En af mine mange glæder i livet har været fra tid til anden at påtage mig diverse budjobs, hvis min økonomi har været skranten. Undertiden er der gået flere år mellem at jeg har været nødsaget hertil, men jeg indrømmer dog at det altid har været en lettelse atter at stige på cyklen, tage kasketten på og genbesøge de mange opgange jeg har lært at kende som mine venner. Tag opgangene ned ad Sønder Boulevard, hvor jeg da kunne undersøge hvem der stadig levede, hvem der var døde, om gelænderstiverne stadig holdt front, og om det var den samme afskallede maling der flækkede af de porøse hullede vægge eller om beboerne omsider havde fået deres haj af en udlejer til at smukke det hele lidt op til glæde for børnene og de gamle, dem der altid er hjemme. For slet ikke at tale om den polske enklave sidst i Ægirsgade eller vævet af jødiske lejere i Fiskedamsgade. Jo, jeg nød at komme tilbage i sadlen og genoptage denne personlige forelskelse i byen, den eneste man i grunden kan bære at ældes med.

Jeg kunne fortælle vidt og bredt om en vifte af skæbner, opgangstyper og mærkværdige oplevelser, men for at sige det rent ud er jeg ikke lige gange tryg ved at fortælle alt hvad jeg ved. Måske er det på grund af tavlerne.

I mine mange år som trappeopgangskender er jeg nemlig stødt på mystiske tavler rundt omkring i storstaden. I kender vel nok de gængse opgangstavler der altid hænger i stueentréen med beboernes navne, deres etagenummer og så videre. Sorte rillede plader fyldt med små hvide plasticbogstaver, Forza Flex, som disse kaldes, det hele med glas foran, så at drillende sjæle ikke render af sted med bogstaverne. Men jeg går vel ikke over stregen, når jeg siger, at vi netop fra denne type plader forventer at få objektive udsagn om hvem, der bor hvor og ikke mere.

Jeg har her foran mig adresserne på ni opgange hvor der længere oppe ad trapperne har hængt lignende tavler med lignende Forza Flex- typer. Men det har ikke været beboernes navne der har prydet disse ophæng, nej, det har været tekster. Og de har virket på mig som hvis en nyhedsoplæser pludselig gav sig til at græde under oplæsning af ulykke og sorg.

Heldigvis er jeg ikke i berøring med disse opgange i mit nuværende budjob, da dette kun foregår i det ydre Østerbro. Men der har været nogen snak om udskiftning i geledderne, langsomme fødder der må vige for unge og hurtige, og jeg frygter snart at skulle sydvestpå igen, tilbage til Tagensvejs Bude med deres mange tilfældige ærinder både her og der. Og en dag vil jeg modtage Nordbanegade 8, oppe øverst. Og dér vil jeg gå forbi en af tavlerne. Og standse op og læse hvad der ikke burde kunne læses et sådant sted.

Bevares, der er da undertiden sjofel påskrift på opgangsvæggene i Rovsingegade, og der er også notitstavlerne ude foran viceværtens dør, hvor forsvundne undulater efterlyses af tårevåde børnehænder. Med andre ord, man bliver hårdfør!

Men disse skrifter hører ikke hertil, de er anderledes. De kalder på mig gennem Københavns dårlige bygninger. De kalder på mig med tomme opganges stemmer. Så hvis du læser dette, dig der har fundet på dette som en dårlig spøg, vil jeg bede dig om at holde inde med dit forehavende. Der er nogle andre herude der forskrækkes over dine moderne ondskabsfulde påfund. Lad opgangstavler være opgangstavler med deres mange tusinde navne. Deres mange tusinde navne.

- Krudt, nu død

Læs videre om andre ansættelsesformer under Udsmider