| 1. Variationer over skriften | ||||||||||||||||
Bernard | |||||||||||||||||
 | | | | | | | |||||||||||
2. Fiktive skrifter Der findes historiske skrifter, som man regner med skulle betyde noget, men som videnskaben ikke har været i stand til at tyde, for eksempel Påskeøens og Indusdalens. Der findes alternative skrifter som himlens esoteriske og ikke-lineære skrifter, og der findes de helt fiktive tegn, bogstaver og skrifter, hvis betydning ikke kan afkodes, men som alligevel i en eller anden forstand kan "læses". Barthes' essay om skriften er også en refleksion over en sådan lettristisk inspireret kunst. Lettrismen er en heterogen bevægelse inden for den visuelle poesi, som feticherer bogstavet. Den blev navngivet i 1954 af rumæneren Isidore Isou som en reaktion mod André Bretons diktatoriske kontrol med surrealismen og hans bestræbelser på at gøre den mystisk og esoterisk. Lettristerne ønsker, at poesien skal være umiddelbart tilgængelig. De atomiserer sproget og deler ord op i bogstaver og stavelser for at sammensætte dem på ny, ud fra lydmæssige eller grafiske overvejelser. Lettristisk-inspirerede værker er derfor ofte usemantiske og ulæselige, men anvender til gengæld kalligrafiske teknikker og teknikker til at gøre bogstavet plastisk og bevægeligt i en grad, der synes at foregribe computergrafikken. Det er kunstværker, der har frisat signifiant'en, og som fortæller, at der findes tegn uden mening. Ifølge Barthes er friheden, måske som en følge af jødisk-kristne bindinger, den højeste værdi for en vesterlænding. Den lykkelige skrift er den befriede, ulæselige skrift. Den eneste forskel på de "sande" og "falske" skrifter, på ikke-tydet og ikke-tydbart, er konteksten. Det er os, vores kultur, vores lov, der afgør, om en skrift refererer. Og hvori perceptionen af skriften består. | ||
| | |
 | ||||
Bernard | ||||
| | | | |
Barthes var en stor beundrer af Bernard Réquichot, der er bedst kendt som maler, men som også har skrevet alt fra smædebreve, afhandlinger, digte og falske ideogrammer med sine egne selvopfundne skrifter. Han var optaget af skriften som håndværk: håndens gentagne bevægelser og musklernes diskontinuerte rytmiske tryk. Hans tidligste malerier var still-lebener, heriblandt en serie med okser, hvis former langsomt desintegreres. Barthes har flere steder skrevet om Réquichot - her sammenligner han skriften med oksernes træge gangart: "Det, der skaber skriften er, når alt kommer til alt, ikke tegnet (analytisk abstraktion), men - langt mere paradoksalt - det diskontinuertes løben (det som gentages er nødvendigvis diskontiuert). Lav en cirkel: De skaber et tegn; men parallelforskyd den, mens deres hånd bliver ved med at hvile på underlaget: De skaber en skrift, skriften er hånden som trykker og skrider frem eller snegler sig afsted, hele tiden i samme retning, kort sagt hånden som arbejder (heraf den rurale metafor, som betegner bustrofedonskriften ud fra oksernes gåen frem og tilbage igennem marken)". I midten af 50'erne begyndte Réquichot at male abstrakt, heriblandt spiralformer. Henimod slutningen af sit kunstneriske virke skabte han en serie artificielle bogstaver, som samtidig var en grafisk udvidelse af hans eksperimenter med spiralens uendelighedsbevægelse. | ||
| | |
 | ||||
Mirtha Dermisache: Diario Nº1 | ||||
| | | | |
En andet af Barthes' valgslægtskaber er den argentinske maler Mirtha Dermisache og hendes grafiske værker. Han skriver i et brev til hende, at hendes undersøgelse af skriftens plasticitet er et arbejde med selve skriftens essens. Hun forsøger som de japanske kalligrafer "at tegne en cirkel om skriftens ulæselige navn". Dagbogen Diario Nº1 er udformet som en slags palimpsest eller kollage af "naturtro" skrifter, der hver især er grafisk forskellige fra nabospalten. Søjlerne med de vandretløbende grafiske bånd udtrykker den vestlige skrifts narrative status, rækkefølgen af et før og et efter. At læse en tekst er i al sin enkelhed at acceptere denne fortælling. Dermisaches dagbog viser, at det at skrive er at udfylde og inddele en flade med søjler, diagrammer, rubrikker og løbende bånd.
Roland Barthes: Réquichot et son corps (1973) | ||
| | |
