsagn. Tallene må være klokkeslæt, de tre linjer en henvisning til butiksverdenens temporale opdeling af hverdag, lørdag og søndag. P viser sig nu at være "søndag", og "suletud" åbenbarer endnu en betydning: "lukket". Helt lukket, man kan ikke engang se ind i butikken. Lovens dør står ikke åben som hos Kafka, der er intet erkendelsens lysskær inde fra mørket. P-loven er ren flade, den har intet hemmeligt dyb at kaste en lyskilde fra. Til gengæld er fladen i stand til af reflektere en tredimensionel, delvist transparent verden med alverdens brudte og forskudte flader og niveauer. Også den fotograferende læser giver P et billede af.

Det ensomme P er lukket om sig selv, men som alle hermetiske chifre peger den ud mod andre verdener og betydninger, i dette tilfælde P-perceptionens uendelige mangfoldighed.

PS. Man kan også forsøge sig med andre kulturers læseretninger, hvem siger, at det skal læses på estisk. Man kan benytte en vertikal læseretning og aflokke teksten endnu et udsagn: "Er L P?" Et glimrende absurd spørgsmål, der åbenbarer sandheden om P. Svaret er selvfølgelig: "Nej. L er ikke P, det er P, der er P, og dette unikke P er kun bestemt for dig! " Tag dén! [KW]

aktuelt | p-kælder | 16/12/04