CYF | 6/4/07

Et bogstav om dagen, fra A til Z. Kan en recept lyde simplere? Bloggens navn er tilsvarende lige ud ad landevejen: abcdefghijklmnopqrstuvwxyz. Initiativet er den amerikanske digter og multimediekunstner Dan Wabers (se tidligere i ploggen). Manden står personligt bag et helt rhizom af fremgroende virtuelle arkiver: forvandlede/forvanskede bøger på bloggen Altered Books, ASCII-konkretisme på Minimalist Concrete Poetry, god gammeldags snailmailkunst på Mail Art To And From Dan Waber, og hver dag præsenteres et udvalgt poetik-digt på Ars Poetica. Senest har Waber så også åbnet diskussionsforummet om visuel poesi, Vispoets, som nok er værd at holde øje med.

Som de fleste af de nævnte projekter er abcdefghijklmnopqrstuvwxyz en kollektiv online-workshop, der udnytter blogformens simple muligheder for at organisere materialet på flere måder samtidigt: man kan opleve bogstaverne ét for ét, som de kommer til dag for dag. Man kan samle de enkelte bidrag alfabetisk under deres respektive kunstner eller projekt. Eller hvorfor ikke tage en overdosis med et enkelt bogstav? Det kunne jo for eksempel være P'er?

Her kan man blandt andet vælge mellem P (just a p) og hel en buket af P'er (også set i p-kælderen) fra Geof Huth's Analphabet; et splittet P fra Nico Vassilakis' Negative Alphabet; et udtværet P af Karri Kokko; et P set fra luften af J. Michael Mollohan; et P på vej til at blive et Q fra nick e-melville's alphabits; eller et P i uddrag fra Marko Niemis Mondrian-inspirerede Pietist Compositions, der ændrer sig, hvergang man besøger det.

Som mange af Wabers aktiviteter bygger abc-bloggen bro mellem ældre eksperimenter og nye muligheder ved at sætte siderne fra de tidligere trykte værker ind i nettets ringbind, såsom John M. Bennetts lydlige Historietas Alphabeticas.

Risiko for lettere bivirkninger.

#280 | permalink | 

MDa | 27/2/07

Jeg står uten sko i en stue som er sparsommelig innredet med et kjøleskap, et speil, et klesskap og en seng. En menneskestor katt ikledd rød strikkegenser kommer inn gjennom speilet og går rolig langs veggen. Jeg selv trer rolig inn i klesskapet der jeg, som Lucy i Drømmen om Narnia, forsvinner inn i en annen verden: en myk gang av rødlig stoff som leder ut til en blå himmelhvelving. Døde grantrær svever over bakken og en tom sofa skimtes bak trærne. Snart befinner jeg meg i et bekmørkt rom omsluttet av tunge sorte stoffer og merkelige lyder. Jeg kaver meg ut i lyset og går gjennom en luke i veggen inn til stuen der katten fortsatt er. Den ser på meg og kryper inn i kjøleskapet og forsvinner.

Klisjeen er god nok: "Det var som i en drøm". Og som i drømmer flest var jeg selv protagonisten i møte med denne billedstrømmen av fragmenterte underlige tablåer. Men nå var det ikke en drøm, men det multikunstneren Seimi Nørregaard selv har beskrevet som et romlig dikt. Hennes totalinstallasjon Væggene har ører som stod på Overgaden sist desember inkluderte et lydverk av Jacob Kirkegård, performance av Boaz Barkan og henne selv, samt utgivelsen av en (litt forsinket) illustrert diktsamling med samme navn på Hurricane. Et riktig Gesamtkunstwerk.

I dag står dessverre kun boken igjen. For drømmen tar brått slutt i møte med den lille boken der tekst og naivistiske tegninger er trykket på tykk farget papp. Det dårlige trykket og de blasse fargene gjør opplevelsen av boken til et antiklimaks. Tegningene i seg selv fremstår også som svake illustrasjoner av motiver fra teksten og installasjonen, og kun glimtvis fungerer de som elementer i seg selv. Tekstene virker også forunderlig flate og oppstyltete på trykk, og langt fra intensiteten og spenningen i Nørregaards fabelaktige opplesnings-performancer. Men tross alt er jo heller ikke Gesamtkunstwerkets sammensmeltning av kunstarter en enkel sak.

