Kærlighedens alfabet
Associationernes linkssystem
Hieroglyffernes gåde

elske

- Kjærstad, hyperroman og hieroglyffer
 

Titlen på Jan Kjærstads seneste roman Tegn til Kærlighed antyder, at forfatteren forfølger to velkendte temaer fra sit monstrøse encyklopædiske forfatterskab: for det første interessen for grafik, tegn og koder, som nu får lov til at gå helt amok i en undersøgelse af bogstavernes taktile verden og deres religiøse betydningsindhold. For det andet, og her taler titlens andet substantiv for sig selv, verdenslitteraturens uovertrufne yndlingsemne: kærligheden. Men denne gang er vi langt fra Jonas Wergelands promiskuøse tryllekunster med sølvtråd i ryggen og nosser af guld. Tegn til Kærlighed er en Tornerose-agtig kærlighedsfortælling om den eneste ene og om det lille kys, der trodser døden. Den undselige og i sammenhængen underlige præposition til mellem de to substantiver signalerer, at de to temaer hænger sammen, og det er præcis, hvad romanens projekt går ud på: at finde de magiske skrifttegn, som fører til kærlighedens lige så magiske kraftfelt.

Hovedpersonen Cecilia - en kendt grafisk designer midt i trediverne med en ganske usædvanlig fingerspidsfornemmelse for skrift - kommer ud for en trafikulykke, der slynger hende rundt i luften som en cirkusakrobat, hvorefter hun lander midt på den sneklædte asfalt. En fremmed mand med et A på fingerringen, stryger hende over ryggen, ligesom moderen skrev på Cecilias ryg, når hun som barn skulle sove. Cecilia slipper på mirakuløs vis uskadt fra ulykken, og hun står nu over for et vendepunkt i sit liv. Hun er ikke i tvivl om, at hun har mødt manden i sit liv. Nu skal hun bare opspore ham.

skarabæ

Eftersøgningen af ham, som skal forløse Cecilia og hendes livsopgave, flettes sammen med en strøm af erindringer fra barndommen, puberteten og det tidlige voksenliv, der alle viser, at skriftens særlige magi altid har været Cecilias drivkraft og livsnerve. Hun er for eksempel ikke mere end syv år gammel, før hun fanger en bille, dypper den i rød maling og lader dens spor fremskrive en levende ariadnetråd på hvidt papir. I skolen erfarer hun, hvordan hendes veludviklede kalligrafiske talent kan anvendes til at skrive kærestebreve for andre og dermed redde hende fra den omgang tæv, hun har gjort sig fortjent til, fordi hun er anderledes og går med outreret øjenmakeup og frisure for at ligne Kleopatra.

Først og fremmest tegnes portrættet af bedstefaderen Elias Jensen, der har det gamle Ægypten som ramme om sit arbejde, ægteskab og hele sit væsen. Som kontrast til forældrenes stagnerede tilværelse og smalltalk udgør bedstefaren og hans værksted Memphis Cecilias sande arv. Her får hun lov til at leve i oldtidens univers, spise bedstefarens middelhavsmad, dufte til de eksotiske krydderier, gå på opdagelse i hans skab med ægyptiske souvenirs: miniobelisker, amuletter, torsoer og hoveder af guder og konger og det sminkede Horus-øje, indlagt med lapis lazuli. Bedstefaderen, altid iført ægyptisk tøj, sørger over den afdøde bedstemor Elsa, hans Hapshesut, som han efter et forsøg på at genoplive hende med ægte ægyptisk mundåbningsteknik, har, om ikke mumificeret, så dog begravet på ægyptisk vis, ved at gemme hendes knogler og indvolde i kanoper i en granitklippe kaldet Theben, hemmeligt dekoreret med indhuggede hieroglyffer.

Fra bedstefaren arver Cecilia fascinationen af hieroglyfferne, men hvor de for ham henviser til en mistet verden, peger de for Cecilia mod en fremtidig mulighed. Hun lærer at tro på et alfabet, der vil komme, og som har bevaret noget af hieroglyffernes religiøse skygge og har deres evne til at skabe det, der bliver skrevet. Til at vække til live. Hieroglyfferne, horus-øjet, obeliskerne, historierne om løvinden Elsa - alt bedstefarens oldtidsinventar er for Cecilia dele af en skabning, et menneske, et højere væsen, der endu ikke findes, men som hun skal opfinde via skriften. Intet mindre vil Cecilia. Og Kjærstad.

Et andet af Cecilias yndlingsuniverser er Onkel Isaks papirtrykkeri. Hvor bedstefaren udhugger gravsten - visitkort til brug i døden -, laver hans bror visitkort af papir til brug i livet. Lethed og tyngde, liv og død står over for hinanden i en elegant symmetrisk og antitetisk sammenstilling.

I Onkel Isaks papirtrykkeri oplever Cecilia i barndommen den første form for begær - efter blytyper. Det er også her, hun i puberteten får de første seksuelle erfaringer, oven på trykkemaskiner og sættekasser, med bogstavtyper i ryggen og duften af tryksværte på huden. I trykkeriet lægges kimen til den skriftpornografi, som Cecilia (og romanen) udfolder med en fantasi og variation, der må få Peter Greenaway til at skumme af misundelse.

