Udsmidere er som regel forråede stakler, der i havneknejper, dansesaloner, morfinistkældre og kokainklubber står for den brutale og grusomme afklapsning af individer der af en eller anden grund har forbrudt sig mod stedets kodeks. Manglende betaling, uanstændig opførsel og ganske almindelig drukkenskab leder dig omgående ind i udsmiderens favn, hvorefter du meget hurtigt kyles ud enten til videre behandling eller også til en øm humpen til næste sted på ruten. Om deres sociale rang er der ikke meget at sige. De hører til i de nederste dele af befolkningen. Ofte kommer de selv derfra, i hvert fald slipper de aldrig ud igen med livet i behold. Udsmidere bliver ikke gamle. Men da jeg har kendskab til en enkelt historie hvor disse definitioner ikke optræder i deres almindelige generalitet, er den her værd at fortælle, om ikke andet så som en fejring af verdens fortsatte uforudsigelighed. (Hurra!) Jeg tænker, som de fleste af jer nok har gættet, på tilfældet Hoa Jinx, der underholdt vores by, da den endnu - i forhold til den nuværende situation - var i sin ungdom. Hoa Jinx var en ung bøssoid type uden egenskaber eller intelligens, der af naturlige grunde endte i det felt vi kalder interiørdesign. Han kom i svendelære hos en af de gamle mestre, men da Hoa var yndig og lærenem og ganske blottet for personlighed, blev han snart en celeber darling, og da København samtidig blev ramt af en pengebølge fra noget folkeligt videnskab der slog igennem udenlands, oplevede Hoa Jinx en dengang uforudsigelig popularitet i de mange rige hjem, der nu skød op rundt omkring. - Hvad synes du skal stå i det hjørne? Hvad synes du skal pryde dette soveværelse? Hvilket gangtapet skal vi vælge i de øvrige etager? Kom herud, Hoa Jinx, kom snart. Besøg os, Hoa Jinx, vi ved ikke vores levende råd. Og Hoa Jinx elskede hvert et sekund. Han tog imod imponerende gager, men han leverede også varen: Hans mange hjem var som regel helt hæderlige at se på, og vigtigst af alt, så fik han folk til at føle sig som noget ganske særligt. Ja, nu var det dem man snakkede om rundt omkring i de grønne saloner. Og næste uge var det nogle andre. Nuvel, Hoa Jinx kom jo snart i uføre, og det er her historien må veje, hvad der var af betydning for denne deroute, mod hvad der ikke var af betydning, det som bare hændte uden grund eller virkning. Der var kærlighedsforholdet til den unge begavede nazist fra Esromgade. Der var skandalen med slotspavillonen øst for Fælledparken, hvor Hoa Jinx bevidst eller ubevidst kopierede et interiør han allerede havde benyttet sig af oppe i Charlottenlund. Det blev kun afsløret fordi de to herskabers omgangskredse desværre overlappede, og det i særlig grad til selveste medaljefesten nytårsdag. Det blev hvisket og snart blev det slået fast: Gullaschbaronessen boede i en kopi. Selvmord fulgte selvsamme nat. Men jeg har kendskab til den episode der var den egentlige årsag til hans bratte styrt fra de attråede tinder der nu i otte år havde været hans dagligstue. Nemlig besøget i pensionatet ved Trianglen. Hoa Jinx var jo dygtig nok inden for sit snævre felt af æstetisk virke, og derfor vidste han at for at kende morgendagens smag må man selv have været der. Så da han var ved at løbe tør for arabisk inspiration, vendte han sit blik mod romerske trapper, hængende haver, ja, ganske enkelt mod noget nyt! Og da han vågnede denne regntunge efterårsmorgen vidste han at de støvede dunkle møbler og mørklagte baggårdsværelser var hans næste mål. Nu er, desværre, alle vidnerne til hans besøg på Pensionat Trianglen for længst døde, og pensionatet er også væk, revet ned simpelthen. Men jeg var en nær ven til en mand der på det tidspunkt holdt til huse