#279 | permalink | 

CYF | 19/2/07

Den seneste netfaldgrube, jeg er dumpet i, er wiki-fælden. Det startede med A Million Penguins - forlaget Penguins kollektive romanprojekt, der i disse dage er i færd med at blive skrevet af et utal af wreaders, og som en god stund har holdt mig fanget, fascineret og frustreret, imens fortællingen har kastet sig fra side til side i de mange skribenters vold. For hver eneste læsning er romanen en ny. Og er man først begyndt at skrive-læse, er det svært at løsrive sig igen.

Min læsning blev dog forstyrret af en trykt bog med medfølgende dvd om den amerikansk-tyske kunstner Arnold Dreyblatt, From the Archives (2003), hvori et enkelt værk fuldstændig matcher min "wiki-oplevelse".

The Wunderblock (2000) er en installation med et skrivebord, hvorpå der ligger en aflang sort skærm i en legetøjsgul ramme (se filmen online). Værket baserer sig på den engelske udgave af Freud-teksten "Notits om den magiske blok", hvorfra den blander sætninger med en tekst om opbevaring af fysiske dokumenter. Skærmens fragmentariske tekst overskrives i det uendelige og fortoner sig gradvist i mørket, så skriftens tidslighed også opleves som en rumlighed.

Imens den ene hånd skriver, sletter den anden, siger Freud om den "magiske tavle", som jeg ville kalde en evighedsblok - et ord, jeg ifølge Google er ret alene om at anvende. Og hvis du undrer dig over, hvorfor det så befinder sig i den danske Wikipedia, er det fordi jeg selv har anbragt det der, indtil et mere udbredt dukker op. Ve den der sletter det igen!

Som Dreyblatt udtaler i bogens interview: "We can search our stored traces in the Internet to find a short moment of published fame, (as Warhol predicted), but it may have been erased the next time we look."

#278 | permalink | 

CYF | 16/2/07

De flotte montrer foran Steno Apotek, der blandt andet nåede at huse KBH Kunsthal, forsvandt i efteråret som dug fra solen. Et stort tab for København. Men glaskasserne er gudskelov indtil videre blot blevet beamet til Jylland, hvor de fortsætter deres udstillingsvirksomhed, eksileret på Krabbesholm Højskole. Og i mellemtiden har hovedstaden fået et nyt sært og flygtigt udstillingsrum.

Hvor KBH Kunsthal pralede med et besøgstal på 1.681.920, sigter OEen Group ikke helt så bredt. Deres galleri er anderledes svært tilgængeligt - på den fede måde - i en container midt på en byggeplads, der for tiden svæver over Israels Plads. Hvis man vil indenfor, må man komme til ferniseringerne (på Stereo Bar, der også er under udryddelse!) eller onsdag kl. 15-18 eller lørdag 12-15 og i øvrigt pænt iføre sig det obligatoriske sikkerhedsudstyr, mens man venter på elevatoren op til kunsten.

Den indledende gruppeudstillings små spøjse værker virkede heller ikke i sig selv lettilgængelige, men det skyldtes sikkert mest den lidt anspændte beskuersituation, der let opstår, når man holdes i hånden helt frem til kunsten. Ikke mindst når guiden er så snakkesagelig, at det overdøver lydværkerne, og rummet er så småt, at han let kommer til at stå i vejen for de visuelle.

Sådan er det til gengæld ikke med den netop åbnede 2'er, London-kunstneren Doug Fishbones soloudstilling Footprints in the Sand (efter det religiøse kitschdigt, der indgår). Her bænkes publikum trygt og hjemligt foran tv'et i containeren. Og Fishbones videoværk er et humoristisk mix af recyclede tekster og billeder. En visuel fortælling, der må være skrevet i Google, med dertil hørende effektfulde absurde sammenstød, som hjælpes på vej af den amerikanskfødte kunstners gennemført "autentiske" speak. (Mal)placeringen på byggepladsen er helt perfekt. Så mangler vi bare, at manden går Bananas på Grønttorvet.

#277 | permalink | 

HJ | 28/1/07

"Handlingen viser, hvordan filmens hovedperson, den unge Henning, langsomt, men sikkert overbevises om, at det er både fornuftigt, sjovt og i virkeligheden helt nødvendigt at blive aktiv i Socialdemokratiet."

Sådan resumerer Arbejdermuseet filmen Danmark for folket (1937), der indgår i en internetudstilling om propaganda. Filmen fulgte op på Staunings arbejdsprogram af samme navn. Men sloganet huskes i dag fordi det også er navnet på en sang af Oskar Hansen. Det var fra den sang statsministeren i sin nytårstale citerede linjen "plads for os alle ved samfundets bord".

