foto: Cornelius Jakhelln

AL | 8/12/07

«Vi vet så lite om umenneskelig litteratur,» heter det i et dikt fra Tor Ulvens Forsvinningspunkt (1981). Til gjengjeld bugner litteraturen, og særlig litteraturens ytterkanter, av forsøk på å se menneskenes tilværelse fra andre eksistensformers perspektiv: dyrs, guders, sågar planters. På Berlins Kaffee Burger tirsdag denne uken, mante Terje Dragseth frem en omflakkende kråkeskikkelse og dens særegne blikk på menneskenes verden og gjerninger, gjennom sin fremføring av deler av det episke diktet Kvitekråkas song fra 2005. Bert Papenfuß supplerte med sine egne og Tone Avenstroups gjendiktninger av utdrag av boken til berlinerdialekt.

Kaffee Burgers grotteaktige innerste lokale, med sine mørke tapeter prydet av ymse fauna i ornamenterte botaniske mønstre, var en egnet arena for Dragseths kvitekråke, «kvit a sorg/ svart a sanning», flaksende rundt i sivilisasjonens bakevjer og verdenstreets avkroker, der menneskene «slepar på gigantiske endevendte oljeplattformer». Kvitekråkas song er en både tilbakegripende og fremadskuende bok, som tar opp i seg myter såvel som forestillinger om tider som skal komme, i en kryptisk, men samtidig konkret beskrivende undergangstale med klangbunn i Voluspás handlingsmettede visjonsdikt.

Boken legger for dagen en hybrid språklegering der nynorsk, dialekt, moderne slang og norrøne vendinger sys sammen i en idiolekt som er bokens helt egen. Dermed føyer den seg inn i rekken av syntetiserende, babelske prosjekter i den nye norske litteraturen, som Øyvind Rimbereids Solaris korrigert, Thure Erik Lunds romaner og Cornelius Jakhellns Gudenes fall. Dragseths opplesning utvisket forskjellen mellom den arkaiske dikterposituren som tidvis ble påkalt («noken/ eller noko/ tale te meg og via meg/ te dei andre») og det animalske maskespillet som ble satt i scene. Kvitekråkas song kaller seg selv «Eit gorrlaust makkverk» i undertittelen, og om noen vil si at dette omfangsrike diktet ligner en komposthaug dit likt og ulikt fra mytologi og språklige periferier har funnet veien, dreier det seg i så fall om en næringsrik blanding.

«Hev de sett nok no,» spørres det gjentatte ganger i diktet, som et ekko av volvens spørsmål i Voluspá: «Veit de nok, eller kva?». Denne tirsdagskvelden skulle nok publikummet (hvorav flere erklærte Dragseth-afficionados) gjerne sett og hørt enda mer, selv om vi fikk en kuriøs bonus i form av konsert-innslagene med Dragseths og John Nikolaisens musikalske duo I Sing My Body Electric. Særlig når den oppviglende Majakovskij-hommagen «Eidsvorne medborgarar» fant et så resolutt motsvar i Papenfuß' Berliner-fortolkning, var det lett å ønske seg å få være med enda lenger på kvitekråkas ferd, som nå også var blitt vår: «Et ikkje dei rike våre bånn/ E ikkje tida inne for dei levande/ Dei daue he for mykje ansvar for dette helvete.» Also: «Isset nich so, det de Reichn unse Kinda fressn/ Is nich de ßeit reif für de Lebendijen/ De Totn ham ßu vülle Vaantwortung für diese Hölle.»

#290 | permalink | 

HJ | 1/11/07

Som bogstavfan kan jeg godt føle noget der nærmer sig glæde ved valgplakater. Men de undrer mig altså også. Ophængningen kan være skæv - men udformningen er uden slinger i valsen: et bogstav, et billede, et navn. Mere opfindsomme indslag må man også denne gang lede længe efter. Enkelte forsøger stadig at smugle et budskab eller bare en netadresse ind. Men stort set er plakatmagerne enige om at den slags udflugter fører for vidt.

Måske har de ret. Måske kommer selve politikken bedre ud via fx nettet? Men det der undrer mig, er så om de budskabsløse plakater virkelig virker?

Da jeg gik på universitetet var der en lærer der stillede op til Folketinget. Med sikker sans for humor stjal jeg en af hans plakater der hang og blafrede over cykelstien på Dybbølsbro, og hængte den op i vores studenterlokale. Hans reaktion på dette var et ærgerligt fnys som stadig mindes af de omkringstående. Næste dag var plakaten bortført fra studenterlokalet - og tilbage på Dybbølsbro.

