LW | 19/9/06

Henriette Heises bidrag til udstillingen RF, Det reale og det fantastiske, gjorde indtryk på mig: to vægge med forstørrede fotografier af skuffer og lommer og deres helt ordinære, dybt kompromitterende indhold. Indtrykket var så stort, at jeg endelig fik åbnet skuffen, hvor der i halvandet år har ligget en avisartikel om Adbusters, der kæmper imod kommerciel forurening af det offentlige rum, men selv reklamerer for deres hippe magasin ("When you subscribe, you don't just get a magazine, you become part of a movement") og deres morsomme narre-reklamer i store firmaers navn.

Der behøver jo ikke være noget galt med institutionaliseret modmagt, men intet virker så dateret som gamle avisartikler. Adbusters pointe er nu ikke dateret, når nyhedsudsendelserne har indslag om børneinstitutioner, der skal skaffe legetøjssponsorer, og om Kommunaldirektørforeningen, der ikke ser noget problematisk i private firmaers sponsorater. Og call me langhåret, men det overraskede mig virkelig at være den eneste i et større selskab med en lille smule skepsis over for den glade nyhed, at Google Book Search takket være annoncering vil kunne lægge alverdens tekster gratis på nettet. Som der står i bogen, hvor visdomsordene There is no such thing as a free lunch blev introduceret: "anything free costs twice as much in the long run or turns out worthless."

Heldigvis er der vist en del, der tænker grundigt forfra og ser ud til gerne at ville bliver konkrete. Måske er den langhårede afmægtighed galt afmarcheret. Fx så jeg et undseligt, men opmuntrende tegn på, at undtagelsestilstanden trods alt lever og regerer i helligånds mangehed: Nogen havde med udsøgt selvfølgelighed fundet det rette sted til deres opslag om garagesalg ved Martensens Allé 16.

Jeg tror, jeg tømmer alle skufferne og får mig en stand dér. Og Henriette Heise, du behøver slet ikke tage penge med.

#260 | 

KW | 18/9/06

Kafka betragtede sin blyant som det halmstrå, der reddede ham fra druknedøden. Walser var overbevist om, at udskiftningen af fjerpen med en fedtet blyant kunne helbrede skrivekriser. Feticheringen af det personlige skriveredskab - hvadenten det er en gul Viking eller en eksklusiv Montblanc - synes at klæbe til forfattergerningen.

De svenske konkretpoeter hylder de bare næver: sproget skal krammes og æltes med automatik for at blive sensuelt påny. Mens andre åndsbeslægtede som multikunstneren Brion Gysin har japanske kalligrafipenne og andre forfinede instrumenter nede i bolledejen. En særlig fetich er malerrullen, der får Gysins såvel alfabetiske som fotografiske hændelser til af finde sted igen og igen. Rullen afmærker det grid, inden for hvilket permutationerne - ofte af Bryson eget navn - svirrer løs. Yndefulde, urørlige og dybt mystifistiske, som de snurrende sufidansere, jeg oplevede forleden i det ydre Hillerød.

Til gengæld går det lige lukt i solar plexus, at Herta Müller slet ikke kan skrive digte med pen og blæk, men først må nedbryde sproget, dvs. flænse ordene ud af aviserne med sin saks med henblik på at klistre dem ind i nye sproglige kredsløb. Forladte konsonanter, afskårne rodmorfemer, løsrevne præfikser breder sig på forfatterens skrivebord, hvor de - via tilældige rim, lydassociationer, ansatser til en historie, en metaforisk alliance - kan blive reddet, dvs. recyclet i Müllers farverige digt-og billedkollager.

Måtte jeg bare sakse dem ud af biblioteksbogen og hænge dem op på væggen. Stirre mig blind på de enkelte ord - "Mundhimmel" eksempelvis som på rumænsk er et helt almindeligt, upatetisk ord for gane. Falde i svime over børnerimstonen, den trøstende, beroligende som blot forstærker alt det unheimliche ved Müllers ubegribelige verden af vold og overgreb, sproglig og tingslig særhed.