Ikke kun venstrefolk, men også DF'ere har taget denne velfærdsstatens vuggesang til sig. Sangens DF-appel skyldes nok ikke mindst det fyndige omkvæd: "Plads for dem alle, plads for alle, der vil / Danmark for folket."

Når man synger Oskar Gyldmarks melodi, lyder det som om der er punktum efter "alle, der vil". Dermed bliver det et åbent spørgsmål hvad vi skal stille op med dem der ikke vil! Men melodien tolker teksten forkert! "Danmark for folket" er ikke et udråb, men genstandsled for "alle, der vil". Det mente i hvert fald Jesper Moesbøl som jeg hørte fortælle om sangen forleden aften i Vartov.

Det fik mig til at tænke på Søren Ulrik Thomsens tvetydige "døden er ikke at elske" i Lars Hugs (entydige) fortolkning på City Slang. Underligt, for resten, at denne finest hour ikke er repræsenteret på Hugs Greatest Hits.

Arrangementet i Vartov markerede udgivelsen af Sanghåndbogen, som indeholder kommentarer til teksterne i landets mest solgte bog, som er en digtsamling: Højskolesangbogen.

Også nu i 18. udgave har Grundtvig langt flest tekster med. Men på de næste pladser er der et par tankevækkende forskydninger. Jens Rosendal og Benny Andersen har fortrængt Kingo og Blicher fra fjerde- og femtepladsen. Og Ingemann er gået forbi Aakjær op på andenpladsen. Heja, B.S.!

#276 | permalink | 

MS | 24/1/07

Ja, dét er der! Rigtig mange. Spørgsmålene toner frem af Tomas Thøfners værk Who.What.Where i udstillingsrummet Webscape på Vestsjællands Kunstmuseum. Hvidt på sort hænger de og lyser i mørket. Ideen er simpel og omfattende: Tomas Thøfner har lavet et computerprogram der gennemsøger et givent website for spørgsmål. En spørgsmåls-browser. Alt andet er væk: Ingen vinduer, ingen menuer, ingen knapper, ingen cursor, ingen links, ingen farver, ingen reklamer, kun spørgsmålstegnets lille stiliserede øre og det spørgende udsagn der går forud.

I rummet står en skrivepult med tilhørende lampe, en grøn havebænk hvor man kan sidde og filosofere mens den digitale edderkop kravler rundt i det store www-spind og jager spørgsmål. Nettet er et sted vi fortrinsvis søger svar eller information, og Thøfners værk vender søgningen tilbage mod den søgende med et tankevækkende enkelt greb: Hvert lille spørgsmål bliver pludselig, i sin vægtløse tilstand, stort. Eller får en anden tyngde.

Som digteren selv formulerer det: "Mening er underlagt tyngdekraften. Når udsagn rykkes fri af deres kontekst, falder de hurtigt mod jorden. Vi kan prøve at gribe dem i luften, men hvis det ikke lykkes, så fortsætter faldet. Enten falder de til jorden, som man siger, med et klask, eller de giver et eksplosivt brag. I begge tilfælde er jorden de menneskelige fællesnævnere, eksistentialerne, al det som ethvert udsagn i sidste ende refererer til."

Den egenskab, at den sproglige ytring kan refererer til den helt store kontekst - eksistens, liv, død, sproget selv - deler værket med poesien. Mon ikke de fleste vil gå rystet og opløftet fra Thøfners Who.What.Where og mindet om, at det i grunden er vigtigere at finde spørgsmål end svar?

I forbindelsen med udstillingen er der fremstillet et anbefalelsesværdigt katalog som trækker tråde til andre netværker og beslægtede net-eksperimenter.

Læs også Ron Sillimans spørgsmålsbog.

#275 | permalink | 

HJ | 10/1/07

Der er ikke nogen logik i bogstavernes rækkefølge i alfabetet - og måske har der aldrig været nogen. Bogstaverne er (med visse tab og tilføjelser) overleveret i samme orden fra kultur til kultur og fra generation til generation, lige siden begyndelsen med det semitiske alfabet i det andet årtusinde f.Kr. Ingen ved, hvordan rækkefølgen blev bestemt. Man kan undres over denne trofasthed over for en tilfældig orden - men hvorfor ændre på en succes?

