KW | 15/10/05

Ploggen er et kollektivt rum, hvor min stemme blander sig med de andre stemmer og forskellige - gerne skæve - synsvinkler. Der måtte for mig gerne være mere dialog og konfrontation! Dybest set siger man jo "hej" til verden - deler lidt ud af sine tanker - og vil gerne besvares, suppleres, siges imod.

Når man plogger, oplever, læser og skriver man med alle sanser åbne, især øjnene. En plog er ét snapshot, ét perspektiv. Samtidig skal kompleksiteten holdes åben. Da Niels Lyngsøs bog Morfeus udkom, valgte Afsnit P (i sit Anneks) at sætte tre øjne på sagen - et så vægtigt stykke eksperimenterende litteratur fortjente en prismatisk iagttagelse. De værker, Afsnit P beskæftiger sig med, fortjener generelt mere en én indgang.

Og nu vi er ved utopierne: Ploggens korte, men multisanselige og krydsrefererende form gør den velegnet til at iagttage, analysere og formidle den samtidskunst, der selv er kendetegnet ved genrekrydsning og synæstetiske udtryksformer. Mange formmæssige muligheder ligger i kim, heriblandt brug af video og animation, konstellation og genremix.

Ploggen har et potentiale for at være noget, der "foregår" - i form af eksperimenter med for eksempel workshop, udstilling, happening. De mange samtidige udtryksmuligheder kan skabe eksplosive sammenstød mellem for eksempel billede og billede, billede og tekst, lyd og billede osv. Og hvert sammenstød producerer flere betydninger - er endnu et komplekst udsagn.

Med fiktions-videolog'en Eyes of Laura forstod Janet Cardiff til fulde at udnytte weblog'ens æstetiske muligheder og dens iboende dobbelthed af at se på verden og blive set. Ploggen er selvfølgelig ikke et værk, men en blandform, som derfor gerne må have en æstetisk fremtoning, der pirrer, driller og udfordrer modtagerens forventninger.

Alt, hvad der rører sig på Afsnit P, er gennemsyret af en drøm om, at kunsten skal smitte af på kommentaren, at formen skal udtrykke indholdet, at indholdet skal "performes".

Bidrag til Tidsskriftenquête, Audiatur-festival, Bergen 13-16/10/05

KW | 14/10/05

For hver plog, der skrives, er Afsnit P kommet et lille stykke længere i sit fortløbende projekt: undersøgelsen af den visuelle poesi og herunder udforskningen og udviklingen af nye digitale litterære og tværæstetiske former. Hvert plogindlæg udgør et lille og synligt delresultat.

Ploggen er Afsnit Ps researchforum og tænketank: et synligt laboratorium, hvor brugerne fra dag til dag kan følge med i processen - foruden selv at bidrage med kommentarer og materiale. Indlæggene har en tendens til at samle sig i temaer, og indtil videre er der oprettet fire tematiske kategorier: digital poesi, konkret poesi, det offentlige rum og Japan. En service til brugeren, som derved får mulighed for at forfølge bestemte spor og interesser. Og for os, der skriver den, en måde at fokusere på og holde os selv fast på det, vi vil undersøge.

Ud fra plogstrømmen finder en lang række Afsnit P-knopskydninger sted i form af nye projekter: udstillinger, essays og nye genreeksperimenter som for eksempel Afsnit Ps spritnye billed-log, Pshots.

Plogging er i udpræget grad en social og netværksskabende aktivitet, som sætter os i forbindelse med faglige soulmates - forfattere, billed- og netkunstnere, litteraturteoretikere, tidsskrifter, forlag - verden over. Og ikke sjældent udvikler kontakten sig til nye projekter på Afsnit P.

Ploggen er som andre weblogs bygget op omkring linket ud til verden: referencen ud til andre artikler, værker og weblogs. Men i lige så høj grad trækker den tråde ind i Afsnit Ps eget univers - og tilbage i dets over 10 år gamle historie - og er på den måde konstant med til at sammenvæve, fortætte og uddybe hele Afsnit Ps betydningskrat.

Bidrag til Tidsskriftenquête, Audiatur-festival, Bergen 13-16/10/05

KW | 13/10/05

Afsnit Ps kollektive weblog Plog har to år på bagen som et hyppigt opdateret elektronisk magasin for den såkaldte smalle litteratur og kunst, eller i hvert fald den kunst, der ikke altid finder vej til de andre medier. Den har mange læsere, blandt andet fordi formidlingen er umiddelbar og kortfattet. Det er smal kunst til de brede masser!