#259 | 

LW | 15/9/06

Det, der fangede mit plog-blik i Forfatterskolens nye afgangsantologi (som sædvanligt smukt og tilpas tilrettelagt af Allan Daastrup), var nogle linjer, der går tværs hen over bogens fals. Langt ned i falsen, som jeg kom til at sige til en medplogist, uden sans for de ekvivokke kræfter, der har besat selv det mest jomfruelige sprog.

Linjerne viser sig at være en slags titler på Karin Tofts bidrag, "13 kast": 13 grafisk set traditionelle digte, fint kastet eller svævende på siderne. Semantisk har digtene samme suveræne svæv eller måske netop mallarméske kast. Ordenes betydninger synes at kaste sig bort fra hinanden, men hænger umiskendeligt sammen, fastholdt af overjordisk stærke kortrækkende kræfter, som dem i atomkerner. Digtene kredser mangetydigt og i langt ude poetisk orbit om et delvist uidentificerbart metafysisk legeme eller måske stjernebillede.

Linjerne, der forsvinder ned i falsens mystiske mørke slugt, mindede mig om Forfatterskole-antologien fra 2005, som også rummede eksperimenter med la mise en page. Chresten Forsom går til en anden yderlighed end Karin Toft og flækker sine digte hen over sidens yderkant. Det lyder enkelt, men det viser sig at være meget svært at læse et vers hen over to sider af samme ark. Enjambementet, der lader meningen skræve over linjebruddet, er et stærkt virkemiddel, men at hele verset skræver over sidekanten, skaber en læseblokering, det er sært svært at forcere. Det er bare en ny side, det er bare folio recto og folio verso. Men eksperimentet afslører, at læsehjernen er afhængig af normalsiden.

Et andet elementært øjenåbnende eksperiment i 2005-antologien er Katrine Buchhaves replikbehandling. Teksten er almindelig dialog, men opsætningen låner af tegneserien og indhegner replikkerne i talebobler, eller rettere talekasser, der føres ud til højre og venstre og meget effektivt etablerer dialogens rum.

#258 | 

HJ | 12/9/06

Det islandske p overrumpler mig allerede i lufthavnen Keflavik, som viser sig at udtales "Keplavik". Til gengæld er der også p'er der skal udtales som f, således det andet p i Pepsi ("Pefsi"). Så står det vel 1-1.

Jeg holder mig nu til Coca-Cola. Øl kan man ikke købe til fodboldlandskampen Ísland-Danmörk, som jeg overværer sammen med Baldur Sigurðsson og Sigurð Baldursson.

Baldur er en af de ret få personer som både taler islandsk og tjekkisk, og som derfor ret kunne vurdere Björks fremstilling af en tjekkisk indvandrer i Dancer in the Dark.

Islændinge kendes bl.a. på den såkaldte præaspiration, en islandsk specialitet på højde med varme kilder og allittererende vers. Pustet i et p kommer normalt som en lille eksplosion når læbernes skilles, men på islandsk kan pustet komme før læberne lukker sammen, fx i epli 'æble', udtalt "æhpli". Det er denne hvisken midt i ordene der kaldes præaspiration. Björk præaspirerer også når hun taler engelsk, og det gør hende ikke ringere.

Ida på 3 ½ er lige flyttet til Reykjavík og er meget optaget af at forskellige betegnelser kan henvise til det samme. "Jeg hedder tre ting: Ida Poulsen og Ida P og Ida." Hun finder på nye ord og fortæller mig hvad de betyder på islandsk, på tysk, på russisk. Bogstavet c kalder hun j og vil ikke høre tale om andet. Hun fylder et ark med rækker af bogstaver, delvis i egen udformning. Det er et brev som hun læser højt. Det slutter: Med kærlighedsen Ida.

