LW | 13/6/06

For snart længe siden blev jeg introduceret til visuel prosa. Nu tror jeg, jeg har opdaget visuel epik, og ikke kun i form af graphic novels. Visuel poesi arbejder vi jo løbende på at forstå, hvad er. Den visuelle litteraturs genrekatalog er snart komplet.

På Thorvaldsens Museum (i en ny konkret betydning af det udtryk) kan man for tiden se tolv tegninger, der meget enkelt fortæller en dramatisk historie. Nu har jeg desværre ødelagt det lidt og læst på nettet, at det er en bosnisk dreng, der for tolv år siden har tegnet historien om, hvordan han flygtede til Danmark under krigen. Men mange morgener er er jeg cyklet forbi og har fået fortalt historien om et barn, der bor i et hus med sin far og mor og bror, og så kommer der nogle fly, og så bomber de husene, og så tager de hen til en lufthavn, og så flyver de, og så lander de, og så kommer de hen til et asylcenter, og så bor de sammen med andre, og så er der ret rodet.

I det sidste felt står bare "12 Beslisa Jasmin". Jeg nåede lige at spekulere over, hvor svært det er, når navnekulturer blandes, og man ikke aner om hun hedder Jasmin til for- eller efternavn. Men det er endnu mere kompliceret. Jasmin er åbenbart også et drengenavn. Det er virkelig meget kompliceret. Men det er en meget enkel historie. Den burde næsten deltage i den nyudskrevne litteraturkonkurrence for forfattere med anden etnisk og kulturel baggrund.

CYF | 28/5/06

Vi burde naturligvis forlængst have slået gangsteragtigt til over for den navnkundige og lyssky København Con Amore-gruppe, hvis bagmænd, Jokum Rohde (se gangtapet) og Søren Ulrik Thomsen, så åbenlyst har bevæget sig adskillige skridt ind på pshottenes gebet. I stedet nøjes vi med at hænge nogle af deres bedste skud ud i fuld offentlighed. For vi må jo nok desværre erkende, at d'herrer har en vis tæft for det med facader, skilte og andre udsagn i byrummet.

Tænk blot på Amager Kød-Udsalgs "Kvalitetskød til priser du tørster efter" og "Det er så let"-skiltet uden for møntvasken i Baldersgade (som bringer StadtFlur-bevægelsens Program:Møntvask i erindring), for ikke at tale om Byens Hullebureau i Købmagergade og spøg og skæmt-butikken Papirknald i Valby med sloganet "det skal være sjovt at være til".

Men det, de fotograferende forfattere egentlig har i søgeren, er "Nordre Fasanvejs monumentale tristesse", storbyen "som det sidste stykke vild natur". I København Con Amore bladrer man i sin egen by og i de syn, der nok for nogle kun registreres længst ude i øjenkrogen (hvor mange gange har du ikke set C.E. Basts Eft.s Talgsmelteri A/S uden at se det?). Ifølge Thomsen og Rohde selv er det en verden, der forsvinder (nærmest "fordi vi knipsede dem"), men gudskelov også en, der til stadighed vokser frem, klondykeagtigt hjemmelavet og kikset. Jeg selv er forundret over, hvor mange af disse undseelige syn, jeg faktisk genkender, og som vækker sære fornemmelser fra min fortid i Nordvest og på beslægtede egne.

København Con Amore-gruppen var der i en uhyggelig grad. Og de feticherer og idiosynkratiserer lystigt: "Skulle vi blive anklaget for at være formørkede neonnostalgikere, sentimentale slumromantikere og reaktionære ruintilbedere, må svaret blive ja, ja og atter ja, for der er tale om en ren tilståelsessag".

CYF | 22/5/06

Nogle gør et stort nummer ud af det med den visuelle poesi. Andre skriver den bare. Som en logisk følge (blandt så mange andre) af at de nu engang skriver. Sådan en er Peter Laugesen, digter med typografuddannelse og med offentligt kendt skrivemaskinemærke (Olivetti).

Tag blot hans nyeste samling, 64. Han skriver ikke figurdigte, konkretdigte eller kalligrammer, ikke på den erklærede måde. Han skriver lange slingreture, der kurer ned over siderne. Digte, der skrider indad eller udad, som om materialet gjorde modstand i maskinen, hvilket det vel også gør. Lange lufteture med den "lille gamle glade hund" der "løber gennem verden". Til tider faktisk helt i stil med Apollinaires gamle punkterede bil og dolkede due. Tekster med flaksende læseretninger, hvis storform danner nye tegn. Abstrakte konkretismer, som synliggør selve skrivningens proces.

