| KIRKEGÅRDEN, MAHDIA Altid havet i baggrunden, chancen for udrejse og tilbagekomst i baghovedet. Horisontens blå dør bred som et årtusind, høj som en afgrund er dyb, men tilsyneladende let at åbne. Halvøens hvide gravsteder lyser indbydende i den modne aftensol. Nok en enke krydser kirkegården. Her dør man altså også. Men ud til vandet. | |