oppe på tredje sal, og det er blandt andet fra ham jeg har en del af situationen. Men selvfølgelig måtte jeg også selv forhøre mig om det virkeligt forholdt sig således. Og fra mange hænder fik jeg fortalt, at det gjorde det skam. Det gjorde det. Alle pensionatsgæsterne så dele af begivenheden, men det var vel Frk. Nielsen, pensionatsværtinden, der så den længste føljeton af et menneskes undergang. Hoa Jinx kom ellers anmassende, dinglende og løsagtig som altid, dum som han jo var. Og han udbrød, iiihhh og ohh, jamen, det er perfekt, og det bliver det næste, hver gang han så et sammenbrast sofamøbel, et nedslidt gangtapet, et lille formørket værelse hvor en logerende lå på briksen og røg. Men lidt efter lidt forandrede Hoa Jinx sig. I spisesalonen med de ovale grøntapetserede vægge... i radiostuen med de tomme damborde... foran den skrammede trædør med koøjet der ledte gæsten videre ind til de enlige herrers etage. Hoa Jinx sagde mindre og mindre, hans åndedræt blev hæst og frygtsomt. Så på et tidspunkt skreg han og sank i knæ, jeg har hørt det skete ude på en etageafsats mellem 3. og 4. Han satte sig på afsatstaburetten og sundede sig, åbnede det lille sølvæg han altid bar om halsen fyldt med lindrende hospitalskokain og tog et dybt og længselsfuldt snif. Og nu gik det for alvor galt. Han røg op af taburetten og væltede tilbage ad de gange, han var blevet ledt gennem. Ingen kunne indhente ham, de stakkels diskrete herrer der ellers havde glædet sig til en stille tirsdag, så dette vanvittige væsen buse ind på deres værelser, stirre vildt omkring sig for omgående at fare ud igen og videre og videre, indtil Hoa Jinx stod nede på Trianglen i regnen, grædende med et tomt hypnotiseret blik i øjnene. Der fulgte nu en tid hvor Hoa Jinx forsøgte at opretholde sin status inden for interiørdesign, men der er ingen tvivl om, at hans seneste påfund ikke blev en sukces. Og så var der historien om ildspåsættelsen og de mange dødsfald. Penge havde han ikke flere af, han havde brugt dem undervejs, da han var en af disse typer der havde følt sig som en udødelig. Venner havde han heller ingen af, den unge nazist var død af sygdom. Og således går det at en række obskure ansættelser fulgte hinanden fra måned til måned, indtil Hoa Jinx måtte se sig ansat som tæskekarl og udsmider et sted nede ved havnen, det er aldrig lykkedes mig at finde det. Og den vinter hvor det fine parnas holdt det for en fornøjelse at havneslumme den, fik de sig en ubehagelig overraskelse, da de så, hvordan det var gået deres før så populære kæledægge Hoa Jinx. Han holdt til i et hjørne af beværtningen, i skyggen af en trappe op til værelserne, hvor hans forslåede fjæs og hullede kinder faldt i et med interiøret. En af de rige herrer dristede sig til at kalde på ham: - Jamen, Hoa dog, det er da en menneskealder siden vi har set dig. Er det dig der har kreeret dette henrivende værtshus? Og pigerne lo, og da Hoa Jinx forsøgte at smide dem ud, blev han alt for let overmandet og gennemtæsket. Dette skete stort set hver gang Hoa skulle udføre sit job. Han blev holdt op mod baren, og hvem der ville kunne så tage sit tilløb og dunke foden eller knytnæven eller flasken i hovedet på ham. For man kan jo ikke bare smide en udsmider ud. Han har værsgo at blive indendøre hvor der er brug for ham. Jeg tror ikke længere at der findes udsmidere som Hoa Jinx. Men at de alligevel alle er en sorrig bunke mennesker, der ikke burde kunne gå frit omkring, vil jeg da gerne slå fast, og som understøttelse for dette menneskesyn håber jeg ikke denne fortælling har været uden fortjeneste. - Scott, København 1967 | ||
For videre oplysning om pensionater i al almindelighed, se Pensionat | ||