Mange digte kliner sig helt traditionelt op ad deres venstre bagkant (se eksempler hos Sentura), mens andre bevæger sig rytmisk, resolut eller tøvende ud på arket. Og så er der dem, der giver sig fuldt ud til kende, som de objekter, de er: "spredte i mørket kegler/i lyset væltende blå//skulpturer/af snesjap og mudder" sat i øverste højre hjørne af siden i forskudte rækker med luft mellem alle elementer, helt i stil med syntaksen.

Et enkelt sted de velkendte kragetæer: "og/det sneede ind". Håndskriften sner ind fra højre "og ud over alle/grænser", læsbarhedens for eksempel.

Men højdepunktet findes her til venstre: "Hund elleve/(godt slidt) håndklæde/hænge (på) tøjsnor", som ledsages af sin visuelle oversættelse, hvis ikke netop originalen, stenograferet med laugensenske ideogrammer. Og nøjagtig som i et transskriberet haiku: syntaksen lykkeligt sprængt.

"Find det/der skal gøres/og gør det..."

CYF | 19/4/06

LiteraturHaus kunne forleden stolt fejre sin etårsdag. Det senest udsendte program virker som det mest mættede til dato og byder blandt andet på Københavns Internationale Poesifestival, der godt nok lidt ærgerligt finder sted præcis samtidig (men altså også i samarbejde) med Malmös tyvende af slagsen.

Her i april kan man se udstillingen ORD om visuel litteratur fra barokken til internettet, arrangeret af tre KUA-studerende. Udstillingen har to spor: det ene er en præsentation af litterære formeksperimenter fra historisk avantgarde over tresserkonkretisme og til nyere digitale udtryk (herunder Afsnit P-værket Mærkelig Meningsløs Sludder). Det andet er en "legende rekleksion over kunstens materialitet". De viste trykte tekster er alle gengivet, som om de var opslag i det samme røde poesiboglignende bind ophængt på blomstret tapet, hvilket skaber en munter enhed, men ikke ligefrem gør værkerne lettere at opleve. Martin Johansen, Martin Soelmark og Mads Barkmans egne legende skriblerier virker desværre også mest som støj i forhold til, hvad man forventer, de vil formidle.

Tirsdag holdt de så debat med Lars Bukdahl, Niels Lyngsø og Bo Jørgensen i panelet, og også dette sympatiske og velmente arrangement druknede lidt i støj og manglende styring. Nøjagtig som aftenen med Horace Engdahl og Niels Frank tidligere på sæsonen tog en enkelt tilhører ordet - og beholdt det. I dette tilfælde betød det, at omdrejningspunktet fra at være udstillingen og den visuelle litteratur overgik til at blive Vagn Steens konkretpoetiske værk, hvilket var ikke så lidt af en fokusindsnævring.

Men ikke mindst Lars Bukdahls indledningsvise gennemgang, som (om redaktøren vil) snarest skal stå trykt på hovedet i Weekendavisen, formidlede heldigvis stadig (læ)selyst, i forlængelse af hans bidrag til vores egen Hvad er visuel poesi?. Tilbage i vinden blafrede udsagn om, at "internettet, ja det har vi ikke lige fået checket ud" og "tekster uden betydning, det er ikke litteratur". Mærkelig meningsløs sludder.

(Simon Grotrian)

KW + CYF | 31/3/06
 

(Christian Bretton-Meyer + Søren Petersen)

CYF | 17/3/06

Udefra ses kun en tom hvid reol, hvorpå man øverst læser ordene "Toute la mémoire du monde" - al viden i verden. Møblet spærrer for udsynet ind til det berlinske gallerirum. På bagsiden udfyldes det af to videoprojektioner med optagelser fra et stort og smukt klassisk bibliotek: panoreringer over reol efter reol og uendelige rækker af borde med grønne lamper. Kun en enkelt ting savnes. Bøgerne.

Der er ganske få mennesker fordelt mellem de monumentale stålsøjler i det højloftede rum, der viser sig at være Paris' gamle Bibliothèque Nationale, nu kaldet "Site Richelieu", hvis funktioner i dag for store dele er overtaget af det monstrøse moderne "Site Mitterand". Faktisk - kan man læse - står størsteparten af det gamle biblioteks elleve etagers magasiner, foruden læsesalen, tomme. Et fund af en scenografi for en film. Og for en fotograf, fortæller fire fotostater i galleriets bageste lokale.