#257 | 

CYF | 11/9/06

Så fik jeg endelig set videoversionen af Colonels projekt Protest Underwear, udført på Roskilde Festival sidste sommer. Lejligheden bød sig under Chamber of Public Secrets fine festival Made in Video, hvor den også modtog førsteprisen i kategorien ARTivism. Fotografierne i sig selv var foruroligende underholdende, men videoen om, hvordan billederne blev taget, er lige en tak mere effektiv. Pludselig stod det mig klart, i hvor lige linje Colonel nedstammer fra filmlegenden Jacques Tati: cottoncoat-klædte særlinge, som med deres interventioner ikke får deres tid og medmennesker til at fremstå mindre sære.

Colonel gør et ihærdigt forsøg på at få de stakkels tømmermænds-hærgede festivalgængere til at formulere deres egne slogans, men alt hvad de kommer op med er præfabrikerede paroler. Rosa Marie Frang tager i sin video I am the Slogan (som fik en special mention i samme kategori) reklameindustriens velkendte slogans og sætter et "jeg" foran: "I ARRIVE IN STYLE". Hun spørger først Illum pænt, om hun må læse dem op i en megafon, og får et lige så pænt afslag. Og så udfører hun aktionen alligevel. Selv om kunderne ikke synes at have noget imod det, bliver både hun og hendes kamerafolk ført om i et baglokale til afhøring. Videoen får heldigvis det sidste ord.

Made in Video præsenterede ikke mindre end 51 film på fire dage med vægt især på alternative dokumentargenrer, suppleret med oplæg og diskussioner, samt en digtoplæsning på Frederiksberg Station, som intet havde med video at gøre, og som virkeligheden paradoksalt nok obstruerede - eller digtede videre på om man vil: en sindsforvirret dame med hund "interagerede" og kastede sågar affald efter den ene poet.

På skærmene i metroen blev mere vellykket vist videoer af Katja Høst, hvor éns blik, mens man ventede på toget, mødtes af andre forbipasserendes i andre offentlige rum. Enkelt og helt på sin plads.

#256 | 

CYF | 8/9/06

"Manuskripter kan ikke brænde"
(Bulgakov)

"Det er jo forfatteren, vi er bange for", forklarede én. "Jamen er han ikke død?" spurgte jeg forundret. Så var det jeg indså det. Som en Fugl Fønix er Claus Beck-Nielsen (1963-2001) genopstået af asken. Og ikke "i eget gespenst", som Niels Ivar Larsen introducerede ham til sæsonens første ØK-oplæsning på LAB, nej, jeg tror faktisk, det var ham i levende live. Hvilken lettelse!

Akkompagneret af Mahler fremførte Das Beckwerk den syvende og sidste del af Selvudslettelser, den som logisk nok bærer nr. 13. Og derefter skred han til den angiveligt "første offentlige bogbrænding siden Anden Verdenskrig". Med streg under offentlige. "Vi brænder jo hele tiden bøger", som en tilstedeværende forlægger udtalte - det sker endda under ordnede forhold hos selskabet Fasan, hvis motto er "Vi ta'r ansvar for affaldet".

Og læserne stod ligefrem i kø for at tilintetgøre restoplaget af bogen, de netop havde hørt til ende. Som en anden djævelsk præst uddelte kunstneren tidligere kendt som Nielsen eksemplarerne ét for ét og lod endda - såvidt jeg kunne se - enkelte af dem signere (af hvem? kan man spørge sig selv), før de blev revet i stykker og kastet i flammerne. De få blandt publikum, som ikke adlød (adlød hvem? kan man igen spørge) og ville redde enkelte bind fra tilintetgørelsen, blev standset korporligt og udskældt. Helt uden ironi.

Der kan ikke være mange LAB-gængere, som er bekendt med droit morale - den ret, som værner om værkets integritet uafhængigt af ophavsmanden, død eller levende. Men her gør Afsnit P sit. Allerede før bogkasserne blev båret til bålet, sikrede vi os et bind af det truede Beck-værk, og før Nielsens lig får vendt sig i graven, vil en digital genopstandelse kunne begynde. Beckwerk-Verzeichnis nr. 5 ligger der allerede.