Men for os, der laver den, er Ploggen meget mere end et tidsskrift. En besættelse, et blik på verden, en sport, man bliver afhængig af. Som i en sportsdisciplin er der helt fastlagte regler for formen: Ploggen er tofløjet og rummer altid både tekst og minimum ét billede. Billedet er ikke bare en illustration til teksten, men skal gerne være et udsagn i sig selv og kan ligesåvel være udgangspunktet for teksten som omvendt. Teksten er på maximum 300 ord (og der kan gå sport i at ramme helt præcist), og tilblivelsestiden må ikke overskride en time (til gengæld sværere at overholde). Tekst og billedvalg er gennembearbejdet: hvert indlæg er en seriøs og selvstændig enhed, som leverer sin vinkel eller pointe - det er ikke blot en løs tanke, men en færdig "aflevering", som hver gang er udsat for kritisk gennemsyn af en medplogist.

Alligevel er tempoet hurtigt og den pludselige indskydelse en drivkraft. Plogging er parathed - en essayistisk åbenhed over for, hvad der pludselig byder sig til: et billede, en association, en sammenhæng, en kritisk tanke, en skønhed, latter. Som plogist har man sin individuelle stil, sine kæpheste og idiosynkrasier. Man har sin egen identitet - en plog-persona.

Og det skal ikke være nogen hemmelighed: plogging er også en overspringshandling - af den gode slags, som en jogging-tur. Det er ren opladning og syndsforladelse.

Bidrag til Tidsskriftenquête, Audiatur-festival, Bergen 13-16/10/05

CYF | 12/10/05

Ji Lee er en alsidig grafisk designer og reklamemand. Født i Korea, opvokset i Sao Paulo og bor og arbejder nu i New York, hvor han ved siden af sine kommercielle opgaver blandt andet også har sit eget lille Theatre of Letters i bedste konkretiske stil (se under Independent Projects): følg udviklingen fra CHRISTIANITY til SIN, eller hvorfor ikke fra én seksualitet til en anden?

Han har også designet sit eget 3D-alfabet, Univers Revolved: universalskriften Univers sendt en tur om sin egen akse - eller slet og ret rundt på gulvet. Resultatet er i al fald et tegnsystem bestående af lige dele kommunikation og kode, som principielt kan læses fra adskillige vinkler og godt kan få hjernen til at vride sig en omgang i kraniet. Hvilket vist præcis er, hvad manden er ude efter. Her til venstre står PLOG, hvis nogen skulle være i tvivl. Skrifttypen forærer han væk på nettet, hvor hans bog om projektet samtidig er til salg.

Ji Lees Bubble Project er et svar på det bombardement, vi byboere dagligt udsættes for af reklamefolk som ham selv i det offentlige rum. Et modangreb, kalder han det, med talebobler som våben. De tomme bobler kan frit downloades, udprintes, opklæbes og udfyldes - alt sammen på eget ansvar.

Selv har Lee ifølge eget udsagn opsat 15.000 tomme talebobler uden på forhåndenværende reklamer rundt omkring i bybilledet i New York. Forbipasserende udfylder dem nærmest instinktivt, hvorefter kunstneren selv går tilbage og foreviger det ellers flygtige resultat.

Den massive envejskommunikation bliver pletvist vendt til dialog i en "thought sharing" i fællesrummet mellem net og street. Temmelig underholdende.

KW | 12/10/05

"Et samfund kan være så stenet", skrev Inger Christensen og drømte om "en by, der er blød som en krop".

Netkunstgruppen Influenza, bestående af Rafael Marchetti og Raquel Rennó, viser med værket from marble to pixel, hvordan den kropslige perception af storbykolossen er smidig og uhåndgribelig som fiskestimers lynhurtige bevægelser. Hvordan den kognitive proces rekonstruerer storbyen som flygtige, grafiske mønstre, fragmenterede og fortættede. Ligesom marmorstenen er presset og foldet, folder bevidstheden ord og billeder i enklaver, som igen udfolder nye lag.

Værket er en slags abstrakt bykort, i udgangspunktet helt sort med noget, der ligner grå veje på. Via musens bevægelser fremkaldes enkeltstående røde ord, som igen fremskriver sværme af tal, når man klikker på dem. Tallene gemmer på nøgleord, som metaforiserer nærværende elementer i storbyen og knytter sig til en måde at opleve og fortolke den på, for eksempel "dust", "trade", "code", "outdoor", "wasteland", "vertical". Klikker man på ordene, dukker der urbane billeder op: af højhuse, undergrund, skilte, markeder osv. - alle fra metropolen Sao Paulo - eller sværme af ord, digte kunne man måske ligefrem kalde dem. Nogle ord træder stadig enkeltstående frem i rødt som særligt markerede fikspunkter, der igen via brugeren skriver nye ord og billeder frem, mens andre overskrives og udviskes. De verbale og visuelle bytekster og deres indbyrdes relationer konstrueres, dekonstrueres og rekonstrueres af brugeren i et flow, som samtidig er baseret på nedslagspunkter: øjne, der træffer et valg.

