| | |||
| | | | |
 | ||||
Tegning: | ||||
| | | | |
 | ||
| | |
Du må forestille dig et lyst gallerirum med store ruder ud til Bredgade. På et rødt kvadratisk gulvtæppe står nogle møbler og gør kuben over kvadratet til et rum, et rart, almindeligt rum, hvor man kunne hænge sin frakke på stumtjeneren, sætte sig i stolen og tage en bog fra reolen. Det ligner en udstilling i en møbelbutik. Men læseinstinktet får færten af noget andet. Den nydelige stol er også et J, reolen er også et E, spejlet er også et g, sidde-tingen er også et V og så videre: JEg ViL altid ELSKE dig. Sådan kan rummet læses (læse: af latin: legere, samle (for eksempel en suppe)). Det er meget grænseoverskridende at læse i tre dimensioner, men på den anden side: hvordan skulle den sætning ellers skrives, eller hvad det hedder, når det foregår i tre dimensioner? Sætningen må stå så monumentalt insisterende og indbydende, næsten bydende: Bo så her! Men sætningen står også i '- et lejlighedsdigt' (af Kaspar Kaum Bonnén i Banana Split 19/2000). Den står i tekstens midterste afsnit, som er en forelsket nedsmeltning mellem det første afsnits indkredsen af et du og et jeg og sidste afsnits afkølede hverdagsperspektiv. I det midterste afsnit er det både Højsang: Kom med din hånd. og desperate forsøg på at indprente sig i hinanden og kondensere sproget til noget, der ligner ting, der begynder med stort ligesom navneord før i tiden: Jegsavnerat____Jegspurgteom____Jegvilleat Spørg også mig. Jeg vil altid elske dig. Sætningen står jo stadig i tidsskriftet, men møbelbogstaverne står ikke længere i galleriet. Jeg har tegnet-skrevet dem, så du måske kan forestille dig dem. Muligvis er installationen blevet købt - jeg tror den kostede 33.000 kr. - og nogen har indrettet et hjem på det røde kvadrat. | ||
| | |
 | Installation: Kaspar | |||
| | | | |
 | ||
| | |
 | ||
| | |
| | |