Installationen i Galerie EIGEN+ART af de tyske kunstnere Nina Fischer og Maroan El Sani, som har arbejdet sammen siden 1993, tager tråden op fra Alain Resnais' halvtreds år gamle kortfilm Toute la mémoire du monde (1956) om dagligdagen på Nationalbiblioteket og om den måde, bøgerne finder vej til de læsende, der gradvist "indoptager" verdens viden.

Nu er rummet renset og bøgerne - ikke digitaliseret, som man måske kunne have tænkt - men kørt i lastbil efter lastbil til det nye bibliotek på modsatte Seinebred og i øvrigt mangedoblet i antal. Menneskene på filmen virker rastløse, men rummene i sig selv smukke, og den forduftede viden måske ikke så skræmmende igen. "Apokalyptisk" kalder kunstnerne det ellers selv. Uendeligt fredfyldt og æstetisk, ville jeg måske sige, og med en stor og fængslende poesi. For selv om bøgerne er borte, er deres aura der jo endnu, foruden hele Bibliotekets magi.

KW | 7/3/06

Om natten drømmer jeg om at svømme. I varme blå bassiner med skrift i. Jeg svømmer rundt i skriften, indeni og udenom. I en stor skrift der hænger sammen. En skrift der begynder og begynder og begynder.

Tænker på cobramaleren Dotremont der i sine undersøgelser af skriftens materialitet gjorde en interessant opdagelse: vestlig håndskrift, der er skrevet lynhurtigt - altså bag om ryggen på kravene om ensretning, disciplinering og læselighed - og som, hvis man drejer dem 90 grader, ligner kinesiske ideogrammer. Roland Barthes mente, at al vestlig kalligrafisk inspireret kunst må vende sig mod den asiatiske skrift. I dyb længsel efter at være til i skriften. I dens lykkelige ulæselighed.

Et par aftener inden drømmen om skriftsvømning er jeg i Odense og opleve danseforestillingen Comfort Guidelines. Forestillingen er inspireret af den arabiske kalligrafi, hvis særtræk netop er de dansende linjer, der slynger sig rytmisk ud over hele papirsiden.

Jeg sidder som på nåle under hele forestillingen, følger hver en bevægelse. Så intenst til stede på stolen, at jeg også kan være tilstede deroppe i dansen. Kalligrafi og dans åbner gensidigt for hinandens verdener. Ind til en fælles verden, abstraktionens sprogløse natur. Det mest enkle sted at være. Når først man har overgivet sig. Et spørgsmål om at flytte ind i sin egen krop. Turde give afkald på alle begrebsstrategierne, lade stå åbent, se og mærke naturens former, formernes dans, deres møder med hinanden, deres begyndelser ud i alle retninger.

Hos Dotremont er det tilblivendes princip stiliseret. Hans logogrammer var inspireret af landskabet i Lapland. Den hvide ubevægelige sne, de få sorte former, slædens eller rensdyrenes pludselige bevægelser. Bratte begyndelser ud af intet.

KW | 5/3/06

"Ved at skrive i et forceret tempo vier kalligrafen sig til et dobbelt formål - løse sætningen fra sin mening, dernæst adskille meningen fra sin verbale funktion, ved at aftegne det, som måske, endnu intet navn har".

I en helt enkel, stram og alligevel mangefacetteret koreografi slipper danseren og koreografen Jens Bjerregaard kalligrafiens urkræfter løs. Hans nye forestilling Comfort Guidelines "handler om" arabisk kalligrafi. At lade dansen udtrykke kalligrafiens æstetiske abstraktioner er så oplagt en idé - som at tage skriften på ordet! For hvem kan bedre end kroppen vise at også skriftens rytmer og gestik er grundlæggende fysiologiske impulser.

Mancopy er det anagrammiske navn (for company) på Bjerregaards nyligt etablerede danseteater med base i Odense. Niveauet er højt og internationalt. Der lefles ikke for mindste fællesnævner. Samtidig er dansen både udpræget smuk, sanselig og dermed også umiddelbart appellerende og tilgængelig. Kompagniet forsøger desuden at åbne for værkerne med introducerende arrangementer umiddelbart inden forestillingerne.