#255 | 

MDa | 3/9/06

"Jeg ble kanskje født på en ukjent planet langt borte! Men min egentlige fødsel var her på jorda!" sier Supermann et sted. Supermann er en av mange adopterte karakterer i litteraturhistorien, i likhet med for eksempel Ødipus (Kong Ødipus), Smerdjakov (Brødrene Karamasov) og Heathcliff (Wuthering Heights). I Maja Lee Langvads diktsamling Find Holger Danske iscenesetter Langvad seg selv som en adoptert karakter, og i forhold til eksemplene over, ligner hun nok mest på Supermann.

Leser man litteraturkanon er det lett å konkludere med at det ikke går adopterte godt her i livet. Ødipus og Smerdjakov dreper sine fedre, og Heathcliff blir gal. Det er gjerne ikke tilfeldig at navnet Smerdjakov betyr "den som stinker", for som litteraturviteren Geir Follevåg har påpekt i en artikkel (pdf, s. 40-41) er det slik adopterte har blitt fremstilt i litteraturen: de er konfliktskapende og de passer ikke inn noe sted.

Det er derimot i superhelt-tegneserier at vi finner den mest nyanserte tematiseringen av adopsjon, skriver Follevåg i boken Adoptert identitet. Skjønnlitteraturen har tradisjonelt fokusert på hvordan adopterte ikke er fullkomne identiteter, men snarere "planter uten røtter" ettersom de mangler båndene til sitt biologiske opphav. Supermann viser derimot at identitet er mer enn biologi, og anser adoptivforeldrene som sine egentlige foreldre, ikke omvendt.

Spørsmål om identitet og biologi tar Langvad opp i Find Holger Danske. Men i bokens tre innledende spørreskjemaer (til sin biologiske mor, adoptivmor og til seg selv), gir ikke Langvad selv svar på spørsmålene, men oppfordrer leserne til selv å ta stilling til tema som adopsjon, identitet og nasjonalitet. Gjennom readymades fra adopsjonskataloger, slang-ordbøker og egne adopsjonspapirer, retter Langvad fokus på de mange forestillingene om danskhet og deres kobling til ens biologiske opphav, som hun skriver i diktet "Danskerloven": "1. Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du er født i Danmark."

Find Holger Danske peker på hvordan den stigende nasjonalismen gjør det lettere å være nynazist enn nydansker i Danmark i dag. Og det er skremmende.

#254 | 

CYF | 29/8/06

Jeg indrømmer, jeg føler mig i et dilemma, idet jeg begynder at skrive denne tekst. Et næsten Muhammed-tegning-agtigt dilemma. For hvordan omtaler jeg genstanden, som jeg ønsker at skrive om, uden hverken at citere eller fremvise den? Jeg har virkelig på ingen måde lyst til at viderebringe dens absurde "budskab"; jeg har omvendt kun lyst til at tie den ihjel. Men den vedbliver at rumstere i mit hoved. Nu nøjes jeg så med at lade billedet af plakaten tale for sig selv - og for hvem end det dog kan være, der har taget initiativ til at lade den trykke og opklæbe i bybilledet - imens jeg forsøgsvist anbringer den i et par usynlige citationstegn, sådan som jeg også desperat forestiller mig, at afsenderen har gjort det. Et par gigantiske gåseøjne, der understreger udsagnets absurditet, dets grimasse - for hvordan kan man ellers forstå og ikke mindst leve med en monstrøs sætning som denne? Og hvilken afsender overhovedet? Jeg klamrer mig til teorien om, at nogen har anbragt denne plakat som et "værk", behændigt citerende en kendt kunstgruppes formsprog (jeg gik endda så langt som til at fornærme dem ved at spørge, om det virkelig kunne være deres plakat, hvilket det naturligvis aldrig kunne have været, jeg måtte bare være sikker): en vrængen af enhver sorthvid politisk dichotomi og gruppering, en kynisk og respektløs satire, en joke. I den naive tro, det var kunst. Men selv hvis det var ... ville det ikke være nogen undskyldning. Dette kan ikke afgrænses til zonen "kunst". På et kunstmuseum måske (jeg bliver i tvivl), men aldrig på Søndre Boulevard. Denne plakat er visuel og verbal terror. Jeg forstår, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske følte sig nødsaget til at tage afstand. Det burde vi strengt taget alle gøre.

