Modsat hvad vi som regel går rundt og forestiller os, så udgør gangtapet ikke vores erindring, nej, det er tværtimod vores egen erindring der er klistret op langs byernes gangvægge som lurvet fedtet tapet: Erindring er det stof som gangtapet er gjort af.

I mine unge år holdt jeg det for en åbenbar sandhed, at hvis jeg blev indendøre længe nok og grundede over mit liv og min skæbne, så ville jeg på et givent tidspunkt nå ind til en lille gang, på hvis tapet jeg ville finde, hvad der var gået forud i mit liv. Og i parentes bemærket måske også hvad der ville komme!

Jeg forfattede en tese om selvsamme, men det bragte mig nu ikke ind på Akademiet. Jeg er ikke engang sikker på, at Hr. Strauss overhovedet læste den.

Engang mødte jeg ham til et bridgeselskab som en af min afdødes mors tanter afholdt i den mondæne ende af byen. Hele aften sad jeg på nåle for at henvende mig til ham, og til sidst lykkedes det da også. Da alle var ved at gå, fangede jeg ham for enden af en knagegang: Jeg gik forbi ham og hamrede tilfældigvis mit hoved ind i gangens mørkblomstrede tapet og spurgte dernæst henkastet, fik De forresten nogensinde læst min tese om gangtapet og erindring, jeg sendte ind til Dem for mange år siden?

Han svarede mig ikke.

Senere måtte jeg forlade byen af årsager jeg ikke vil komme ind på her, og disse begivenheder sendte mig ud på en tilsyneladende endeløs færd, hvis mening og årsag jeg her tredive år efter endnu ikke fatter. Gangtapet har fulgt mig fra mit værelse ned til badet, ovenpå til spisesalonen, ned ad trapperne til gaden eller torvet, ud på dagens første ørkesløse vandring. Forbi gårdene, forbi fabrikkerne, langs med banegravene og herefter udmattet i centrum ind på et museum af hvilke Pusjkin-museet har en kær plads i min erindring. Men det var jo netop dette ord jeg ville ind på!

Ja, jeg opfatter nu min egen erindring diamentralt modsat end jeg gjorde i min ungdom. Jeg mener nu, at gangtapet er gjort af erindring, og at det faktisk må være evident for alle der bare skænker det lidt tid og omtanke.

- ...hr. Strauss, hvad mener De om dette? At hele menneskets inderste væsen er låst og strukket ud i mismodige lagre hvis natteaktiviteter ganske overgår deres daglige varesalg? Og hvis yderste formåen er at blive rullet ud og klistret op langs mørke gange, i huse, i trappeopgange, i lejekaserner, hvor De ikke engang ville besøge Deres egen niece?!

Måske ville jeg udelade det sidste ondskabsfulde udfald, hvis jeg stødte ind i ham igen. Men det gør jeg jo ikke. Han må være død nu, og jeg er ikke ung længere.

- Brest, 1976

For andre vitale dele i moderne bygninger, se Trappeopgange