CYF | 21/11/05

Damen på grillbaren var meget kortfattet her til aften. "Spise?" lød spørgsmålet. Og hvad svarer man så? Svenske Oskar Ponnert har skabt en helt ny haiku-undergenre i samme sproglige rum:

en quattro, tar me
tio minuter en kvart
kommer tilbaka

Afsnittet, der står i hans nye bog Tulpangnissel (Pequod Press) hedder naturligvis "ÄTA HER?" Som i debutbogen OK gasol välkommen - Dokument Storgatan er ordene alt andet end uberørte. Det er sprog, der har været brugt - ude i samfundet. Været skrevet på byens mange flader, sagt i dens rum, eller bare været i cirkulation. Og som så måske er kommet i lidt specielt selskab til lejligheden: "klyftpotatis/skumbananer/fläskläpp" som en strofe lyder ("flæskelæber" er ifølge Google et udbredt svensk udtryk). Eller hvad med "gelébjörnsafari", "frihedsbedrövad" (som skabt til Parløren) eller "läreförlivetparagraf"?

I modsætning til debuten, der var lutter dogme-dokumentarisk nedskrevne lister med den monotoni og de uhyrlige sproglige sammenrend, dét kan medføre

Närlivs Pressbyrån
svensk sommar
svensk sommar
svensk sommar
svensk sommar
svensk sommar
Aporna är tyvärr slutsålda

er den nye noget mere formmæssigt varieret. Der er notater om fundne blyanter, alfabetiske ordlister, skræmmende tv-udskrifter, men også noget, der umiskendeligt ligner "rigtige" renskurede digte, omend det kan være svært at opleve dem på helt samme vis i disse omgivelser, endsige være sikker.

Og så er der altså den forrygende suite Händerna - 50 visuelle digte i form af brugsanvisninger, hvoraf vi bringer et par smagsprøver. Sikke en historie. Lad os tage alverdens ord og gnide dem mod hinanden i en buket: Mere Tulipangnidsel!

CYF | 19/11/05

Afsnit P var nomineret til prisen Årets Kulturtidsskrift i 2003. I år gled vi helt til tops. Hurra for det.

Formanden for Foreningen af Kulturtidsskrifter Ivan Rod begrundede hæderen i BogForum i lyset fra det spritnye nummer af Hvedekorn (4/2005), der er en flot og kantet "læselampe".

Som "eksempel på, hvad Afsnit P formår" citerede Rod in extenso Lene Wissings korrespondentbidrag fra 2000 Jegvilaltidelskedig (en personlig-poetisk læsning af en Kaspar Kaum Bonnén-installation, hvori stolen er et J, reolen et E og spejlet et g), imens LW selv fotodokumenterede begivenheden, så godt hun kunne.

"At være sig selv og 'linke' til andre, der tænker i bogstaver og billeder. Og ikke bare linke til ligesindede. Næ, frisind er andet og mere end frisind blandt ligesindede. Afsnit P linker til tekst og billede, historie og nutid, lyd og leg, hjemme og ude," sagde Ivan Rod, som desuden kaldte Afsnit P et "netbaseret kulturtidsskrift, der i enestående grad udnytter 'stedet der ikke findes' i et levende, labyrintisk spind, som tillader dig ufattelig meget på ufatteligt forskellige niveauer i kraft af et udtømmeligt net af forbindelser ud i/eller ind i et utal af verdener, om man vil." "Et vidtfavnende medie, der oser af professionalisme og engagement" hed det også. "Afsnit P, vi vil altid elske dig".

Som sagt i takketalen varmer det gevaldigt, at det arbejde, vi udfører, bliver fulgt og fremhævet for sin egenart. Vi rødmer stolt.

KW | 17/11/05

Der er noget selvbekræftende ved at se sine gode venner mødes - og have noget til fælles. Det fryder mig derfor, at to af mine yndlingsavatarer for længst har fundet sammen og interageret via deres browsere. Netaktivisten jimpunk, kendt for at "destruere din browser med indhold" - og den selvmordsbesatte net-lolita Mouchette, hvis navn refererer til Robert Bressons film fra 1967 af samme navn. Mouchettes candykitschede, lummerliderlige univers (obskøne dugdrivende blomsterkronblade, hvinelyde, "browse me") møder jimpunks cool humor og destruktive virketrang - og gusten musik opstår.

