Vi var af gud ved hvilken årsag endt ude ved Pisa sammen med nogle italienske venner. Det var et ret camping-agtigt sted med nogle store brune søer og en masse små stenhuse, hvor folk sad og fiskede. "Pisa put-and-take" stod der på et skilt. Der var ufatteligt varmt og min første tanke var: Død - dette er Døden! Stedet mindede mig om en sø, jeg så i Malawi i Afrika, hvor der var sygdom overalt, og folk lå i deres hytter med AIDS og bylder, og der var små snylteorme i vandet, som borede sig ind i huden, når man gik ned i det. På overfladen var der smukt, men den rene død lige under. Det samme var tilfældet her; jeg er stadig sikker på, at det er her Døden holder til, at det er her, den bor.

Der skete absolut intet. Behøver jeg at sige, at vi ikke fik bid en eneste gang, mens dem ved siden af hev den ene gigantiske gulbrune karpe op efter den anden. Og smed dem ud igen! For det var dét, det hele gik ud på: at fange fisk og smide dem ud igen. Vandet var forurenet, så man ikke kunne spise fiskene. Lystfiskerne var af en hel bestemt type; lidt rockeragtige, med tatoveringer og karseklippet hår og joggingtøj, og så imellem et par særlinge med underlige hunde. Der var også nogle få professionelle, der havde en hel masse grej: stole med hjul på og skuffer til kroge og woblere og liner og madding.

Når man ankom til "Pisa put-and-take" betalte man for "fiskeretten", og fik derefter udleveret en rusten konservesdåse med maddiker, levende maddiker af den slags som skal fortære vores kød, når vi skal ned i jorden. Maddikerne ormede rundt nede i dåsen, og dåsen bølgede og bævrede, og de søde kræ møffede rundt. Det var ligesom dem, man skulle fiske med. Nogle af de professionelle havde en hel kasse med maddiker med hjemmefra. Man kan forsigtigt prøve at forestille sig hvordan de fremavler dem, men nej... De professionelle sad enten ved siden af kasserne eller ovenpå dem, og engang imellem stak de så en hånd ned i kassen og smed en håndfuld ud i vandet for at lokke fiskene til.

Det mærkelige var, at efterhånden som dagen skred frem, faldt jeg ind i en mærkelig døs; rundt omkring de brune søer sad folk og fiskede, og det hele var meget fredeligt. Næsten for fredeligt, for afslappet, som om det hele var iscenesat for, at jeg skulle bide på krogen. Her er vel nok hyggeligt, ikke? Der var bedsteforældre, der lå og sov i græsset, og andre havde børn med, som de løb rundt efter eller rejste op igen på legepladsen. Eller de små pus plaskede i et badebassin, hvor vandet havde præcis samme brune farve, som i de mærkelige søer med de store abstrakte fisk nede i. Der var et højttaleranlæg med musik, og af og til blev der annonceret en konkurrence.

Dagen gik og jeg begyndte at slappe af, Døden var måske slet ikke så slem endda, der skete bare ingenting, den var indtrådt. Det var den absolutte tomhed. Måske var det hele simpelthen en mild udgave af helvede, et af de mere barmhjertige helveder. Men tænk hvis man skulle være her altid og aldrig aldrig aldrig fange noget. Man ville virkelig komme til at kende alle de andre i de små stenhuse med numre på, numre der ikke så ud til at følge nogen som helst form for logisk rækkefølge (nogle huse havde bogstaver i stedet for tal). Den samme ville vinde konkurrencen hver dag. Det ville være et udspekuleret helvede, som nok ville virke barmhjertigt i starten, men efterhånden og langsomt i sandhed være virkeligt djævelsk.

Jeg er ikke klar over, hvor længe vi blev der. Men pludselig var der opbrud overalt. Vi tog ind et sted og spiste pizza, og bagefter kørte vi hjem.

næste bidrag