Kære Afsnit P

Tak for invitationen, desværre kunne jeg ikke finde nogle gode ord, som kunne matche denne nuancering af det danske sprog, som har fundet sted siden nytårstalen, og som jeg har fået syn for ved gennemlæsning af både regeringspartiernes materiale og Dansk Folkepartis materiale. Men jeg kan nu afsløre et dokument, som sikkert ved en fejl er smuttet med blandt de rød-hvide brochurer fra partikontorerne, nemlig et internt oplæg signeret af B. M., som synes, det er rigtig spændende at være Kxxxxxminister og L. F., som jeg tror godt kunne tænke sig at blive lidt mere end bare det. Oplægget er imidlertid idérigt. Jeg giver hermed oplægget videre til jer.

Hilsen Kaspar B.

Vi har vidst det længe, men det er først nu, at der er tilstrækkeligt frirum, tilstrækkeligt udsyn mod den åbne stjernehimmel til, at ideen kan lanceres. Vi har brug for et Institut for Kunstvurdering.

Alt for længe har de gamle råd og nævn støttet sig op af begreber om kunstens urørlighed og den iboende kreative udvikling af samfundet, som om et samfunds værdi gjordes op af en form for kulturel kapital. De gamle råd og nævn, f.eks. Akademirådet og Statens Kunstfond, har, siden de blev oprettet, skullet rådgive politikerne om kunstens kvalitet. Men endelig er disse intellektuelle smagsdommere blevet syndebukke, længe har de foregøglet os kvalitet og fornyelse. Hvor de bare ville hytte deres egne og deres eget snævre kunstsyn.

Lad et nyt institut forsøge at vurdere kunstens betydning, og lad dem forsøge at kapitalisere den. Så vi kan få lavet nogle cost-benefit-analyser på kunstens område.
 

Lad os i et nyt institut finde de relevante svar på spørgsmål som: Hvor får samfundet mest kunst for pengene? Hvordan udfordres vores kunstbegreber? Og det meget centrale: Har kunstnerne ikke siddet for længe på definitionen af kunstbegrebet? Kunst, der produceres for samfundets penge, må tjene samfundet. Bjørn Lomborg, som meddeler, at han endnu ikke har udfærdiget statistikker på kunstområdet, mener dog at kunne udtale, "at kunstnerne sikkert lige som miljøforkæmperne længe har tegnet et alt for lyserødt billede af kunstens situation samtidig med, at de for ofte maler byen rød. De to ting lagt sammen tyder på, at det er på tide at skære ned på den røde farve, allerede her kan der sikkert spares mange penge", udtaler Lomborg, som dog understreger, at han ville behøve et par minutter mere for at kunne udføre en fuldstændig nøgtern analyse.

Med den nye form for intervenerende kunst og udsigterne til det øgede samspil mellem kunst og erhvervsliv, vil der blive brug for at udvide vores snævre opfattelser af, hvad kunst er.

En ny hofte og ventelister vil være absolutte topscorere på det nye instituts liste over særlige topprioriteter i den nye kulturpolitik. På den måde kan grænserne for kunstens virkeområde udfordres. Det siges allerede, at Superflex og et større medicinalfirma er gået ind i udviklingen af det nye Flexbonelock.

Med den slags kunst vil en stor hurdle i formidlingen af kunst til ældre kunne løses. De ældre kan nu se en mening med kunsten og vil altid allerede spille en aktiv rolle i værkets proces og tilbliven.
 

Pengene, som frigøres, skal selvfølgelig investeres fremadrettet og på det socialdemokratiske velfærdssamfunds præmisser. Kunstige hofter, kunstige tænder, kunstgødning. Der er ingen tvivl for den nye regering om, at kunsten i Danmark vil tage en usædvanlig førerposition internationalt med sine nye samfundsintervenerende kunstformer.
 

Der er følgende kommentarer fra kunstverden:

Else Marie Bukdahl: "Ja, vi må se tiden an, vi er inde i en positiv dialog med ministeren, som lover store tilskud til Akademiet i København, det kan måske endda komme så vidt, at alle mine yndlingsstuderende kan tage del i denne lovende udvikling, evt. som forsøgskaniner i denne spændende proces. Kunne I se f.eks. en kunstner med ekstra brede hofter, eller hele to hofter. Jo, vi skal nok holde førerpositionen og være dem, der møver os længst frem."

Claus Carstensen: "Jo, bare der også bliver et par ekstra hofter til min karriere, så jeg kan sidde lidt længere på flæsket."

Jes Brinch: "Institut, min røv!"

Lars Grambye: "Jamen, hvem skal så være direktør?"

Per Kirkeby: "Jo, jeg har sgu altid været med der, hvor det skete, og jeg vil altid male med min røv, så hvis jeg får min slidt op, så er det sgu godt med en ny hofte. Jeg har sgu altid været mod smagsdommere, men nu bliver der sgu noget ved det, så kan de få lov til at slikke min røv for at se, om det smager af kunst. Ha, ha, ha."

SUPERFLEX: "Jo, jo, men stil lige ind på Superchannel, så bliver vi superglade, og Flexbonelock er superfunky og bliver lanceret over interaktivt TV, så det ville være fedt, hvis Du Selv gad og sige, hvad Du Selv mener, så vil vi bliver superglade, for det handler om dialog, og om Selv at tage del i debatten."
 

Ja, forfatterne var som sædvanligt mere konservative, de fattede ikke, hvordan man skulle kunne låne alt dette på biblioteket, og hvad med bibliotekspenge, og hvad med refleksionen, og hvad med BOGEN og ih og åh. Men desværre gamle drenge. Det nye institut vurderer, at det, som foreslået i debatten, vil være billigere at sende 90% af alle bøger rundt via email til de interesserede. Fordelene er så mange, at de ikke er værd at nævne. Lars Bukdahl vil stadig omtale alt lortet, undskyld vi mener bøgerne.

Men den kulturelle innovation foregår ikke længere på skrivepultene, det vil instituttet snarligt åbenbare. Stil jer blot med de rød-hvide flag og råb "Danmark leve". Det er snart tid til VM i fodbold, og lodtrækningen er ikke den værste.