 | Det nytter heller ikke at affærdige den visuelle poesi med henvisning til blindgyder og døde avantgarder. Den konkrete poesi kan ganske vist betragtes som død, i det mindste som bevægelse. Men dens indflydelse lever videre. Dens grundlæggende indsigt, at sproget har en visuel dimension og at digtets udseende i det mindste delvist afgør dets betydning, er i dag alment accepteret. Men som Marjorie Perloff har påpeget, er det måske især inden for typografi og reklame denne indsigt i dag omsættes: her findes der af naturlige årsager en interesse for hvordan betydninger kan skabes og forandres afhængigt af hvordan ordene anbringes på siden, hvilket i det mindste må anses for et markedsøkonomisk belæg for at layoutet er en del af betydningsdannelsen. Det er altså ikke bare et spørgsmål om form, og zaroum viser tydeligt at visualiseringen af teksten og siden er et forsøg på at tænke sprogfeltet på en anden måde. Med dagens tekniske muligheder findes der naturligvis helt andre muligheder for at påvirke tekstens udseende. Hvem som helst har adgang til et layoutprogram og hundredevis af skrifttyper og kan sidde derhjemme og arrangere ordene hen over siderne efter sit eget forgodtbefindende. For 50'erne, 60'erne og 70'ernes konkrete poesi var situationen en anden. Sat visuel poesi krævede professionel typografisk udrustning som få havde adgang til. Dette er formodentlig en af grundene til at så megen af den konkrete poesi på den tid blev komponeret på skrivemaskine. Konkretismens to første tiår var i princippet utænkelige uden skrivemaskinen. Skrivemaskinen muliggjorde en direkte komposition af visuelt avancerede og metrisk varierende digte og man skal huske at det ikke er specielt længe siden skrivemaskinen faktisk blev betragtet som et relativt højteknologisk redskab. I dag er situationen naturligvis en anden. Så sent som i midten af 80'erne kan jeg huske at det maskinskrevne brev kunne anses for formelt og upersonligt. I dag er det svært at tænke sig noget mere intimt og personligt end et brev skrevet på gammeldags skrivemaskine. Der findes formodentlig intet eksempel på nogen anden teknologi der så hurtigt er gået fra at have karakter af upersonlig mekanisk reproduktion og inautenticitet til at få en aura af personlighed og autenticitet. | | | |
| Afslutningsvis kan jeg ikke lade været med at reflektere over zaroum i netop disse termer. Hvad betyder det egentlig at den er komponeret på skrivemaskine? Eftersom zaroum både som bog og som digt er et yderst medieteknologisk reflekteret artefakt og i lige så høj grad handler om sin egen fremstilling som noget andet, bliver spørgsmålet om skrivemaskinen selvfølgelig af central betydning. Handler det bare om en hommage til den konkrete skrivemaskinepoesi eller findes der mere nostalgi i denne gestus? Har den moderne computertypografi gjort det for enkelt at sætte og arrangere tekst, og er anvendelsen af skrivemaskinen en bekræftelse på den mekaniske modstræben som vi, der er gamle nok, kan huske fra skrivemaskinens epoke (bare en enkelt skrivefejl krævede et omfattende mekanisk arbejde, enten ved hjælp af TippEx eller omskrivning, og den visuelle komposition af siden krævede at man vred valsen op og ned, at man tog papiret ud og vendte på det osv., og hvergang man ville have overblik var man tvunget til at tage hele arket ud af maskinen for at se på det). Eller handler det helt enkelt bare om den retoriske gestus at tilføre bogen den maskinskrevne aura, en følelse af intimitet og singularitet? Jeg kan mærke en vis usikkerhed i forhold til disse spørgsmål: i hvilken udstrækning har min forelskelse i bogen at gøre med auraen hos denne forældede teknologi, med mere eller mindre ubevidste fantomsmerter efter de proteser den accelererende teknologiske udvikling har amputeret? Med dagens teknologi ved vi dog samtidig at maskinskriften ofte blot er et spørgsmål om skrifttypevalg. Alene på min computer har jeg mere end ti skrivemaskinefonte der bygger på forskellige skrivemaskiner, af hvilke de bedste tilbyder muligheder for at simulere tangentanslagstryk såvel som de hoppende bogstavrækker (der i dag måske kan virke charmerende) som visse defekte skrivemaskiner afstedkom. Så hvad indikerer en skrivemaskineskrifttype i dag? Det eneste jeg er sikker på er at den ikke indikerer det samme som det gjorde for 30 år siden. zaroum er uanset hvad en morsom og interessant bog der afgjort fortjener en plads i dagens poetiske debat og ikke mindst fortjener at blive læst som poesi, eller nærmere bestemt som visuel poesi. | | | |
