| ||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kærlighedens alfabet | ||||||||||||||||||||||||||||||||||
Mandala (kreds på sanskrit): Buddhistisk symbol på åndelig sammenhæng og helhed, der bruges som støtte i meditation. Mandala-figurer findes også i europæisk kristen kunst. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | | | | | | |||||||||||||||||||||||||||||
Fortælleteknikken i Jan Kjærstads Tegn til Kærlighed minder om den tæppekomposition, der sammenknyttede Wergelands-trilogiens mere end 1000 sider. Som i Forføreren, Erobreren og Opdageren er den lineære plotudvikling forladt til fordel for punktnedslag, hvor sammenknytningen mellem de mange smådele danner en historie i kraft af de mange tværforbindelser, der dannes imellem dem. Som i det persiske tæppe på de tre romaners forsider, er det mønsteret, der holder sammen på romanens brogede menneskeliv. I Tegn til kærlighed er mange tidsplaner vævet sammen: der er rammen, hvor den 36-årige Cecilia installerer sig på et C-formet hotel nord for Oslo i 12 dage og med blåt blæk og pen skriver om sit liv og den måde, det er blevet forklaret på ved hjælp af kærlighedens chiffer. Tre år senere indleverer en veninde Cecilias manuskript til et forlag, som får det sat med andre tegn og trykt. Den kortfattede rammefortælling ligger ikke, som i en klassisk kompositon, omkring hovedhistorien, men krydsklippes med et erindringsspor, der griber tilbage fra pubertetsårene, forholdet til veninden Hélène, timerne i bedstefaderens værksted, de første kærester, til tiden på akademiet, de første voksne, men uegentlige kærlighedsforhold og kometkarrieren i reklameverdenen. Og dette fortidsspor fletter sig igen sammen med det nutidige kærlighedsforhold til Arthur. Yderligere er indfældet et tekstspor, der ligger uden for plottet, men i tematisk forlængelse af historien, bestående af små eventyragtige fortællinger, skrevet i kursiv om bogstavernes overnaturlige kræfter. | ||
| | |
 | ||||
Jan Kjærstad: Tegn til kærlighed. | ||||
| | | | |
Når teksten ikke virker som en kaotisk myretue, skyldes det, at de mange historier forbinder sig med hinanden via associationer. Ord eller billeder går igen og associerer til andre historier, detaljer, billeder og figurer, og derved skabes et internt linksystem i tekstens vibrerende netværk. Et eksempel er Cecilias yndlingsbogstav Q, som for hende er den energi der frigøres ved en kernereaktion. Men samtidig er Q-energien også en skaberkraft, fordi Q’et ligner en undfangelse: spermatosoen, der netop er trængt ind i ægget. Da de lærer ABC i 1. klasse har læreren svært ved at finde et godt ord, der starter med Q. Men Cecilia foreslår egetræet Quercus robur, som er hendes eget hemmelige tilholdssted. Bogstavet kan dermed også associere til Livets træ, asketræet Yggdrasill, der er stedsegrønt sålænge verden består, og som i jungiansk forstand repræsenterer menneskets selv. At lære at læse og skrive er for Cecilia et syndefald i al dets bevidsthedsudvidende vælde. Q'et er derfor også Kundskabens æble med stilk på, som hun må strække sig op på tåspidser for at nå. Og hermed etableres endnu en reference, til Arthurs for ham selv gådefulde lignelse om den henrivende tåspidsedanser med de skamferede fødder. Q'et peger naturligvis også ud mod det øvrige forfatterskab, mod Forføreren, hvor hjulet eller cirklen er et billede på et kompositionsprincip, der kan erstatte den traditionelle linje. Hovedpersonen Jonas besidder imidlertid en særlig evne til at stikke en kæp i sit eget hjul forstået postitivt således, at han er i standt til at bryde skæbnenes cirkel. På et tidspunkt, hvor han har fået en uhelbredelig sygdom, finder han på en rejse til Mount Sinai en lille cirkel, som han ødelægger. Og