| - forslag til en sproglig miljøafgift Såvidt jeg har forstået, har vi love, der forbyder at udnytte børn, dyr, kvinder, farvede og andre udsatte grupper i reklamer. Vi vil gerne beskytte dem imod at blive udnyttet. Det sker selvfølgelig alligevel, men de får i det mindste penge for det, og så er det måske, at det ikke længere hedder udnyttelse. Det har slået mig, at sproget er meget værre stillet. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvordan sproget må udnyttes i reklame eller anden offentlig kommunikation, med eller uden salg for øje. Der er for det første ingen lov, der beskytter sproget, og sproget får for det andet aldrig honorar. Fotomodellerne får skyhøje honorarer, de får deres eget talkshow og deres egen kalender, ligesom romerske kejsere, men sproget får aldrig noget, selvom det uden tvivl sælger meget bedre end selv de dyreste fotomodeller. Vi ved selvfølgelig alle, at sproget som sådan ikke lider overlast, fordi sproget som sådan ikke findes. Sproget findes kun i de sprogende individer, fordi de findes i et sprogende kollektiv. Og det er netop den sprogende evne, der lider overlast. Den evne er desværre ligesom hørelsen: man kan ikke slukke for den. Man kan ikke lade være med at læse de ord, man får smidt i hovedet, uanset at man på forhånd ved, at de i bedste fald er intetsigende. Øjnene kan ikke lade være, de læser alt muligt ligegyldigt, som de virkelig burde holde sig for gode til. Og reklamen spekulerer i denne fuldstændig ukontrollerbare sproglige bulimi, som åbenbart er uhelbredelig. Den stammer sikkert fra den gang det forhistoriske menneske skulle være på vagt over for de vilde dyr. Det forhistoriske menneske, hvis limbiske system sørgede for at læse ethvert tegn hurtigere, end hjernen kunne nå at overveje det, overlevede længe nok til at parre sig med en anden hurtiglæser og blive vores stamfar. Og nu hænger vi på instinktet. Måske er en ny naturlig udskillelse i gang, hvor kun dem, der aflærer sig denne evne til at læse hurtigere end sin egen skygge, overlever og formerer sig? Nok desværre ikke. Det er altså dette ulyksalige instinkt til at læse alt muligt, reklamen udnytter, og det er dét instinkt, der skal beskyttes eller i det mindste modtage retmæssig kompensation. Fotomodellerne får glamourøse honorarer for deres medvirken i noget, hvor det jo egentlig er de uskyldige modtageres ufrivillige instinkt for en bestemt art skønhed, der udnyttes. Det er ikke fotomodellerne, der tager skade af at optræde nøgne, det er jo dem, der ser på det. Det er modtagerne, der bliver udnyttet. På samme måde med sproget: det skal nok overleve selv de mest imbecile mishandlinger, men de hjerner, der læser stupiditeterne igen og igen, bliver vansiret. Tendensen synes at brede sig. Entydige reklameslogans er efterhånden det mindste af det. Nogen lader til at være besat af at tilfredsstille vores sprogbulimi ved at sætte ord på alting. Det er en anden slags ord, end dengang man satte ord på bygninger, som for eksempel 'Med Lov skal man Land bygge' eller 'Gerning kræver Tid, men Tid kræver også Gerning'. Det er en særlig slags næsten tomme ord, der giver sig ud for at være venlige, men der hvor den venlige bevidsthed bag ordene burde være, er der tomt. Jeg vil ikke kolportere de bevidsthedsforurenende eksempler, men man kan tænke på alle de venlige ønsker og hilsner, der løber utrætteligt over displayet på kaffeautomater, også når man hader maskinen, fordi den ikke virker. Automaten er upåvirket; den er nærmest buddhistisk venlig med sine gode ønsker og positive indstilling. Tendensen er i så voldsom vækst, at selv det stilfulde SAS giver efter for den uforståelige trang til at servere overflødige ord for øjet over alt. Der står ikke længere SALT og PEBER og SUKKER på de små portioner, der ligger i flybakken, men et lille vers eller en lille sproglig refleksion, eller hvad det mon skal forestille. Jeg vil som sagt nødig forurene læserenes øjne, men jeg kan måske demonstrere min pointe: Se selv, du kan ikke lade være at læse det, ikke engang når du skal opsøge det selv (klik på billederne): |