Han har forfattet hende et kærlighedsdigt (halvt i kode, halvt fransk, halvt engelsk) og kilder hendes tåneglelakerede rigor-mortis-fødder med javascript, så hun spjætter, vellystigt og fragmenteret, i form af popup-vinduer. En helt klassisk jimpunk at overskride rammen og lade popup-vinduerne danse drillende uindfangeligt rundt mellem dokumenterne på skrivebordet. Og det er lige før, at det er smukt!

Underholdende er i hvert fald denne kodekunst - og truende. Jimpunk opererer altid i computerens lingvistiske koder, og når han er værst (læs: bedst), forvandles skærmen til et epileptisk bombardement af multimediestøj (migrænikere bør holde sig fra screenfull.net). Byder man jimpunk indenfor, tager han magten.

Hos Mouchette, der tydeligvis kan lide det, åbner nye vinduer af sig selv: først en baggrund af fluer (Mouchette betyder lille flue) og dernæst popupvinduer, først i pink (som selvfølgelig er Mouchettes yndlingsfarve), snart med komplimenter til den begærede: "silent and clever", "dead and naked", "cute forever". Affæren slutter med en opfordring til at sende penge, gaver og kondolencer, så jimpunk kan give Mouchette en anstændig begravelse i baghaven.

Sort og intelligent humor og ikke mindst et befriende uhøjtideligt syn på kunsten og kunstneren. Hvem han eller hun så end måtte være...

KW | 10/11/05

At følge med i tv-serier er en måde at have venner på. Herligt uforpligtende og så alligevel en absolut størrelse, der omsider dukker op i ens liv: hellere brække en arm end at gå glip af næste afsnit. Nettet har med tiden også fået en række uomgængelige "serier": weblogs, hvis bevægelser man via rss-feed kan følge på pletten. Jeg må vide, om mine web-"venner" også har mistet sig selv i Kate Bush's længe ventede Aerial.

Men også netkunsten byder sig nu til som serie og tidsfordriv: 56K-Bastard Channel er en blanding mellem en tv-kanal og et webprojekt, på nettet. Dens lavteknologiske udsendelser er kun tilgængelige på visse fastsatte tidspunkter af døgnet, men der er altid noget "on air". Jimpunk, der som sædvanlig hærger din browser. Birgit Kempkers Sphinx, der svarer i tunger på indsendte eksistentielle spørgsmål eller Shu Lea Cheangs Milk, der sampler billeder fra nettets umådelige pornoarkiver, mens en tæller registrerer, hvor mange afrikanere, der er døde af aids, efter sitet blev oploadet.

Det bedste er selvfølgelig Young-Hae Changs VIEWS AND PLAN OF SEOUL. A Transpacific Intrigue - en agenthistorie i 13 episoder. Historie er så meget sagt - en koreansk agent fortæller om sin mission: at dræbe kuratoren for Toledo Art Museum i Ohio. Men hvad El Greco laver i Ohio er rimelig tåget. Og underordnet, for det "egentlige" foregår - som i Twin Peaks - i sidehistorierne. Computerstemmen Victoria, der øser af sine betragtninger om kaffen, cigaretterne, nationaliteterne, cafeerne i Seoul, Paris, verden. Heavy Industries har foræret os endnu en herlig overspringshandling. Victorias stream-of-consciousness er som altid med hendes egne ord "breathtakingly boring".