Min lærer mente tydeligvis at det kunne have negative konsekvenser hvis hans plakat ikke var på plads i trafikbilledet. Måske havde han ret. Han blev i hvert fald ikke valgt.

#289 | permalink | 

AL | 18/10/07

De fleste unglitterære tidsskrifter virker ut fra en idé om radikal forandring, og forandring er som kjent en paradoksal størrelse: Den er en bevegelse inn i noe annet og ukjent, samtidig som den forutsetter kontinuitet - noe eller noen som utsettes for endringen. I tidsskriftene opptrer denne spenningen i form av en drakamp mellom representasjon og kritikk, mellom å ville presentere noe foreliggende, og å ville negere det; mellom å ville samle, løfte frem og få i stand møter (mellom mennesker og uttrykk), og brudd (med det konsensusbaserte og omgivelsene det springer ut fra). Ifølge Trond Haugens innlegg på konferansen "Kritikk og avantgarde" i Trondheim 5.-6. oktober, var 60- og 70-tallets motkultur et eget moment i denne indre, produktive konflikten som løper gjennom tidsskriftshistorien.

Haugens foredrag dreide seg om stensilbladet Dikt & Datt (72-78), men trakk linjer til forgjengere som Karl Krauss' Die Fackel og Aasmund Olavsson Vinjes Dølen. I motsetning til disse ruvende enmannstidsskriftene, koblet Dikt & Datt kritikken til en kollektivistisk utopi om kreative fellesskap der grensene mellom forfattere og lesere skulle være så flytende som mulig. Det anarkistisk orienterte tidsskriftet, med utspring fra Forsøksgymnaset i Oslo og drivkrefter som Lasse Tømte, Torstein Hilt, Jón Sveinbjørn Jónsson og Inger Elisabeth Hansen, kom i 14 utgaver, før det - med tidens maoistiske vinder - skiftet form og ambisjoner og ble til avisen Hundre blomster.

Haugens foredrag var et etterlengtet første akademisk blikk på et av de tydeligste tidsskriftene i den norske litterære motkulturen i kjølvannet av '68. Til dels gikk motkulturens virvar av publikasjoner og yngre forfattere under navnet Muldvarp-kretsen, en formell sammenslutning der det bl.a. ble fremsatt forslag til eksklusjoner basert på motstand mot tegneserier - som selvfølgelig var, mente noen, amerikansk kulturimperialisme. I dag er det vanskelig å oppdrive informasjon om disse ofte antagonistiske forlagene og tidsskriftene (som siden skulle posisjonere seg i en leninistisk og en metafysisk orientert leir), men prosjekter som Forfatterforlaget og Alternativ bokklubb (75-77), antologien Motklang (74) og blader som Magasinfrosk, Tun, Trollskrift og Vannbæreren lever fortsatt videre som historisk viktige markører - de stiller de kulturpolitiske holdningene som vant frem og i dag preger den etablerte litterære institusjonen, i relieff.

I artikkelen «Fem minutter for sent til '68» i Vinduet 2/90, et av få eksempler på en litterært vinklet diskusjon av disse miljøene, pekte Jón Sveinbjørn Jónsson og Håvard Rem ut en egen «distribusjonsteknikk» som et av den litterære motkulturens viktigste trekk. Mulighetsbetingelsen for frigjøringsideologien var tidens nye trykketeknologi, som la til rette for publisistisk egenutfoldelse - som igjen ble et eksempel til etterfølgelse for et aktivt liv og det vi i dag ville kalt mikropolitiske motstandshandlinger. Haugen plasserte seg i samme tolkningstradisjon (men uten å referere til J&R), da han påpekte at det først og fremst er måten kunsten ble laget og distribuert på i Muldvarp-kretsen som gjorde den politisk. Fra alle, til alle, med en variasjon over et sitat fra Lasse Tømte, bevegelsens kanskje mest aktive debattant, som dessuten stod for et av dens heftigste selvoppgjør (Tømte var ifølge J&R også den eneste som i flere år livnærte seg av å selge egne diktsamlinger på gata).

Tittelen på Haugens foredrag var «Datt - litt om det som ikke var dikt i Dikt & Datt». Og D&D blir nok først virkelig interessant om man ser det i sin kultur- og idéhistoriske sammenheng; de drivende kreftene i det som i bunn og grunn var en skoleavis, var for unge til å ha myntet ut en selvbevisst og tydelig estetikk. Likevel, bladet har en plass også i litteraturhistorien - ikke minst vil det bli studert og omtalt når Tor Ulvens biografi en dag skal skrives: Ulven var elev ved Forsøksgymnaset, og debuterte med det fabulerende diktet «Turdus-øyene» i første utgave av D&D.