#253 | 

CYF | 11/8/06

Hvad gør den bibliofile turist, som i virkeligheden kun modvilligt udsætter sig for direkte sollys og helst var blevet derhjemme i øreklapstolen? Opsøger den nærmeste bogby naturligvis. Her kan man med god samvittighed dyrke sine laster i det indelukkede halvmørke og alligevel påstå, man er på en slags rejse.

Bogby-fænomenet opstod i 1961 i Hay-on-Wye i Wales. Den første norske af slagsen i Fjærland ved Sognefjorden kan i år fejre ti-års-jubilæum og var desuden i juni centrum for en International Booktown Festival. At kalde Fjærland en by er måske en overdrivelse, men der er bøger nok til at bygge en af: Bjerge af litteratur mellem de rigtige bjerge, som for deres vedkommende gør vejen dertil til en oplevelse i sig selv, hvad end man kommer med bus, bil eller skib.

Størsteparten af de forsamlede udsalg er specialiserede underafdelinger af et og samme store antikvariat, drevet af bogbyens grundlæggere. Udvalget er overvældende nok til, at alle må kunne gøre et fund, og ikke alt er gudskelov hjemstavnsdigtning, krigslitteratur og kristendom, omend emnerne er rigt repræsenteret. Lyrik findes i store mængder.

Og når man har inhaleret tilstrækkeligt med bogstøv, kan man klare næseborene og hjernen med en iskold dukkert i det grønne fjordvand. Og jeg mener iskold: vandet har sit udspring direkte fra Jostedalsbræen - det europæiske fastlands største gletcher, som ligger og presser på lige bag fjeldene. Så skulle systemet nok være klar til at kaste sig over den indkøbte litteratur i det skarpe sommerlys på kajen.

#252 | 

KW | 19/7/06

Brion Gysin er nok mest kendt som manden, der satte William Burroughs på sporet af cut-up-teknikken. Hans egne værker har til gengæld stået i skyggen, selvom de kompromisløst enestående opløser skellet mellem visuel kunst, litteratur og musik. Det forsøger den fine essaysamling, Brion Gysin - Tuning in to the Multimedia Age (2003), at råde bod på. Bogen rummer også en omfattende repræsention af Gysins værker, der alle gennemkrydser en mangfoldighed af kulturer, stilarter og genrer.

Portrætteksterne - heriblandt skrevet af Burroughs og af den franske lyddigter Bernard Heidsieck - peger blandt andet på værkernes møde mellem arkaisk og avantgarde. Og på kunstneren som en på én gang flamboyant mystiker på indre rejse og en sensibel astronaut på fremtidsrejse i tekstbilledets multidimensionale rum.

Genkommende i bogen er spændingsforholdet mellem det stærkt personlige udtryk og den upersonlige abstraktion, som gør sig gældende i permutationsdigtene og i mangfoldigheden af kalligrafiske eksperimenter. For det var Gysins erfaring, at selvom vores brug af ordene er dybt individuel, tilhører de ikke nogen, men synes at have deres eget liv. Sproget er for ham et stykke levende natur med en iboende eksplosiv energi. En sojaplante der vokser amok. Planter, græs, cellestrukturer, molekyler, dansere og soldater er analogier, som går igen i hans egen indkredsning af de kalligrafiske værker.

Gysin studerede både japansk og arabisk kalligrafi. Ud over at forene den vertikale japanske skriveretning med den horisontale arabiske benyttede han ligesom cobramaleren Dotremont også en kabbalistisk teknik, hvor man drejer det papir, man skriver på, og derved frembringer et ud-i-alle-retninger-knopskydende væv. Skriftens vitalitet understreges yderligere af en ild-agtig tonalitet - orange, gul, okker, brun. Musikalsk, botanisk, meterologisk og seismografisk kalder han selv de rytmiske streger og sammenligner også skriftbillederne med et hjertekardiogram.

#251 | 

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)