| ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Illustrerede digte | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Viggo Mortensen: Nye falsknerier (udsnit af omslag) | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | | | | | | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | ||
| | |
I Søren Vad Møllers oversættelse har vi netop fået amerikaneren Viggo Mortensens digte, Nye falsknerier, på dansk. Af titelbladet fremgår det, at digtene er et udvalg af tre Mortensen-samlinger, hvoraf den næstsidst udkomne bærer titlen Recent forgeries (1998). Det oversatte udvalg er udgivet i fineste glittede udstyr med farveillustrationer og helsidesportræt af forfatteren på bagsiden. Mortensen ser ud som om, at mørket ofte trykker mod ruden. Halvdelen af ansigtet er dækket af en Cobainsk hårlok og solen spiller i skægstubbene. Der er vist en ildflue, som har sat sig på poetens pande. Digtene i Nye falsknerier kan splittes op i tre kategorier: de banalt melankolske, de forsøgt morsomme og de fem vellykkede. Generelt er digtene for meget og vil oftest for lidt. Som prosadigtet Frokost, der rummer et møde mellem en mand og en kvinde på en kaffebar. Hun er overvældende nyforelsket, han forsøger sig med sarkasme, hun overvælder ham med sin forelskelse, han glemmer sin sarkasme, han glemmer alt, hun kysser ham pludselig på kinden og tager hjem til den hun elsker, han efterladesÉ ”stirrende ud af panserglasset på et piletræs frodighed. Efter at have drukket min kaffe skråede jeg langsomt over parken, det hastede ikke med at komme tilbage til kontoret”. Som sagt: mørket trykker iblandt mod ruden og melankolien driver ned ad væggene. Det er sgu for banalt, Mortensen! Anderledes interessant er kærlighedsspillet fremstillet i tre titelløse strofer midtvejs i bogen: | ||
| | |
 | ||
| | |
”Gjorde kur som en delfin/behandler hende som en tunfisk”. Her forstår digteren pludselig at boltre sig. Nok melankolsk, men også munter og med overskud på ordkontoen. Man bliver gjort bevidst om, hvad man i forvejen ved - at kærlighed og samvær og fisk er sådan og sådan -, uden at digtet af den grund behøver at fungere som spejl. I den mellemsvære slemmertkategori finder man digte som Reno og Vader. Digte, der egentlig ikke bør hives frem, hvis det ikke var fordi, begge så pudsigt involverer ”tænder”. Slemmest i afrundingen af sidstnævnte: ”Så meget er tabt for erindringen;/alt hvad jeg har tilbage/er dine tænder”. Gustent! Hvorfor så ikke bare skrive, ”det eneste jeg husker, er dit smil”? Det ville være ærlig, ulyricistisk snak. Det andet tand-eksempel er digtet Reno: | ||
| | |
 | ||
| | |
Her kommer Mortensen på tekstens niveau ud over de værste floskler, men resultatet er alligevel totalt set tandløst. Rene nykker og fremskrivelser af det anderledes og skæve, som projiceres op til eksistentielle sandheder. Sidste-linje-kompositionen er i øvrigt gennemgående i Nye falsknerier. Mortensen skaber lyriske balloner, som han hver gang tilstræber at punktere med tekstens afsluttende udsagn. Det er bare ikke hver gang, at der er noget luft at lukke ud. | ||
| | |
 | ||
| | |
En enkelt flue i sødsuppen skal fremhæves. Digtet Kursiv for mig til at tænke på Niklas Qvarnströms Memento Malmö, hvor forfatteren lader det regne kursivt på den anden side af Sundet. Det samme gør sig jo gældende i København, og måske har Viggo Mortensen ligeledes prøvet at få regn i ansigtet på den anden side af Atlanten. Digtet minder mig om, hvor vigtigt for digteren det er at udnytte sin synskhed. Ikke når mørket trykker mod ruden, men når billedet af virkeligheden involverer billeder af skrift. Når det for eksempel regner kursivt eller ”fælles fortid bliver til reb, strækker halse”. Her lykkes det Mortensen at skabe en glidning mellem billede og skrift. ”Stenografi er lige dig”, siger han, og man er ikke fri for at ønske sig, at det også var ham selv. Mortensen har illustreret Nye falsknerier med en serie billeder malet på beskrevne ark. Han vil tilsyneladende gerne sammenhængen og har da også øje for collagens virkemidler. De mest ”tavse” af billederne - dem, Mortensen ikke formår at punktere med skrift - forekommer mig at fungere bedst. Kormak in New York er min favorit - det holder ligesom Kursiv sine løsninger for sig selv. | ||
| | |
 | ||||
Viggo Mortensen: Kormac in New York | ||||
| | | | |
Viggo Mortensen: Nye falsknerier. Illustreret af forfatteren. Lindhardt & Ringhof, 67 sider, 199 kr. | ||
| | |
 | ||
| | |
tidligere bidrag | aktuelt | aktuelt-arkiv | 30/4/03 | ||
| | |