Jeg går tur på kirkegården i Vinci, og kommer til at tænke på det prosastykke af Klavs Bondebjerg, hvor han beskriver de fotografier, der smykker dødsannoncerne i arabiske aviser, fotos der som regel stammer fra ansøgninger, "i døden undslipper araberen endelig bureaukratiet, skulle man tro; men dødsannoncen ligner endnu en ansøgning. Og hvem kan love, det er den sidste?"

Italienerne sætter fotos på deres gravsten. Nogle af fotografierne på kirkegården i Vinci er tydeligvis pasfotos taget i automaten inde ved stationen i Empoli. Andre er håndkolorerede udgaver af gamle sort-hvide fotos, nærmest daguerreotypier, andre igen er beskårede feriefotos, hvor genstande og skygger af andre personer optræder i baggrunden. Når man bliver fotograferet i Italien, må man uvilkårligt tænke: Dette billede kan ende på min gravsten!

Gravene er af marmor og smedejern på kirkegården i Vinci, og i dag er de dækket af friske blomster og levende lys. Duften fra de mange blomster er tung og krydret. Roser, asters, fresier, hvide, røde, gule; blege kødfarvede tulipaner og hvide liljer. De døde ligger på hylder, side om side, den moderne kirkegård er støbt i beton beklædt med røde mursten, etagebyggeri. Dér et lille mausoleum for to tidligt døde teenagedøtre. Forældrene har bestilt en maler til at male døtrene som flyvende engle ved siden af Jesus.

Flere fotografier. Blomsterduften er overvældende. Jeg sætter mig ved en grav med særligt mange blomster. Jeg begraver hovedet i roserne og dufter, suger hver duftspore til mig, inhalerer grådigt rosernes næsten kvalmende duft, trænger dybere og dybere ind i duftlabyrinten, kronbladene flænges efterhånden som jeg tværer hovedet rundt i de omhyggeligt opsatte buketter. Det er den dødes blomster. Han smiler så indtrængende fra sit fotografi. En skuespiller, en forfatter, en repræsentant? Først nu ser jeg, at han er død for blot et par dage siden, og at han blev født samme dag som jeg. Men det er ikke mig. Jeg genkender ham ikke. Jeg løber bare, som en sindssyg, ud fra kirkegården, ud i den friske forårsluft, ud i eftermiddagen, der strækker sig næsten endeløst foran mig.

forrige bidrag | næste bidrag