De fem danseres bevægelser spænder fra sart sensualisme til stor fysisk styrke, fra bløde henkastede detaljer til noget, der kan minde om geometriske proportioner. Det er et stort poetisk udtryksrum med mange klange, farver og stemningsforskydninger... ja, jeg ved ikke helt hvilke ord, jeg skal bruge, for ordene findes måske netop ikke endnu, som der står i et de fem velvalgte citater fra Valérie-Marie Marchands Les Ouvriers du signe - calligraphie en culture musulmane. Teksten - som er projiceret op på fire store hvide lærreder midt mellem danserne - hjælper publikum ind i oplevelsen af den æstetiske abstraktion.

Forestillingen viser sproget som et stykke natur i vækst. Som betydning i færd med at blive til. Tilbageholdt og løssluppent. Endnu ikke fikseret, ikke læselig, og dog stærkt kommunikerende. En polymorfi. Af uudtalte udtryk.

Comfort Guidelines kan opleves i København på Dansescenen, 21.-25. marts kl. 20.

CYF | 1/3/06

Norske, men i lige så høj grad skandinaviske og internationale Nypoesi er på banen igen i ny sammensat form. Foruden de større tidsskriftnumre releases der nu også løbende enkeltstående breve fra udenlandske korrespondenter som Martin Glaz Serup (DK) (rapport fra et nyligt dansk tidsskriftseminar, hvor Nypoesi - og Afsnit P - også deltog), Nathalie Quintane (F) og Michael Braun (D), lyd fra begivenheder som Audiatur, samt essays og kritik.

Foruden Anna Hallbergs Her har man altid med sig på originalsproget, kan man således finde Maria Engbergs indføring til Digital poesi og ikke at forglemme Fredrik Hertzbergs gennemgang om Finlandsvänska pionjärer inom den visuella poesin, hvilket giver mig anledning til endelig at vise noget (øverst) fra J.O. Mallanders skønne Kama lettra (1975) om bogstavernes hemmelige sexliv!

Og så har også Nypoesi fået en blog, indtil videre med kort nyt om stort og småt.

"Nypoesi er et flersprogligt tidsskrift, og et tidsskrift publiceret for skærm. Det giver os mulighed for at arbejde med andre kvaliteter end det nationalsproglige papirtidsskrift. Det skal vi også gøre," skriver ankermanden Paal Bjelke Andersen. Med i sin redaktion har han Torunn Borge, Stian Kristensen, Judith Nærland og den energiske Martin Glaz Serup.

Det nye nummer, 1/06, der næsten risikerer at drukne i flowet, rummer mange fine poetiske bidrag, heriblandt et forskud på Gunnar Wærness' kommende visuelle digtsamling Become the Thing (nederst). Det ligner næsten et trusselsbrev: "jeg skal la dere være/jeg skal aldri skrive mer". Hvorefter et andet digt tilføjer: "Men jeg vil tie på mit eget sprog".

CYF | 16/2/06

The Open Book. Det er næsten for oplagt at ironisere over titlen på den bogudstilling, der for tiden vises på Det Nationale Fotomuseum på Diamanten, men det er altså svært at forestille sig, hvordan de dog lige kom på dén. Nogle af de mange fine bøger, der er repræsenteret, ligger godt nok opslået, men som helhed lukker montreudstillingen sig hermetisk om sig selv.

Den er produceret af det fine Hasselblad Center i Göteborg og viser over 150 hovedværker i den fotografiske bogs historie fra 1878 frem til i dag, samt som tillæg et dansk udvalg. I sig selv interessant at præsentere fotobogen som en genre og et særskilt kreativt rum, men det er virkelig svært at opleve eller bedømme en bog alene på omslaget eller ud fra en side eller to. Selve "historien", det billedmæssige og grafiske forløb - grebet, der gør den til en bog (for ikke at tale om genrens udvikling gennem tiden), kræver altså, at man kan se noget mere.

Også selv hvis udstillingens interaktive indslag - en computer, hvor man, såvidt jeg har læst, kan bladre i udvalgte bøger med musen - havde været i drift dén lørdag, ville det ikke have ændret det store, er jeg bange for. I sammenhængen er sådan en enlig skærm jo kun et anneks. På linje med det tilhørende katalog, der paradoksalt nok løser opgaven meget bedre og meget mere taktilt end den fysiske udstilling. Har bogudstillingen overlevet sig selv? Ville en virtuel have været mere passende? Uden mere fantasi end i dette tilfælde må svaret vist være ja.

Oppe ad trappen igen foran boghandlen på Diamanten bladrer jeg sultent i Nicolai Howalts gennemførte fotofortælling 3x1 fra 2001 (nederst) og mærker forskellen: én bog i hånden er bedre.

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)