Forhåpentligvis følger Haugen opp foredraget med artikler og annen arkivisk aktivisme: det ville være et verdifullt bidrag til det pågående arbeidet med å supplere fikseringen på syttitallsmaoismens vekst og fall med en større bevissthet om den anarkistiske motkulturens kapitler i den utopiske forestillingsevnens historie i Norge.

Overskriften er hentet fra Lasse Tømtes diktsamling Ugress (1975). Nederst til venstre: Lasse Tømtes bidrag til 3/76.

#288 | permalink | 

CYF | KW | MDa 23/9/07

Afsnit P deltog på alt_cph - Copenhagen Alternative Art Fair 2007, hvor vi præsenterede uddrag fra Garageography 3.0.7 og preview på de to sidste dele af Ord i øjet-projektet, som releases på Afsnit P dette efterår: Monica Aasprongs Soldatmarkedet og Cia Rinnes archives zaroum. Klik for at se flere billeder. P2's Kunstmagasinet besøgte vores stand (udsendelsen kan downloades her).

#287 | permalink | 

CYF | 19/8/07

Den norske digter Ottar Ormstad var som en ud af to nordboer draget til ePoetry 2007 i Paris i maj. På Helge Rykkjas hjemmeside aflægger han nu rapport:

"Festivalen var ikke præget af lange diskussioner om en definition af elektronisk poesi og ville ikke have været nogen god oplevelse for norsk poesipoliti. De franske arrangører havde satset på åbenhed og generøsitet og ladet de hundrede blomster blomstre", skriver Ormstad, der gennemgår en god del af de værker, der blev vist på festivalen, hvoraf en del - ligesom oplæggene - stadig kan ses på nettet.

"Den elektroniske poesi har været domineret af mænd. Jeg må sige at bidragene fra en del af de gamle travere ikke imponerede mig specielt (eks. Glazier, Rosenberg, Biggs). Det gjorde derimod mange af de yngre, ikke mindst kvinderne. Specielt vil jeg nævne franske Patricya Rydzok, som viste et smukt webværk mod krig, forurening og genmanipulering. Hendes "instant memories" har mange rum og kombinationsmuligheder."

"Eugenio Tisselli (Mexico/Spanien) er både etableret kunstner og programmør (rhizome.org) og har konstrueret en blog for den ikke-eksisterende person J.B. Wock. Programmet virker sådan, at Work skriver et digt hver dag og desuden er i stand til kommentere dem! Tisselli mener, at der findes så mange uinteressante blogs som ingen læser, at man lige så godt kan overlade det hele til maskiner," fortæller Ottar Ormstad.

"Jeg oplevede festivalen som en manifestation af det, jeg har håbet på længe: at vigtige sider ved kulturen i tresserne er på vej tilbage. Naturligvis på en ny måde i en ny sammenhæng. Jeg tænker især på overskridelserne mellem de forskellige kunstarter, åbenheden for det nye og entusiasmen over for anvende og udvikle den nye teknologi. (...) Man kan selvfølgelig stille spørgsmål til meget af det, der blev vist. I en stærk udviklingsproces er det naturligvis let at blive så fascineret af teknologi og form, at poesien kan komme i anden række." Men, skriver Ormstad: "Der er ingen grund til hysteri på poesibegrebets vegne. Jeg 'tager hellere en Piringer': Han udskifter musik med poesi i det gamle John Cage-citat: 'you don't have to call it music if the term schocks you'".

Læs hele sekstitallsfølelser i paris. Ottar Ormstad er i øvrigt aktuel med en ny udstilling bogstavtepper i Oslo.

#286 | permalink | 

CYF | 14/8/07

Hov, så er det altså nu, hvis du skal nå at se Jesper Fabricius' udstilling Dansk Samtidskunst på Galleri Tom Christoffersen, og det skal du. Udstillingen står kun sølle 14 dage - til og med 18. august. Den åbnede på kunstneren, filmmanden, forlæggeren, tidsskriftredaktøren og bogstavfetichistens 50-årsdag. Installationen, der møder én, er et stort gråt undergangslandskab, bygget af bemalede genstande og bogstaver, blandt andre dem, der skal til at stave OUR DREAMS AND DESIRES, hvilket også er installationens titel. I rotunden bag begærslandskabet hænger en frise af ansigter klippet ud af 70'er-pornohæfter (også set i Kunsthæfte nr. 13): "Helte fra den seksuelle revolution". Og bag dem igen finder man som bonus en hel lille retrospektiv Jesper Fabricius-udstilling på væggene.