Cecilias erotiske eskapader før mødet med Arthur, er tragikomiske, men af stor underholdningsværdi. Der er for eksempel lysmanden Sophus - det verbale solarium -, der overbelyser hende med sin begejstring for billedkunst og russiske ikoner, og sig selv ikke mindst. Eller reklameguruen Jon, der også i sengen er så glad for sig selv, at Cecilia for ikke at kede sig, opfinder ordgasmer som "ojaojazzzzt-t-t" eller hovedstaden i Burkina Faso: Ouagadougou. Hendes kreativitet er i enhver henseende bemærkelsesværdig.

udjat, horus-øje

syrere

Bedstefaren har imidlertid lært hende, at der kun er én værdig opgave her i livet: at gøre det umulige. Og for Cecilia er det at forfølge sit kald, ikke kun kunstnerisk, men også guddommeligt. Igennem kærlighedsmødet med Arthur genoplives Memphis-værkstedets magiske univers med hele dens berusende duft af middelhavskrydderier. Den melankolsk-blide Arthur med syriske aner er manden, som skal få Cecilia til at udøve mirakler. Som en gylden gud med mandalaer i øjnene og kalligrafiske øjenbryn spiller han Bachs cellokoncerter kun iført en hvid skjorte, eller han bager med en tavshed, som om det gælder livet, litterære kærlighedsakramenter til caféen Palmyra: brød med navne som Moby Dick-brød, Don Quijote-boller, Scherezadebrød. Det er ikke kun brødene i Arthurs café, der er litterære. Det er også her, han om aftenen demonstrerer sit blixenske format som storyteller.

I kærlighedsmødet afsøger Cecilia skriften i Arthurs krop, hvis mangfoldighed af tegn åbner for den ene historie efter den anden. Han har antændt hendes krop, sjæl og guddommelige skaberkraft, og som en afsindig arbejder hun på at opfinde en helt ny skrift, der kan forløse en hidtil skjult mening. Med kroppen som ideal søger hun at orientalisere skriften og skabe en bogstavfont, hvor man også i underbevidstheden ser et glimt af et arabisk, et malayisk og et kinesisk tegn. Cecilia-fonten.

Deres kærlighedsmøde er også mødet mellem skrift og tale, ord og musik, tegn og lyd, bogstavernes materialitet og fortællingens ånd. De to sfærer smelter sammen i det, der for Paulus var størst af alt, kærligheden. Så længe det varer. Arthur har svært ved at følge Cecilias besættelse af skriften for skriftens skyld. Hvorfor gennemskriver hun de samme kapitler af Den unge Werther og Anna Karenina, i stedet for at skrive om noget? Den potentielle adskillelse, der er mellem skrift og tale, mellem det manifeste og det skjulte, er hele tiden som en truende skygge imellem dem. For Arthur er en sand ikonoklast: kærlighedens metafysiske sandhed må ikke udsiges, men skal morses, som han mener, at Gud gør igennem Bachs noder til Die Kunst der Fuge. Blotlægges magien, forsvinder den.

Og som altid sker det, der ikke må ske: I Cecilias insisteren på skriftens forrang, forråder hun Arthur og fortællingen. Det er ment som en kærlighedsgave, da hun stjæler hans fortælling om The Lost Story, udgiver den under pseydonymet C. Atlas og iøvrigt kommer til at tjene styrtende på den. Men det viser sig, at hun dermed har kappet hans livsnerve over, og han visner og dør. Nu er det, at Cecilia som Atlas-guden skal bære hele verden på sine skuldre og gøre det umulige: genoplive den døde med skriften, som Jesus genoplivede Lazarus med ordet, og ægypterne sikrede de dødes genopstandelse med mundåbningsteknikken og formularer fra Dødebogen. Underet indtræffer, samtidig med at Cecilia Atlas mister hele sit Atlantis: Arthur og den magiske skrift. Hun må nu starte forfra, i en lufthavn uden for Oslo, med at lede med pen og håbefuldt blåt blæk.

bager

hellig

Det er et storladent projekt, Kjærstad har kastet sig ud i. Og hvis ikke man hører til den type læser, der trættes af hans uophørlige opfindsomhed og utvetydige patos, må man overgive sig til lækkerierne. Både hans overdådige æsteticering af tidens sværmerier for orientalisme og mystik og hans lidenskabelige og legesyge forhold til bogstavernes former. Men det er samtidig også et både panisk-eksistentielt og Walter Benjamin’sk ærinde, han er ude i: at redde sproget, dets unikke væsen, og dermed også mennesket ud af informationssamfundets tæppebombardement af sproglige klicheer og ligegyldigheder. At erindre om, at sproget er den hellige gave og opgave, vi fik i tidernes morgen. Ta' den.

>>

Jan Kjærstad: Tegn til kærlighed. Oversat fra norsk af Camilla Christensen. Samlerens Forlag. 322 sider, 288 kr.

Jan Kjærstads forfattersider hos norske Aschehoug.

Hieroglyfferne er hentet fra Nøgle til de ægyptiske hieroglyffer, med undtagelse af horusøjet, der er fra skriften Nahkt Hieroglyphs.