LW | 6/11/05

Engang skrev Udefra om sprogets ubekyttede slavetilværelse i det offentlige rum, grelt eksemplificeret ved SAS' små poemer på salt-, peber- og sukkerportionerne i deres catering. Jeg har desværre konstateret, at SAS (i modsætning til fx MTHøjgaard, der faktisk har skiftet slogan ved Glyptoteket) åbenbart ikke tager Afsnit Ps kritik ad notam. Der står gudhjælpemig stadig

As sugar dissolves,
it spreads happiness

på deres sukkerposer. Salt- og peberdigtene I won't even dignify. Hvorfor ikke bare bruge grafikernes smukke mumletekst

Lorem ipsum dolor sit amet,
consectetuer adipiscing elit

hvis der absolut SKAL stå noget? For det skal der åbenbart. Mere og mere. Nu står der også digtfragmenter på fornemme hotellers nøglekort (måske for at berolige gemytterne, når nøglekortene evig og altid strejker). Til min suite hørte et nøglekort med Emily Dickinson-fragmentet

Knowing when the dawn will
come I open every door

Sic! for det vovede enjambement. Oprindelig står "come" selvfølgelig i første vers, men Parkhotels Managing Poesi Director har spicet det lidt op. På hotellets små servietter til at stille vandglas på i badeværelset står også kloge ord, fx

I eat well, and I drink well, and
I sleep well - but that's all.

(Igen: Parks linjefald). Ordene har engang tilhørt Thomas Morton. Og hvad mon de betyder? På den anden serviet står: "I am as sober as a judge", et citat fra Henry Fieldings Don Quixote in England. Act iii. Sc. 14. Her kan man da i det mindste se pointen, selv om den er lidt vandet: sober ... vandglas.

Jeg hørte om et andet fornemt hotel med Goethecitater indvævet i gulvtæppet. Det skal sikkert forestille en ære, men alligevel: tørre sko i Goethes ord? For ikke at tale om Jyske Banks dankort, der nu prydes af et kinesisk visdomsord om nødvendigheden af mod (til at bruge penge, vil jeg tro).

Sprogskat, hvor bliver du af?

KW | 1/11/05

Man kan åbenbart sagtens lave super netkunst, selvom billedbehandling ikke er en spidskompetence. Det er ikke fordi Young Hae-Chang og Marc Voge ikke kunne drømme om at indlemme en "big juicy file of images" i deres værker, de er bare ikke teknisk i stand til det, og i øvrigt også helt græsk-katolske. "Hvis ikke man har grøn i paletten, kan man da bare male med rød!"

Nu er deres tekstanimationer jo også billeder i sig selv: skriftbilleder, som performes i takt med musikken. Små virkemidler, stor effekt. Jeg råber stadig hurra, når jeg ser deres streger gennem o'erne i diverse sprog, der ellers aldrig har mødt noget så marginaliseret som et ø.

Sammen med den japanske multimediekunster og kurator Takuji Kogo, blandt andet kendt for samarbejdsprojekter på netgalleriet Candy Factory, har Heavy Industries lavet projektet Halbeath om forfejlet globalisering. The internet links and loves us all, står der ironisk i "rulleteksterne".

Halbeath er navnet på et isoleret område mellem Edinburgh og Glasgow, hvor et sydkoreansk firma for nogle år tilbage startede en produktion af microchips. Efter at koreanerne havde forladt fabrikken, overtog US-Motorola den kortvarigt, men siden 2001 har området været forladt.

Værket skiftevis zoomer ind på en defekt mobiltelefon og panorerer hen over det forladte industriområde, mens Changs tekst om et kærlighedsmøde, der ikke finder sted, skrives over billederne i takt til lyden af en traditionel koreansk sang. Smukt på grænsen til komisk - og vidunderligt sørgeligt.

We must meet apart, skrev Emily Dickinson, som selv var bedst til at mødes i kunsten. Slår møderne mellem lande og mennesker fejl i virkeligheden, finder der til gengæld et rent og unikt møde sted i værket Halbeath mellem væsensforskellige billed-, tekst- og lydspor.

KW | 31/10/05

Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke syntes, at den koreansk-amerikanske netduo Young-Hae Chang Heavy Industries var toppen! Deres rå tekstanimationer, altid skrevet med Monaco-font og versaler, swinger af humor, musikalitet og timing. Ordene akkompagnerer jazzmusik, jazzmusik akkompagnerer ordene. Hvor tit har man lyst til at læse og danse på én gang?