Men ikke nok med det. Fabricius havde i timerne før holdt åbning på en udstilling mere, nemlig Delvist eksemplariske eksempler på fotografier af blandt andet huse og landskaber på Fotografisk Center (kan ses til 23/9) med tilhørende stilren katalogbog, hvori fotografen blandt andet interviewes af kollegaen og digteren Claus Handberg Christensen:

"I de billeder jeg udstiller nu har jeg prøvet at være så åbenlys og aflæselig som muligt. (...) Det er ligesom i et gammelt leksikon, når man sidder og ser på illustrationerne. Her er ordet bjerg - her er et fotografi af et bjerg. Sådan ser et almindeligt bjerg altså ud. Jeg kan godt lide leksikoner."

"Hvad synes du om udstillingen?" spørger Handberg.

"Jeg synes det er en meget underholdende udstilling. Det at billederne er små og der er så mange, gør at der er meget at kigge på. Man kan bruge lang tid på at gå rundt og kigge på dem."

Jeg kunne ikke være mere enig.
 

Læs også Kristine Kerns to anmeldelser på ibyen.dk og se mere Jesper Fabricius på Afsnit P her, her og her.

#285 | permalink | 

CYF | 7/8/07

Det er et virkelig lovende skridt, Det kongelige Biblioteks Håndskriftafdeling har taget ved at digitalisere udkastene til hele ti af Per Højholts digtsamlinger og gøre dem tilgængelige på den overskuelige og helt taktile måde, man nu har gjort. Et materiale, der let kunne have fået lov at støve til i magasinerne, er pludselig kommet inden for rækkevidde af en hvilken som helst computer, hvorfra man kan bladre - og virkelig bladre - uhæmmet løs uden at slide på originalerne.

At det er Højholt, der som den første bliver lanceret på nettet i dette nye, levende arkivformat, virker oplagt. Den mand havde orden i papirerne, fra første indfald og til trykmanuskriptet, hvilket gør, at man uden videre ledes ind i de enkelte digtes tilblivelse. Men heller ikke mere orden, end at det vrimler med liv. Af gamle håndskrifter at være, er det her en guldgrube for kendere.

De visuelle digtskitser, for eksempel til +1-hæftet, og hele noteappatetet med tegninger, krydsord og regnestykker tilføjer endnu flere facetter til den mangesidede forfatter, som foruden alt det andet også lige var Danmarks vigtigste konkretpoet. +1 kan man læse online på Afsnit Ps virtuelle udstilling Hvad er visuel poesi? Og tilbage i 1995 stod vi bag en lille fysisk udstilling, Min hånd 67, med et hjørne af det samme materiale, som Det kongelige Bibliotek viser, foruden bøger, lyd mv.

Gallerirummets størrelse taget i betragtning befandt den største del af udstillingen sig faktisk i det tilstødende Album Alder - en tryksag med 19 bidragsydere, som desuden rummer et de sidste digte fra Per Højholts hånd. Inspireret af Det kongelige Biblioteks digitalisering, har vi nu også forvandlet det forlængst udsolgte album til en elektronisk bog og lagt det ud til fri download. Den ene af redaktørerne, Peter Christensen Teilmann, ser tilbage på udstillingen. Værsgo at tage et eksemplar!

#284 | permalink | 

CYF | 6/8/07

Henning Christiansen og hans venner indtog fredag Den Frie. Superflex havde brygget grøn øl, imens Bjørn Nørgaard remodellerede verden. Igen og igen.

#283 | permalink | 

AL | 18/5/07

Er det vi omtaler som en vitalisering av den nordiske litterære offentligheten like mye en av måtene oppløsningen av den litterære offentligheten viser seg på? Spørsmålet ble stilt av Martin Glaz Serup mot slutten av forrige helgs seminar på Nordens Biskops Arnö, «Alternativ publicering og litterær innovation». Det var nok mindre et uttrykk for arrangørenes egen bekymring enn et forsøk på å la noen skeptiske røster utenfra slippe til, om så bare gjennom et ekko av en velkjent forfallsmytologi. Et ekko som var raskt overstått: Utgangspunktet for seminaret var at litteraturens offentlighetsformer er i endring, og diskusjonene underveis etterlot et klart inntrykk av at de nye publiseringskanalene - i form av nettsider og uavhengige og selvorganiserende forlag og tidsskrifter - utvider det felles samtale- og mulighetsrommet heller enn å krympe det inn.

