<<

Et af de svævende digte består af som, om, ikke, kom - de fire småord som også indleder Ormstads første bog het still. Minimalistisk, ja, men på grund af bevægelserne og kombinatorikken også komplekst. Fordi der er så få betydningselementer, kan jeg som læser slet ikke lade være med at aflokke den permuterende tekst betydning efter betydning. Midt i flugten. Alle mine automatisk udløste ordbogsopslag, mit personlige bibliotek, mine klæbende idiosynkrasier og galopperende associationer står som på nåle. Betydninger som teksten selv øjeblikkeligt dementerer.

Det hele starter med ordet som - metaforikkens princip par excellence, sammenligningens som. Som'erne forsvinder, og ind træder tre om'er. Jeg læser øjeblikkeligt sætningsbrudstykket som om og er helt med på en indledningsvis nietzcheanske sprogskepsis: metaforiske omskrivninger er ét stort bluffnummer! Men så er der lydene: som - en hvisken, en tyssen, et åndedræt med tungemodstand, som om ordene nu skal manes til tavshed. Efterfulgt af lyden om, meditationens mantra, den brummende verdenslyd, der renser sindet for betydning og opretter den særlige tilstand af udspilet koncentration.

Ordet ikke dukker op, et negerende princip. Men paradoksalt fysisk tilstede. Alene lyden af ordet. Man kan ligefrem høre, hvordan k'et blokerer. Og der er hele to ikke. Ligesom sætningsbrudstykket som om ikke lyder som en slags dobbelt negation. Et to gange minus, som giver plus? I hvert fald følger imperativet kom, som ud fra en semantisk betragtning må være den ypperste kontrast til enhver tænkelig blokering og negation: den ultimative opfordring, begyndelse og hengivelse. Kom, kære læser, kom og dans!

k og m forsvinder, tilbage står det tomme o, altings tomhed, den rene respiration. En udladning, opladning, en ladning af nuancer. I klassisk poesi er det apostrofiske o selve henvendelsen, det der indleder kommunikationen. Påkaldelsen af digtet, intet mindre. Der vokser flere og flere o'er frem, en regn af dråber ned over skærmen.

Og digtet begynder - endnu en gang - helt nede i enkeltbogstavernes subatomare verden. m'er lægger sig til de mange o'er, s' er kommer til - billedet oscillerer mellem bogstavpartikler, stavelser, ord og noget der minder om sætninger. Teksten breder sig. Flydende konstellationer af det mindste sprog svæver gennem bevidstheden, smyger sig om andre lyde, ord og sætningsstumper, forbinder sig, taber tråden, fortsætter et andet sted. Fletter tråde af potentielle sætninger. Et ustabilt væv, et tankespind. Ordet svæve rummer også et væve. Hverken vævet eller svævet har noget centrum, men spreder sig i alle retninger. Og således også nødvendigvis læsningen. Man læser i alle retninger - mod enhver konvention - man læser billedet synkront med den ene hjernehalvdel, samtidigt med at man zoomer ind på det stykvise med den anden halvdel. Man hopper usystematisk og intuitivt fra den mindste lyd til den dybeste tanke, fra bogstaverne som rent billede til en kompliceret muligvis meningsfuld sætning. Man fuldender de sætninger, svevedikt kun antyder skelettet af eller snarere begyndelsen af. For at nå frem til, at de blot er begyndelser til nye.

svevedikt er en meditation, ikke over ét mantra, men på én gang over sproglige mindsteenheder og konstellationer. Det mimer perceptionens tid, dens rytme og bevægelse. Ja, måske selve tankeprocessen - eller i hvert fald den spredte tanke. Den famlende, prøvende, den lynsnare, den glidende, den der støder på modstand. Tanken op mod en grænse. Dens ophør. Tilbagekomsten. Dens overskridelse. Forsvinding. Bare tanken ... ut.

[1] [2]