Værkerne er rippet for enhver form for visuel flødeskum og tekniske effekter. Også nettets hellige ko, interaktiviteteten, er de helt kolde overfor - det er jo ikke nogen korean barbeque, hvor man selv må hente maden!

Spørgsmålet er, om man overhovedet kan opfange tekstanimationerne som fortællinger, med den fart. Det er snarere billeder, hurtige ideer, uindfangelige snapshots, stemninger - en puls. Og på mange forskellige sprog - hyppigst koreansk, engelsk og fransk. I centrum er selve web'ens grundessens: sproget og tekstinformationen.

"Historierne" er inspireret af nettet - af anonymiteten, distancen, kedsomheden. Seneste værk stiller spørgsmålet, kun en gal ville stille, på både engelsk og svensk: What Now ? Vad nu? Jeg er vild med den svenske version! Det svenske er tæt på og for mig i sit væsen langsomt. En langsomhed, der sammen med tekstens tavshedslængsel og -frygt står i et spændingsforhold til ordenes bombastiske visuelle frasering, deres slap-in-the-face-præsentation. For mig er det poesi, selvom forfatterne selv kryber langt uden om det ord. Måske følgende aldeles omtrentlige citat kan give en fornemmelse:

"VAD HÄNDER NU? FRÅGAN HÄNGER I LUFTEN(...) INGENTING HÄNDER JUST NU ELLER NÅGONSIN, (...) INGENTING KOMMER NÅGONSIN ATT HÄNDA, OM VI KAN STOPPA ALLT, (...) ÅH, VILKEN HÄRLIG TANKE, ATT GÖRA SLUT PÅ DET SOM ÄR(...). VI MÅSTA GÖRA SLUT PÅ DÅRSKAPEN. FÅ SLUT PÅ GALENSKAPEN, (...) TANKLÖSHETEN(...) INGET MER TICK-TACK! BARE TYSTNAD! EN ÄNDLÖS KYSS MED INTIGHETEN!"

CYF | 28/10/05

"Interaktiv 3D-konkretisme" kalder Martin Snoer Raaschou i en mail til Afsnit P svenske Andreas Müllers digitale værk For All Seasons. "Teksterne er ikke noget specielt, men selve programmet og opsætningen er ganske fascinerende. I det mindste de muligheder, der øjensynligt ligger i det."

Tak for tippet, Martin! Jeg må give dig ret. Det er den visuelle udførelse, der er det bærende, men den er til gengæld ret imponerende.

For All Seasons er fire helt simple erindringstekster, en for hver årstid som i haikuets verden. Om mælkebøttefrø, fisk, stormvejr og sne. Hver tekst er først almindeligt flad og læsbar, men ved næste klik lægger arket sig ned som et landskab, og teksten folder sig ud i tre dimensioner. Stormteksten hvirvler som blade i tornado, mælkebøtteteksten går i frø, når man puster på den med musen, sneteksten falder som, ja, sne, og fisketeksten bliver en stime, der flygter fra ens imaginære net.

Med Andreas Müllers egne ord handler det "om at bruge interaktive elementer i et forsøg på at kommunikere mere af de erindringer, der står nedskrevet, end en ren tekstuel gengivelse alene kan gøre det."

Især fiskestime-teksten rummer en præcision i bevægelsen, der skaber den tilstræbte forbindelse imellem erindring, ord og sanselighed. Ordene er virkelig fisk. Men er de stadig ord? Virkelig meget digital kunst i dette felt betjener sig af tekst, ord og bogstaver, hvis eneste rolle er mumletekstens. Også Müllers dryssende sne er jo ren ordkonfetti. Og så alligevel: det er jo den tekst, man netop læste, den kaster en sansning tilbage på. Hen over afgrunden erindret/erindring.

"Erfaringen sagde mig, at de var hurtige", skriver Müller om fiskene, "men jeg tænkte, at nu jeg havde et net, var fordelen min. Det viste sig, jeg tog fejl."

CYF | 24/10/05

"good bye sweden. im sorry, but you don't exist. you are just a mental structure. you are just an abstract thought, a dream."