rask bliver han. Denne Q-figur, hvor en cirkelperiferi brydes af en indtrængende tangent, gentages i Jonas' erotiske liv, hvor han har en forkærlighed for den stilling araberne kaldte for Arkimedes' Skrue, altså at lade sig bestige af kvinderne. Og så er vi tilbage til ægget og sædcellen. Associationerne synes uendelige, og det er det, der gør det så krævende og yderst stimulerende at læse Kjærstad. Men samtidig, at man i tilfælde af flere gennemlæsninger ikke behøver at tage turen fra start til slut, men kan vælge et vilkårligt sted at kile sig ind. Cecilia (og romanen) er udstyret med et Janushoved, der både skuer tilbage mod hieroglyffernes forsvundne sproglige Atlantis, men også frem mod nye måder at opleve skriften på, som måtte have et sanseligt fællesskab med oldtidens billedgåder. Jan Kjærstad har selv i sit essay om Litteraturen og Nettet påpeget, at der med computeren er opstået en helt ny billedskrift og et helt nyt rum for skriftkulturen. Der er ganske enkelt sket en flerdimensionel udvidelse af skriftkulturen: "Den elektroniske skrift ligner mere hieroglyffer end alfabetisk skrift. For første gang er tekst, billede og lyd repræsenteret i én og samme skriftbaserede udtryksform." I essayet gør Kjærstad opmærksom på, hvordan den digitale teknologi skaber nye tankemønstre. I og med at computeren skaber nye former, åbner den også for nyt indhold, nye måder at være menneske på. I world wide web er centrum overalt, og hver del kan i princippet indeholde helheden. Den form for organisering undergraver hele det klassiske aristoteliske plotbegreb, hvor progressionen er betinget af de forudgående led. |  | |||
| | | | |
Jan Kjærstad: Tegn til kærlighed. | ||||
 | ||||
| | | | |
I hyperteksten derimod bevæger man sig tilfældigt rundt via links og egne indfald. Der er et stort moment af uforudsigelighed på spil i den form for tekst, der ifølge Kjærstad er "som at bevæge sig rundt i en storby i konstant forandring. Det der var en smøge kan pludselig vise sig at være blevet til en hovedgade." Den type erfaringer fra nettet og hypertekstgenren, de nye oplevelser og erkendelsesmuligheder, ønsker Kjærsted at bringe ind i romanen. Hans egen betegnelse for den nye romantype, han praktiserer, kalder han det litterære felt, som udspringer af et begreb hentet fra den moderne fysik. Betragter man virkeligheden som et sæt af felter, vil en af konsekvenserne være, at hver elektrisk ladet partikel vil virke med sin ladning overalt i universet og samtidig blive påvirket af enhver anden ladet partikel. Det giver både indtrykket af usikkerhed, diskontinuitet og bevægelse i små spring, og "en ejendommelig sammenhæng, et netværk af relationer, interaktioner på kryds og tværs, hvor den almindelige kausalitet er utilstrækkelig". Det litterære felt er altså organiseret som et vibrerende samtidigt felt af historier, hvor læseoplevelsen er baseret på et system af krydsreferencer, som aktiveres i læserens hukommelse under læsningen. Genrens styrke er at aktivere og stimulere hukommelsen, fremme hjernens evne til at at arbejde kreativt, sammenlignende og forbindende. Altså i langt højere grad end den traditionelle roman at invitere til associationer og tanksespring, en større grad af interaktion fra læserens side. Feltformen sætter også sit præg på sproget. Sætningerne er mere informationstætte, fyldt med ladede detaljer, hvor hvert ord ideelt set skal kunne skabe en forgrening, indeholde en linkmulighed. Hvilket åbner svimlende perspektiver for de store romaner, hvis tid stadig ikke er forbi. Litteratur og Nettet i Jan Kjærstad: Menneskets felt (1997, dansk: Samlerens Forlag 1999) Læs også Kjærstads essay Litteraturens mulighet - Romanen og nettet (1998) på Søndag Aften | ||
| | |
