Tomas Thøfner: Sjælens atomer. Poesi. Borgen. Udsnit fra omslag.

- Tomas Thøfner digter efter sjælen i sin nyeste bog

Tomas Thøfner (f. 1970) er en sprælsk og selvlysende fisk i poesiens hjemlige vadehav. Når man læser hans digte, føler man sig ofte sat over for små filosofisk twistede rebusser fyldt af en umættelig spørgeiver. At digtene samtidig aldrig rummer noget, der bare kunne minde om en form for facitliste, betyder, at læseren roligt kan mobilisere alt sit intellektuelle overskud.

I sine efterhånden fem bøger har Thøfner nysgerrigt efterprøvet tankens kraft, når den udsættes for en digterisk form. Tomas Thøfner er, hvad man kunne kalde en filosoferende digter, hvor det er tanken, der herser med kroppen, og hvor det digteriske sprog er tankens arbejdsbord. Han er således i hjemligt lyrisk selskab med digtere som Per Aage Brandt og Niels Lyngsø, hvis værker også har kastet flere frugtbare resultater af sig i sammensmeltningen af filosofiske problemstillinger og digterisk formsprog. Men hvor især Lyngsø er fænomenologisk orienteret i sin digtning, og hvor digter-jegets krop spændes op om som et sansemodtageligt sejl for vind og verden, er Thøfner i højere grad sprogfilosofisk forankret. Sproget er digtets redskab, men hvor peger det egentlig hen? Peger det blot på sig selv som sproglige grimasser, eller peger det ud mod en virkelighed hinsides digtet? Dette er en gammel diskussion i litteratur- og filosofihistorien, men den får hos Thøfner ny næring ikke mindst på grund af digtenes mange smådiskussioner med Ludwig Wittgensteins sprogfilosofi. Thøfner har i det hele taget en fin evne til at inddrage og sammenstille andre tænkeres og digteres udsagn i sine digte samtidig med, at han ofte formår at tænke videre i forlængelse af forlæggene.

Thøfner er heller ikke bleg for at lade poesien føre dialog med andre kunstformer for at se, hvad der sker i grænselandet mellem genrerne. Hvilken betydning opstår der, når poesi parres med fotografi? Eller når man lader et computerprogram generere ordsammensætninger efter matematiske principper? Bliver sidstnævnte en ligegyldig gang cut-up nonsens? En gang blodfattig automatskrift uden den forventede associationskædereaktion? Eller kan der skabes nye overraskende billeddannelser og betydningssammenhænge? Dette er nogle af de spørgsmål, som Thøfner har stillet og med konsekvens udført i sine bøger. Personligt vender jeg ofte tilbage til bogen Det synkrone fra 2000, som Tomas Thøfner skabte sammen med billedkunstneren Thyra Hilden. Heri mediterer Thøfner i en række suverænt klare digte over fotografiets væsen og over de sproglige vendinger - det vil sige de klicheer - som vi alt for ofte forsøger at indkredse og forfladige fotografiet med. Mit favoritdigt fra bogen siger det slående enkelt:
 

Overtroen at man kan tabe sin sjæl ved at blive
fotograferet er næsten sand, blot fortegnet, for det
er ikke motivet som risikerer at miste sin indre
tåge, men øjet bag linsen som for hvert billede
mister endnu en måde at se på og dermed formøb-
ler sit inderste i en fortsat serie af eksponeringer
 

At også poesien kan udtømme muligheder og måder at anskue verden på, synes at være hele drivkraften bag Thøfners egen sproglige udtrykstrang. Dette: At sige verdens paradokser imod med sprog, og fornemme klarheden, når det lykkes ordene at finde bag om realiteternes sære sammenhænge. Set fra denne vinkel er Tomas Thøfner en vanvittig ambitiøs lyriker. Han vil ikke blot skrive digte til og om verden. Han vil tænke og filosofere med dem. Man kan sige, at han ønsker at åbenbare de bagvedliggende strukturer i verden ved i sproget at lade filosofiens spørgsmål møde digtets uortodokse form.

Det er denne, digtenes stædige, insisteren på at omtyde de klassiske filosofihistoriske paradokser og ubesvarede spørgsmål i et blottet sekunds bare røv og viklers, der udgør grundkernen i Thøfners lyrik. Det er disse åbne ridser og sprækker mellem sproget og verden, mellem teori og erkendelse, som Thøfners poesi nysgerrigt fokuserer på.