Musens bevægelser er fnuglette og hurtige på samme måde, som bevidstheden nærmest ubevidst er i stand til at at skanne og aflæse byen, uden at have været fokuseret til stede, uden at kunne gengive det sete, men dog alligevel formår at rumme indtrykkene, at ordne dem, folde dem ind i hinanden og sammenholde dem i en form for ubevidst erindring.

CYF | 6/10/05

Hvad får man ud af en lang galleritur? For mit vedkommende oftest et par trætte ben, samt nogle fragmenterede erindringer om enkelte nye eller gamle navne eller udstillinger, jeg begejstret fik indstreget i en krøllet kunstguide, hvis ikke skriblet ned i farten, og hvor er den lap nu?

Men mit blik er blevet skærpet på en særlig måde, når jeg går videre i byen, på cirka samme måde, som da jeg havde fået mit første par briller. Verden står mere klart. Nede i gaderne i Chelsea i New York, efter jeg ved ikke hvor mange opgange og etagers gallerirum, faldt blikket på de mindste ting og netop kun på dem. Herunder disse undselige skilte.

På den gule mur: "KMS: Golfkølleslaghul i mursten (2005). Hul i mursten og cement" og så målene og en lille rød prik. På en rød væg med nedadhængende rør: "Slatten, nr. 2 ud af oplag på 2". Og på brandalarmen og boksen ved lyskrydset henholdsvis Red Box og Green Box.

Det er street art med et helt særligt twist. Gaden selv sat diskret på sokkel midt imellem alle kunstens købmandsbutikker. Alle disse blik-skærpere var øjensynligt solgt. Jeg selv var lige så. Og KMS? Endnu en gåde i rækken.

KW | 5/10/05

Stemningen var god og slagfærdig, omend tonen lidt for pæn, da Den Blå Port forleden aften afholdt Kritikersalon i LiteraturHaus og havde inviteret den unge, omsiggribende Martin Glaz Serup og den voksne-nu-civilisationskritiske Thomas Boberg til at læse op af deres nye bøger og udsætte værkerne for kommentar af et såkaldt ekspertpanel repræsenteret af Lene Wissing fra forlagsbranchen, Bo Tao Michaelis fra universitetet! og Marie Tetzlaff fra kulturjournalistikken. Også pressefotografen var på pletten.

Seancen startede med oplæsninger, og her blev den logocentristiske forestilling om sproget som et nærvær i den talendes stemme og pust endnu engang bekræftet. Glaz Serup læste tilstedeværende og i hurtig puls fra langdigtet 4, mens teksten blev projiceret op på væggen, så publikum kunne opleve digtet som grafisk billede også. Men pudsigt nok læste han mod grafikken - imod sætninger og punktummer - som Wissing gjorde opmærksom på, men blev overdøvet af Marie Tetzlaffs motherizing: "digte skal ikke ses, men høres, og Martin må øve sig lidt på sin højtlæsning". Under Bobergs recitation gik der koks i sammenkøringen af lyd og billede, og digteren virkede ret fremmedgjort over at have sin egen tekst lige i ryggen. Til sidst blev der slukket for visualiteten, logocentrismen sejrede, og mit øre kunne ikke længere fange Bobergs digte.

Aftenens konferencier-from-hell, Lars Frost, var temmelig afsporende, men absolut veloplagt - den mand burde have sit eget stand-up-show. En smule styring kunne måske have samlet samtalen en kende og udfoldet nogle af de gode diskussioner, der lå i kim, for eksempel hvorvidt digte må rumme privat stof. Og havde man ladet Tue Andersen Nexø fra salen indtage "universitetsstolen" i stedet for Bo og hans Krimi-Tao tror jeg, at Wissings tilløb til ovenikøbet at læse teksterne kunne have fået et værdigt mod- og medspil.

KW | 1/10/05

Det bedste er, når der ligger et digt i min mailbakke. Forleden var det Alan Sondheims dugfriske Dawn med tekst, fotografi og lyd, bearbejdet til nettet af veteranen Reiner Strasser, som efterhånden har en del digital poesi bag sig.

Der er noget særligt ved poesi, der selv trænger sig på. Et digt fra en klar himmel kan - hvis det er godt - mase sig helt ind bag forsvarsparaderne, lige lukt i solar plexus. Som når man tænder for radioen, og de spiller dén melodi. Som en sublim lyssætning over vandet sanset tilfældigt og mat fra Langebro, en eftermiddag i myldretiden.

Sondheim-Strassers lille værk udnytter nettets filmiske potentiale til at skabe et øjeblitzagtigt nærvær. Det har lidt af Nicolas Clauss' højstemte tone, men er i modsætning til Clauss' voldsomt avancerede univers renset for tekniske virkemidler, endsige interaktivitet. Dawn går direkte til eksistentialerne.

