En særlig beboelsesform opstod ved bilindustriens massive vækst midtvejs i det tyvende århundrede, og denne blev døbt motellet. Med særlige garagefaciliteter benyttedes motellet som oftest af hurtigt gennemrejsende personer på vej langvejs fra og med fjerne destinationer, de ønskede at opnå med deres bil. Det var ikke centralstædernes luksuriøse overnatningsmuligheder der prægede indretningen af disse øde steder, snarere en interiørmæssig sparsommelighed: Et lille badeværelse og et soveværelse med et bord der kunne fungere som udgangspunkt for skrivebordsarbejde på rejsen. Breve, regnskaber, personlige noter, selvmordskommunikéer.

Kuriøst nok går disse moteller for at have været rigeligt besøgt, ja, menig mand ville uden at tøve hurtigt skyde på at flere tusinde anonyme skikkelser gennem tiderne må have overnattet på et motel fra ørken til ørken. Men dette er ikke sandt. Kun ét menneske har overnattet på et motel fra de opstod i 1920’erne og til de forsvandt igen, og det er udelukkende på grund af denne ene mand, at vi overhovedet er i stand til at skrive dette opslag. Denne mand hedder Otto Freiheit, og det vides i skrivende stund ikke hvor han opholder sig.

Han siges at være et plaget europæisk væsen, hvis chanceridt gennem den moderne verdens helvede ikke så meget skyldes hans personlige overlevelsesevner, men netop de mange organisationer der kæmper om hans gunst. Der er Freiheit-societetet grundlagt januar 1996 med bosæde i det vestlige Köln, der er Bowsen & Farencross-logen grundlagt dette år i London, for slet ikke at tale om de mange moskovittiske sammenslutninger, der har det med at skyde knop, blomstre og visne hen i løbet af en enkelt russisk sommer, og i disse rasende hedeplagede måneder opnå at kanalisere penge, spioner, kvinder og halshuggere efter vores jagede Otto Freiheit, hvorfor vores andre central- og vesteuropæiske fraterniteter straks må ekstremisere deres aktiviteter under dette bombardement af skjult hjælp og ødelæggelse, der tilflyder vores motelvidne i de varme oversvømmede somre.

Men to spørgsmål melder sig: Hvad vil de Otto Freiheit? Og dernæst, hvorledes oplever Otto Freiheit disse societeters og organers styring af hans eksistens?

For at besvare det sidst spørgsmål først, så kan det med sikkerhed fastslås at Otto Freiheit er en uhelbredelig morfinist, hvis tanker derfor er at sammenligne med et langt godstog som ingen banegård vil aflaste. Hans ventesalstilværelse, hans tusk i 2. sals hotelreceptioner, hans triste seksuelle samkvem med portugisiske kontormænd gør, at han er en person der ikke lægger mærke til de utallige lykketræf der bliver ved med at holde ham i live, ej heller det mærkværdige i de mange dødsfald der konstant finder sted i hans kølvand: Partnere der om natten bliver ombyttet med Freiheit selv og som derfor ligger halshuggede ude på badeværelset morgenen efter... de uforklarlige biluheld og togulykker der summer omkring ham som septembers døende insekter omkring et åbent dyresår... og de mange “tilfældige” afrejse-billetter der dukker op i hans inderlomme, når én centralstad er ved at trættes af ham, mens den næste er ved at længes. Som sagt, et chanceridt. Et velfinancieret, fuldstændigt kontrolleret liv uden mening eller retning, andet end at bære vidne. Om motellet.

Og her kommer vi hastende til det første spørgsmål: Hvorfor denne interesse i Otto Freiheit? Hvorfor ikke én gang for alle kalde ham til lukket forhør, nedskrive hans beretning om natten på motellet, og så dernæst vente på et statsligt dekret om eventuelt at rekonstruere dette motel eller måske forbyde ethvert lignende tiltag?

Men Freiheit-organisationerne er jo private og ikke statslige, de opererer så at sige uden fast territorium under fødderne. De er uden for statslig kontrol. Og de mener jo alle at vores dage er talte. Dommedag, undergang og altødelæggelsen er nær, og efter dette må og skal der være enkeltoverlevende vidner, der vil kunne berette om de særlige eksistens- og beboelsesformer der gik forud for sammenbruddet.

Hr. Freiheit bærer derfor i disse societeters opfattelse et meget vigtigt vidnesbyrd om industri- og transportalderens smukke forsøg på at inkorporere søvn, seksualitet og lidelse i selve rejsens forblæste metafysik. At disse mærkelige og mildest talt uforudsigelige organisationer også forsøger at slå ham ihjel har at gøre med deres depressive karakter. Som moskovitternes Freiheit-filialer der som sagt opstår og eksploderer over få uger, undertiden dage.

Og på deres kontorer ligger disse skæbnesvangre papirer og blafrer i vinden fra de opbrudte mangesporede gader hvor bilerne slynges. Freiheits messende vidneudsagn givet på en hovedbanegård for mange år siden under en anholdelse for befamling:

"... ja, og så har jeg også overnattet på et motel. Man parkerede sin bil lige ved siden af det lille kabineskur. Derinde var et badeværelse og et soveværelse. Oven over vandsengen hang et tv ud fra væggen. Jeg tændte for tv´et og så en film med to piger og en mand. Dernæst faldt jeg tilfredsstillet og ulykkelig i søvn i den lange overjordiske nat for næste morgen at vågne og tage videre. Og nu er jeg endt her."

Sådan ligger sagerne. I London. I Berlin. I Kosovo. I Moskva. Spøgelset af motellet lever her i Otto Freiheits bekendelse til glæde såvel som sorg.

For yderligere eksempler på jagede liv, se Gangtapet