 |  | |||||||||
 |  | |||||||||
 | ||||||||||
 | | | | | | | | | | |
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
DEN HOLLANDSKE PIGE Omgivet af Sydtunesiens nærgående venlighed mindes jeg en hollandsk pige, jeg mødte i Cairo. Sammen med sin kæreste ejede hun en lille flok kameler, små og store, lyse og mørke. – To år i træk vandrede de sammen i ugevis gennem Egyptens ørkensand. Så gik de fra hinanden. Ikke i ørkenen, men midt i Amsterdam. Året efter tog hun tilbage igen, alene, hvis man ser bort fra dyrenes lyde og bevægelser – og oasernes gæstfrihed. Ofte er det snarere selskabeligheden end ensomheden, der hersker i ørkenen. Hun så sig omringet. For i det mindste ind i mellem at undslippe landsbyfolks overdådige omsorg og indånde en smule afsondrethed, lidt tavs aftenluft, ledte hun længe efter en nogenlunde uanstødelig og anerkendt undskyldning – og fandt den til sidst efter talrige forsøg: Jeg skal lige ud at se til mine kameler. Det forstod alle. Som det ikke var ensomheden, hun frygtede at møde, var det heller ikke glemslen. Ørkenen kan lægge sit rillede tæppe over hele byer, men den kan også huske. Stivnede fodspor, aldrende lejrpladser, bålenes sodede sand, afdækkes undertiden af blæsten. Skattejægere drømmer om at falde over ældgamle karavaners tabte guldmønter. Og også den hollandske pige drømte, men uroligt. Under hver dagsrejse var hun bange for at finde tegn, der antydede, at hun gik i sin afbrudte kærligheds fodspor.
| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| | | | | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | ||
| | |