Naturfotos af morgendisen - henover en gulblomstrende eng eller over floden med rådyr og fiskehejrer - lejres over i hinanden, mens Sondheims hvide tekst toner frem som endnu et diset og skiftende lag over landskabet.

Teksten er en en god gammel lyrisk forbandelse over livets flygtighed og skønhed. En påmindelse om at huske at huske den slags morgener. En klassisk hymnisk besværgelse af døden, der får mig til at tænke på en af poesiens stærke, messende stemmer: Dylan Thomas' And Death Shall Have No Dominion. For pokker da!

På en måde er Dawn traditionelt og banalt. Men det virkede, den morgen, det vækkede de vaneslørede skærmøjne op til en solid gang carpe diem, og ikke mindst øret med det besynderlige, ukategoriserbare lydspor af ophakket nattergalemusik! "Cursed be the god that bring so much death and beauty!"

CYF | 30/9/05

Det er nogle uger siden, 11/9 helt nøjagtigt, at vi gik turen rundt om Ground Zero, som i anledning af terrorjubilæet var reserveret endnu en ceremoni for de efterladte. Bagefter fortsatte vi ind i en tv-forretning fyldt med skærme, som stod og transmitterede begivenheden og gjorde den til en "stor" hændelse også for os. Og bagefter igen spadserede vi over Brooklyn Bridge, som man nu ikke kan lade være at gøre, den sjældne gang man kommer forbi den.

Da vi så var nået ud midt på broen, vendte vi os om og kiggede tilbage, hvor tvillingetårnene sidst havde været, og fik øje på den antydede hvide cirkel lige over: fem små flyvere, der skrev. Man kunne kun se maskinerne, når de slap damp ud - eller hvad de nu skrev med - store luftige matrix-prikker, der kortvarigt formede bogstaver og ord, men lige så hurtigt igen var opløst. Vi stod et godt stykke tid og prøvede at læse, hvad der "stod", en anelse for langt fra begivenhedernes centrum.

Og jeg nåede selvfølgelig at filosofere over, hvilken smuk gestus, det var, sådan at indkredse det fraværende med ord, helt flygtigt, og hvor meget mere passende end Libeskinds knivsæg til eftertiden, omend det naturligvis også afhang en smule af ordvalget... Og flyvere, det var måske nok lidt...

Cool, det var denne himmelprinter da ved gud. Den bekræftede bare også de værste anelser. Ganske vist nåede vi aldrig at dechiffrere meget mere end brudstykker som "BEST", "BEER", "UNCLE" og "STEAK", da flyverne havde fortsat deres cirklen tættere på os, men dét var også nok til at udelukke de fleste teorier om, at det skulle være Jenny Holzer eller Barbara Kruger, som var steget til vejrs. Det kan kun have været Google Ads.

LW | 22/9/05

Nysgerrig efter at have læst en anmeldelse med genrebetegnelsen grafisk roman, der ikke med et ord nævner den visuelle side af sagen, måtte jeg læse iraneren Marjane Satrapis erindringsbog Persepolis - Min iranske barndom. Det er en såkaldt graphic novel, hvilket åbenbart er en udbredt hybridgenre med sit eget anmeldelsessite og med sin egen master class på den forestående The New Yorker festival. Ifølge leksikonet er der uenigheder om genredefinitionerne, fordi genren er beslægtet med manga-tegneserier, tegneserier for børn og andre randgenrer (som for eksempel Bayeux-tapetet).

Persepolis er en overvældende cocktail af skønne og stilsikre tegninger, genkendelige barndomserindringer fra 70'erne, vigtig politisk historie og meget skræmmende detaljer fra hverdagslivet under en revolution. Det var en helt ny læseerfaring at genfinde sig selv i tegneseriemagien (som jeg ikke har oplevet siden, jeg er ikke bange for at indrømme det: Smølferne - den der stemning mellem paddehattene) samtidig med, at man forgæves forsøger at fatte, at de faktisk pludselig skulle (SKULLE!) gå med tildækket hår i Iran i 1979. Satrapi fortæller fantastisk effektivt og rørende om børnenes forsøg på at få deres små hoveder rundt om tortur og omvæltninger, for eksempel ved at prøve at overgå hinanden i, hvis onkler der har gennemgået den værste tortur i fængslerne. Det overvældende, kortsluttende i bogen skyldes selvfølgelig sameksistensen af ord og billede - man læser simpelthen med to hjernehalvdele på en gang - men også billedernes gennemførte stil. Alle tegningerne er sort/hvide og ligner 1970'ernes linoleumstryk (tænk på forsiden af Dea Trier Mørks Vinterbørn), men det er tydeligvis en bevidst og blændende dygtig opdatering af den stils effektive virkemidler.

Satrapi er født i Iran i 1969 i en velstillet familie og uddannet til tegner i Wien og Strasbourg. Andet bind af hendes erindringer udkommer i november måned.

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)