Som digter er han en dandy, der jonglerer med formler, sprog og filosofi, som var det stok og bowlerhat, og får det hele til at se krystalklart umuligt ud. Dette er sådan nogenlunde den udfordring og risiko, man løber, hvis man lukker ham ind i sit mentale landskab. De kan teste Dem selv her. Vær venlig at tage en dyb indånding. Er dette mon noget for Dem?

Sådan ser det mest formaliserede Thøfner-digt ud i hans nyeste bog: Sjælens atomer, der over 50 ordbølgende sider forsøger at efterspore den menneskelige sjæl og dens egenskaber. Bogen har fået genrebetegnelsen “poesi”, men befinder sig snarere i grænselandet mellem essay, digt og annekdotisk filosofihistorie. Det hele smedet sammen i den særegne Thøfnerske legering, hvori underspillet humor og en afdæmpet melankoli også indgår.

I Sjælens atomer kommer man vidt omkring fra buddhismen over Lucky Luke til tænkte science fiction-agtige forsøg med spaltning af mennesker. Det lyder måske som en omgang akademisk sejtrækkeri, men bogens tone er lys, og de forskellige sjæleteorier serveres i overbevisende enkle billeder. For eksempel her, hvor den buddhistiske reinkarnationstanke præsenteres således:

Thøfner standser dog ikke ved den blotte parafrasering af, hvad buddhismen hævder om sjælen. Thøfner burger de forskellige religioners eller filosoffers egne metaforer til at tænke videre med, hvorfor det på næste side hedder:

En bog om sjælen kan naturligvis ikke komme uden om kroppen. Verdens ældste dualisme, den mellem krop og sjæl, der har sin oprindelse fra de græske filosoffer, betragter Thøfner fra flere vinkler, hvoraf en af dem er vist i det netop citerede buddhistiske eksempel. Selv synes han mest interesseret i myten om sjælen, altså om sjælen som en metafor, mere end i, om kroppen kan siges at have en eller anden form for bagvedstyrende princip, der kunne kaldes for sjæl.

Thøfner sammenstiller i flere af bogens digte de forskellige sjæle-metaforer, og det er disse steder, at Sjælens atomer for alvor fremstår som en givtig og billedtænkende bog.

Her bliver der tænkt nyt af Thøfner samtidig med, at de forskellige metaforer kommer til at præge og hente betydning af hinanden, og dermed bliver blandt andet kristendom og overtro (spøgelsesmystik) og buddhisme føjet sammen på subtil vis. Man kan sige, at bogens tænkning akkumuleres undervejs, det vil sige, at den bliver til skridt for skridt, hvorfor de forskellige teorier og metaforer om sjælen til sidst udgør en hel lille billedsymfoni.

Også grafisk er det en livlig og bølgende bog. Digtene er skabt som opklippet prosa, der aftegner sit eget vekslende mønster. Dette bevirker, at læsningen af bogen bliver både rytmisk og abrupt, hvilket er en fin måde at vise tankens skridtvise fremdrift på. Alt sker i små ryk.

Thøfner sætter med denne bog sit eget nysgerrige og generøse sprogfilosofiske metaforaftryk på begrebet om sjælen. Bogen inddrager et væld af interessante tænkere, og den kunne for den sags skyld have inddraget endnu flere (hvorfor er eksempelvis Maurice Merleau-Ponty ikke med?). Men Sjælens atomer er en lille, kompakt og billedmættet poesibog og netop ikke en doktorafhandling. Dens sproglige enkelhed og suverænt sammenflettende billedbrug gør den til et interessant bud på, hvordan tænkning og poesi kan forenes.

Man mærker tydeligt, at det er lykkes Tomas Thøfner at komme endnu videre i sin poetiske forening af tænkning og digt, end man så det i dette års ellers så veloplagte tredje udgave af Hypoteser for to stemmer, som han har skrevet sammen med Morten Søndergaard. Thomas Thøfner er ingen James Brown. Men han er dansk litteraturs ubestridte soulman.

Tomas Thøfner: Sjælens atomer. Poesi. Borgen. 50 s., kr. 159. Omslag og design ved forfatteren

Læs også tidligere omtaler af Det synkrone og Hypoteser for to stemmer

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 21/12/02