På skrivemaskiners tastaturer blev den alfabetiske rækkefølge dog udkonkurreret. Med qwerty-tastaturet skal nabotaster kun sjældent slås an lige efter hinanden - og det var af tekniske grunde vigtigt i skrivemaskinens tidsalder. Udgangspunktet var hyppigheden af bogstavpar i engelsk, men også i danske ord er de fleste qwerty-bogtavpar sjældne, især dem i nederste række: zx - xc - cv - vb - bn - nm.

I dag ville det ikke være noget teknisk problem at have hyppige bogstavpar placeret side om side. Muligvis ville det tværtimod være praktisk at minimere den afstand fingrene skal flyttes fra tast til tast. Der findes også alternative tastaturer - men ligesom med alfabetet er verden trofast over for den veletablerede meningsløse orden.

Med sms-tastaturet på mobiltelefoner er alfabetrækken tilbage, fordelt på otte taltaster. Eftersom hvert tal repræsenterer flere bogstaver, kan samme talkombination repræsentere flere ord. Kombinationen 3-8 repræsenterer både e-t og d-u, 3-6-3 repræsenterer både f-ø-d og d-ø-d, og 5-9-7 både l-y-s og k-y-s. Når man bruger T9-funktionen kan den slags sammenfald godt sætte kulør på kommunikationen. De fleste ord repræsenteres dog af en unik talkombination, og faktisk er det overraskende nemt at skrive med færre taster end normalt.

Egentlig ville jeg foretrække at kunne taste alt med én hånd - eller måske bare én finger? Hvorfor ikke vende tilbage til morsesystemet og vælge alle bogstaver med en eneste tast - æstetisk og enkelt?

#274 | permalink |

AL | 6/1/06

I den enorme samlingen av bøker, chap books og tidsskrifter i Poetry and Rare Books Collection ved SUNY Buffalo, ble jeg for noen år siden oppslukt sittende og lese i Jennifer Moxleys og Steve Evans' The Impercipient Lecture Series, en bunke fotokopierte, månedlige kritikkpamfletter. Et av numrene (10/1997) het The Dictionary of Received Ideas, med henvisning til Flauberts Dictionnaire des idées reçus (på dansk: Klichéordbogen), en av litteraturhistoriens mest nådeløse avsløringer av tidsriktige oppfatninger, konvensjonell visdom og språklige floskler.

Moxley og Evans' versjon var mildere, og snarere enn å vise hulheten i borgerskapets fornuft og konversasjonskunst, skapte den et alfabetisk kart over den samtidige, nordamerikanske poesisamtalen - med kritisk brodd. Oppslagsverkformen ble brukt til å gi et encyklopedisk tidsavtrykk, mens den spisse humoren minnet om at poesi også handler om årvåkenhet for når en frisk tanke stivner til klisjé og ortodoksi.

Jeg kommer på ILS når jeg leser det nye Lyrikvännen, der redaktørtaburetten er utlånt til O-tidskrifts Elise Karlsson og Martina Lowden. Der ILS la seg i forlengelsen av Flaubert, skriver Lyrikvännen seg opp mot Alf Henriksons Verskonstens ABC. I stedet for ILS' satire finner vi gatesmarte oppføringer med et (selv-)opplysningsprosjekt i bånn. Litt for sjelden utnytter nummeret det skjeve perspektivets kritiske potensial - fokuset ligger heller på uærbødige oppføringer med fingerspissfølelse for samtidige hybridformer og subkulturelle språkkoder. Som når "spam poetry" presenteres som en strategi for å "filtrera skiten genom språkfiltret som är blicken och komme ut ögonfärgat [...] kapa en mäktigare röst för att buktala den baktalad", eller "Ekfras" eksemplifiseres av et fascinerende dikt skrevet over Harmony Korines Gummo (begge tekster av Viktor Johansson).

"Ett invecklad begrepp för en invecklad tendens til att inveckla saker. För en renässans som, utan att åter bli medeltida, har blivit medelålders - som har tappat bort sin ungdoms ljusa centralperspektiv och börjat tänka på döden." Slik begynner Malte Perssons oppføring under "Barock". Verskonstens ABC er langt fra like barokk som mange andre eksperimenter med oppslagsverket, men er lykkelig løsrevet fra et sentralperspektiv - og samtidsvendtheten er av den intelligente sorten: nummeret blir neppe stående som en ordbok over tidsåndens klisjeer.

