Den første gang, jeg mødte ham, var jeg i færd med at krydse en trafikeret gade. Vi skulle over den samme fodgængerovergang. Jeg skulle lige til at løbe ud efter min bold, da jeg standsede og fik øje på ham. Han var usædvanlig høj, behørigt klædt i sort og med leen slængt skødesløst hen over skulderen. Han smilede venligt og gik over gaden, som om intet var hændt.

Nogle år senere så jeg ham næsten dagligt. Han arbejdede som postbud i det kvarter, hvor mine forældre boede. Jeg stod som regel ude på vejen og ventede på ham. Vi fulgtes ad et stykke ad ruten, og jeg fik lov til at bære nogle af brevene ind til folk. En sommer kom der pludselig en afløser. Det blev varmt, og vi tog til stranden. Jeg badede sammen med en veninde, og vi overraskedes af en stærk understrøm, veninden blev trukket ned og var umulig at finde. Han stod mellem dem, der forsøgte at hjælpe.

Engang mødtes vi på en færge. Jeg var gået op på soldækket. Han havde en orange kedeldragt på og var i gang med at skifte et lysstofrør. Jeg var allerede kravlet op på rælingen, da jeg så, at det var ham. Da vi kørte fra færgen, sad han på bagsædet af en bil og vinkede til mig. Nogle år senere skulle vi tilfældigvis med samme fly. Han ventede lige bag mig ved check in-skranken, men ombestemte sig og valgte en anden kø.

I en periode var jeg overbevist om, at jeg så hans ansigt i hvert eneste på gaden. Der skulle kun et smil eller en kejtet bevægelse til, så var han der. Jeg gik til en psykolog, men var lidt for længe om at opdage, hvem det var, jeg betroede mine inderste tanker til.

På det seneste har jeg fået den tanke, at han ikke nødvendigvis er af menneskelig natur. Han kan også være en solsort, der synger i et træ, en solopgang, en saks på et bord, en telefon, der giver sig til at ringe, en sky, et stykke musik eller en passage i en bog. Alligevel er det ikke længere siden end i går, at jeg så ham i fjernsynet, hvor han smilende medvirkede i et program om spædbarnspleje.

forrige bidrag | næste