 | Everybody is nobody to somebody
Det sker alt for sjældent, at jeg bliver overrasket, når jeg åbner en ny digtsamling. Det er derfor ikke blot forbavset, men også ret så eksalteret, at jeg bladrer Cia Rinnes bog zaroum igennem. Bogen indeholder noget så usædvanligt i dag som en konsekvent visuel poesi, komponeret på gammeldags skrivemaskine med sort-rødt farvebånd i kombination med håndskrifter og skematiske tegninger. Og zaroum er smuk - virkelig en Bog i betydningen et fetichobjekt, et objekt, som begæret ikke formår at holde igen overfor. I min opstemthed mærker jeg, hvordan tanker og associationer trækker i alle retninger. Men lad os alligevel besinde os og forsøge at tage en ting ad gangen. Bogens forfatter. Cia Rinne er ifølge opgivelserne finlandssvensk digter og zaroum er hendes solodebut. Hun har tidligere, også ifølge opgivelserne, udgivet to bøger sammen med fotografen Joakim Eskildsen. Bogen. zaroum leder med sit sorte ydre tankerne i retning af Åke Hodells Orderbuch. Der er ingen forlagsoplysninger, men bogen distribueres tydeligvis af Printed Matter i New York, som i nogle årtier har været den vigtigste distributør af og boghandel for artists books i verden. At zaroum distribueres som artists book og er skrevet på de større vestlige verdenssprog (engelsk, fransk, tysk) tyder på, at bogen måske først og fremmest henvender sig til et kunstpublikum. Og dette er muligvis symptomatisk for den visuelle poesis position i dag: for at undgå udslettelse har den været nødsaget til at søge beskyttelse hos billedkunsten. Og som bog havner den ofte i det interessante og heterogene, men desværre marginaliserede felt artists books (altså ikke artists books i betydningen bøger, der tilhører en kunstner, men bøger, der er produceret som kunstværker, ligesom bøgerne af mere navnkundige foregangsfolk inden for denne "genre", såsom Ed Ruscha, Emmett Williams, Tom Phillips osv.). At dette er blevet den visuelle poesis skæbne, skulle kunne forstås i forlængelse af, hvad Jörgen Gassilewski har beskrevet som billedkunstens tendens til at fungere inkluderende i modsætning til litteraturens tendens til at fungere ekskluderende. Inden for litteraturen sker bestemmelsen af det litterære objekt hovedsageligt i forhold til internt litterære kriterier, betydningsbygningens rammer har været relativt statiske, og det har været væsentligt at udgrænse det, der truer denne betydningsbygning - det er altså hovedsageligt i grænsedragningen mod det andet, at litteraturen bliver til. Kunsten derimod er efter tiårs udfordring af sine generiske rammer kommet til at fungere inkluderende og assimilerende. Litteraturen er ikke nogen trussel for kunsten, og litteratur kan uden nogen problemer være kunst. Billedkunsten derimod er uden tvivl en trussel for litteraturen, hvorfor billedkunst yderst sjældent kan accepteres som litteratur. At den visuelle poesi bliver billedkunst havde måske ikke været noget problem, hvis ikke det var, fordi den dermed blev berøvet en poetisk læsning. Den porøse billedkunstneriske læsning, som er generaliserende og hovedsagelig består af en scanning af teksten på jagt efter billedkunstneriske genremarkører, er af forståelige grunde uinteresseret i det specifikt poetiske. Og den visuelle poesi arbejder trods alt inden for en poetisk tradition, hvor forholdet til netop denne tradition er et konstituerende vilkår. Netop derfor er billedkunstens generøsitet i dette tilfælde også en voldshandling, der kan sammenlignes med litteraturens ekskludering. | | | |
| Bogens titel. zaroum er en neologisme (eller?) som - ud over at være en leg med poetens egennavn, der gennemgår forskellige metamorfoser bogen igennem - peger mod den russiske futurismes måske vigtigste opfindelse: zaum. Termen skal være udviklet af Aleksei Kruchonijkh, men forbindes måske især med Velimir Khlebnikov og bliver oftest oversat med "transrationelt sprog". Oprindeligt betegnede termen en skrift med selvopfundne ord, og zaumdigterens opgave bestod i at vride sproget af led både på stavelsesniveau og på det den syntaktiske strukturs niveau. Nogen egentlig zaum er der altså ikke tale om i zaroum. I Rinnes aftapning handler det snarere om at lade sprog mødes og vrides af led via opremsninger og forskydninger. Orddele løftes frem og river sig løs (innocence/in-no-sense, to-get-her/together, a part/apart) og opremsningen bliver en gentagelse, hvor variansen hele tiden ligger på lur i lydlige og visuelle ligheder og betones ved at ord og orddele markeres ved at blive skrevet med rødt. Til tider mødes og kolliderer sprogene, de glider over i hinanden, og man bliver usikker på, hvilket sprog man læser, og i denne resulterende glossolali synes til og med svenske ord at kunne skimtes i farten, eller...? Måske er det netop denne slags zaum, som er zaroum. | | | |