#273 | permalink |
 

KW | 17/12/06

"Det er nok denne begejstring for det upåagtede, som jeg gerne vil tage til mig og forsøge at leve mig ind i." Ordene stammer fra Lasse Krog Møller, hvis kunstneriske praksis da vitterligt også er baseret på samlinger af det, der unddrager sig de fleste menneskers opmærksomhed. Fra det monstrøst mærkelige til det helt undseelige: transformatortårne i Kolding, stykker af himlen, lommetørklæder, cigaretskod, indkøbssedler og kruseduller fra blokken hos papirhandleren. Senest har en glemt æstetisk genre taget plads i hans museale verden: let marmor. Bogen En fortløbende bibliografisk registrant er en registrering og fortegnelse over en samling af marmorerede bogomslag og deres - med en vis usikkerhed - tilhørende bogtitler.

Det er som at komme på et hallucinerende trip ind i biologiens verden, set gennem mikroskop. Blikket suges ind af mønstre, der ligner vævs- og cellestrukturer, fraktaler, træringe, geologiske aflejringer. Mønstre man synker ind i og lader sig hypnotisere af. Eller man kan anlægge et videnskabeligt-encyklopædisk blik og kategorisere arterne af marmor: kammarmor, rosetmarmor, sneglemarmor, påfuglemarmor, tyrkisk marmor. Eller man læser - det vil sige fantaserer - billede og titel som en ekfrase. Min favorit er Georg Sarauw (red.): Russiske fortællere i dialog med noget, der ligner et psykedelisk koralrev i gult, brunt og pink. Jacques Cousteau kunne ikke have fundet et skønnere.

Som det allerede fremgår, er det en bog, der tilbyder mange aktivitetsmuligheder: man kan tænke dybe tanker om titlerne eller simpelthen fortsætte kategori-legen. Jeg fandt en yndig julekategori á la H.C. Andersen: Guldæblerne, Hjærteblade, Liden Engel, Decemberdrømme. Herligt modsvaret af monstertitler som Fra Nationalmuseets arbejdsmark, En historisk- og topografisk beskrivelse af Herselv og Viuf Sogne i Brusk Herred, Selvopdragelse og Den Christelige Ethik.

Og min yndlingstitel - også H.C. Andersen: Billedbog uden billeder.

#272 | permalink | 

MDa | 11/12/06

"Gående en halv time leser du uten engang å ville det en halv bok. Hele byen er faktisk en uutømmelig, grafisk, enorm og mangefarget dekorasjon ... som angriper og undertrykker deg og får deg til å forbanne alfabetet."

Den italienske forfatteren Edmondo de Amicis første møte med Paris i 1878 var sjokkerende. Amicis beskrivelse av storbyens kakofoni gir en pekepinn på hvor lenge det (såkalte) offentlige rom har vært dominert av reklamens språkdrakt. Og i dag når nærmest alle byer har solgt kontrollen over gatebildet til reklamegiganter, er det ikke mange muligheter for å uttrykke seg i byen hvis man verken vil betale for det eller tør å bryte loven.

De ulovlige "alternative" uttrykk og intervensjoner er fokuset i Jonas Gülstorffs bok Når gaden taler. Med et mobilkamera har han fotografert og dokumentert over hundre danske gatekunstverk: graffiti, stencils, kollager og klistremerker hentet fra det Gülstorff i bokens forord kaller gatens døgnåpne gallerier. Og det interessante med denne ofte anonyme gatekunsten, skriver han, er at man selv er nødt til å "tænke over hvad afsenderen har ment." Gatekunstens subversive potensial, med andre ord.

Men til tross for min interesse for gatekunsten, er boken dessverre en skuffelse. Blant det overveldende flertallet av tekstbaserte verk i boken er det langt mellom de merkelige eller tvetydige budskapene som vekker refleksjon eller forundring. For programmatisk hat mot Bush, Anders Fogh, rasisme, dansk krig og asylpolitikk er etter min mening ikke uttrykk for "poesien i gadebilledet". Det er derfor kanskje ikke så overraskende at de noe grumsete mobilbilder ikke har mer enn ett identisk motiv med Afsnit Ps pshot-samling. Men til tross for at Gülstorffs gatebilde er skrevet med en forutsigbar sprittusj, er det verd å lete etter de få unntakene - både i boken og i byen ellers.

#271 | permalink | 

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)