Sverige og vi andre har fået et nyt webzine, Stalker. Citatet er fra redaktøren Tobias Rydins eget bidrag. Et litteraturtidsskrift kaldes det, men med et herligt rummeligt litteraturbegreb. Stalker består af næsten lige dele tekst, billede og lyd. Og sørme om ikke første nummers tema er affald.

Indimellem de regelret litterære tekster af navne som Jenny Tunedal og Mara Lee finder man foto-tekst-kombinationer, lydkunstværker, tanker om junklitteratur og om at opleve poesi, foruden skjortetelte og telefonsvarerudskrifter. Og især med hensyn til brugen af lyd på lige fod med ord og billede virker magasinet som et frisk pust.

Ljudbilden & Piloten alias Kristoffer Ström har komponeret et fint Stalker-tema med en tilhørende flok af absurd morfende håndtegninger. Og digteren, billedkunstneren og musikeren Johannes Heldén (se også konkretpoesi.se) bringer sine talenter i samspil i sit The Brand Name 1, 2. På billedsiden (se udsnit her til højre) et ulæseligt palimpsest af poesi og varemærker. På lydsiden et stemningsskabende væv af musik og tekst: "Och mannen i rullestolen sjunger som en engel (...) Dom små livstecknen. Skogsbranden." Ikke underligt de stadig taler om hans optræden på bogmessen i Göteborg.

Hvert Stalker-bidrag åbner i sit eget vindue, der former sig efter indholdet, og alligevel mærker man en rød tråd.

Redaktør Rydins Vitt brus, vit frekvens opererer også med flere niveauer, fra lyrik til spammails (citatet øverst er formodentlig et citat allerede i teksten) til fotos fra et tog i fart og flimrende mediebilleder.

"terroristerna på teve hugger huvudet av gisslan och lägger ut filmen på nätet. jag har ingen som helst aning om hur jag ska förhålla mig till det. ingen som helst aning."

CYF | 17/8/05

Audiatur har lagt sig. Som et kaos i erindringen og ikke mindst som en overvægt af et festivalkatalog på over 500 sider i bagagen. I Bergen forsamledes en lang rad af skandinaviske poeter, performere og udstillere fra Anna Hallberg til Åsa Maria Kraft, samt blandt andre skotske Tom Leonard, østrigske Jörg Piringer (lige fra E-Poetry i London) og franske Nathalie Quintane. Geof Huth sendte visuelle digte og Steve McCaffery og Karen Mac Cormack en dvd-oplæsning dedikeret til festivalen.

Alt kunne ske. Under Monica Aasprong og Maja Ratkjes introduktion til deres fælles lydværk brast Piringers klapstol højlydt sammen. "It was a poem", slog han det hen. Quintane faldt ned bag scenen under sin oplæsning, men heldigvis gav heller ikke dette nogen varige men. Jonas Jönson, John Hegre og Florian Heckers kraftfulde lyd/digt-performance skal omvendt nok have forårsaget enkelte høreskader, og Bjørn Aamodts digt til sin afdøde hund visse ar på sjælen, mens Pascal Prosek og Ulf Karl Olov Nilssons fællesværk til Typografiprojektet - et digt skrevet med søm - nåede at give en hel flok af hjælpere ondt i fingrene under sin tilblivelse. Jeg selv fik æren af at opleve det sidste punktum blive hamret i af en forbipasserende Prosek, midt under min møjsommelige læsning.

I det tilstødende rum havde Christoffer Haanes kalligraferet digte af Lars R. Engebretsen. Og begge typoprojekter vidnede smukt om de muligheder, der opstår, når de vandtætte skodder imellem fagene skydes til side. Aasprong og Ratkjes i bogstaveligste forstand kryptiske tekstspejle og lydspor med udgangspunkt i Aasprongs Soldatmarkedet er et andet godt eksempel. Og Ratkje og Øyvind Bergs rablende overheadshow med trut og publikumskor er endnu et. Piringer stod ene mand for grænseoverskridelsen - i Spambot ikke mindst med et væld af løssluppen og strømmende typografi. I could go on.

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)