Seminaret tok for seg utopiske horisonter, som i Simen Hagerups anarkistisk inspirerte innlegg om litteratur, eierskap og boka som fetisjistisk teknologi for å styre den frie skrivingen og lesningen. Det tok for seg nye meningsnivåer i nettspesifikk litteratur, som i Nypoesis innlegg om rammebevissthet og hvordan ingen medier er nøytrale formidlere av tekst. Det inneholdt mer praktisk-pragmatiske presentasjoner av de konkrete aktivitetene som finner sted akkurat nå - og diskusjoner om betydningen av diskusjoner og utveksling overhodet. Og ikke minst ble det fremført litteratur i alle former og fasonger. Det ble en helg i denaturaliseringens tegn, der institusjonell vanetenkning og det litterære feltets tattforgittheter ble vridd både én og to omganger.

Magnus Bärtås og Caroline Bergvall snakket om litteratur og tekst i et utvidet felt av romlighet, lydlighet og multimediamiljøer. Marianne Ping Huang analyserte Das Beckwerks bevegelser ut og inn av ulike offentlighetssammenhenger - og hva disse genererer og fordrer av den kunstneriske aktiviteten. For ikke å si av aktivisme per se; i Beckwerkets tilfelle er verkets gripen-inn-i-verden grunnleggende og uoverskuelig.

Stian Kristensen og Paal Bjelke Andersen fra Nypoesi viste hvordan «offentlighet» er et ord som ofte ubevisst medfører en sentrum-periferi-modell. Forlaget N. W. Damm & Søns utlysning av en ny debutantantologi som åpent spiller på de nye nordiske forbindelsene, ble nevnt: hva betyr det når forlaget omtaler blogg- og tidsskriftsfæren som «halvoffentlig»?

Er ikke nettpublisering fullverdig publisering? Er ikke uavhengige tidsskrifter offentlighetsaktører på linje med store forlag? Seminarets svar var ikke unisont, men like fullt klart: Den sentralistiske, habermasianske offentlighetsmodellen står for fall, men bare for å bli avløst av en mer bredspektret litterær aktivitet, mer selvstendige skrivende og lesende, en mer intensiv kollektiv konversasjon.

#282 | permalink | 

CYF | 8/4/07

"Few people can read this book and not feel like grabbing a pencil to start writing there own parallel versions" (Ron Padgett).

Jeg husker, vi var i New York, ja det er faktisk bare nogle uger siden, og at jeg en af de første dage i St. Mark's Bookshop købte Joe Brainards I Remember i Granary Books lille orange udgave med hans egen fine collage udenpå. Jeg husker, jeg faktisk i lang tid troede, det var Perec, der havde opfundet det med Je me souviens, men det er allerede længe siden, jeg blev klogere, og nu indser jeg, at jeg faktisk ikke husker så meget af Perec, som jeg ville ønske, andet end at han fik mig til at huske på samme måde som Brainard.

Jeg husker, jeg læste I Remember i New York - og med New York: i cafeen i Barnes and Noble, i subwayen imellem stationerne og i solen på hjørnet midt mellem Printed Matter og Eyebeam, den dag det pludselig var forår. Bevidst så fragmentarisk, at USA dengang flettede sig med USA nu, og erindringerne på en måde også blev mine.

Og så husker jeg, at jeg tog uptown i snesjappen, da vinteren pludselig kom tilbage, og så Brainards erotiske collager og tegninger på 12. sal i Tibor de Nagy Gallery, og hvordan det var som at finde de glemte illustrationer til bogen, i hvis efterord jeg også læste, at Brainard samtidig med udgivelsen af førsteudgaven i 1975 udstillede 1.500 små collager på Fischbach Gallery som en visuel pendant.

Og da jeg kom hjem, husker jeg, jeg genfandt det nyeste Banana Split, og at jeg genlæste Brainard, nu i Niels Franks oversættelse: "Jeg kan huske en dreng, der fortalte mig en sjofel vittighed. Det var første gang jeg fattede en smule af, hvad sex egentlig er for noget." Og jeg husker, jeg tænkte noget om det erotiske ved alle tidlige erindringer, men præcis hvad husker jeg ikke.

#281 | permalink | 

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)