| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Arabisk og asemisk kalligrafi: Islamisk kalligrafi | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Maghribi-skrift, 18. århundrede | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 | | | | | | ||||||||||||||||||||||||||||||||
 | ||
| | |
Han, som underviste i pennens brug, Qur'an, Sura Al-'Alaq (96:4-5)
Den franske digter og maler Henri Michaux's livsprojekt bestod af kalligrafiske eksperimenter med skriftens abstrakte former, blandt andet som en undersøgelse af kognitive og kreative processer. Under en rejse i Asien analyserede han forskellige kulturers opfattelse af sprog, skrift og litteratur. Han bemærkede, at sanskrit fremstod som et panoramisk sprog, kinesisk var en overvældende rigdom af lydnuancer, mens arabisk skrift bestod af linjer. Linjer, som kalligrafen animerer og slynger rytmisk i rummet. Ifølge den irakiske kalligraf Hassan Massoudy består den arabiske kalligrafs arbejde i at få skriftlinjerne til at danse. Såvel den fjern- som mellemøstlige kalligrafis eksotiske fremmedhed har udøvet en magisk fascination og været en stor inspirationskilde for den vestlige digtning og billedkunst. Samtidig med at den har fremstået utilgængelig. Især den arabiske skrift synes at være omgærdet af mystik og uforståelighed, måske fordi den er udspændt mellem den største betydning og ren abstraktion. Den er domineret af Koranen, gennemsyret af metafysisk betydning og fuld af ærefrygt. Samtidig med at restriktionen mod det figurative og repræsentation har avlet en ustyrlig vækst af mønstre og arabesker, der fra tid til anden helt løsriver sig fra det sematiske indhold. | ||
| | |
 | Detalje fra en side af Koranen, karmatisk skrift, en ornamental version af østlig kufi | |||
| | | | |
Ud fra en generel betragtning er det sprogets fascinerende væsen, at det besidder en dobbelthed mellem at være et almindeligt kommunikationsredskab, der bygger på genkendelse og gentagelser, og et enestående materiale, der er i stand til at udsige det enestående og i princippet usigelige. Ligesom i andre højt udviklede kulturer indgik skriften også i den islamiske som det kommunikationsmiddel, der fik et kompliceret samfund til at fungere. Men samtidig havde den arabiske skrift fra den allerførste tid en særstatus. Ifølge myten, var det på arabisk, at Gud via englen Gabriel åbenbaredes for Muhammed, og det var ved hjælp af det dengang anvendte arabisk, at disse bud nedfældedes i Koranen. Da Koranens tekst kom direkte fra Guds mund, var den i princippet uoversættelig til andre tungemål - der er stadig ortodokse muslimer, som er imod koranoversættelse - og både sproget og skriften fik en hellig karakter. For Islam og muslimerne er sproget et mirakel, og kalligrafien er derfor deres mest værdsatte kunstform (mens den i Vesten ikke engang udgør en selvstændig genre). Den nordarabiske skrift læses fra højre til venstre og bestod oprindeligt primært af konsonanter. Ved begyndelsen af det 7. århundrede var den stort set udviklet til den skrift, man kender i dag, og på trods af manglende diakritiske tegn (forskellige prikker og accenter, som for eksempel angiver dobbelte konsonanter) og vokaler i de tidligste koranskrifter, kan man dog læse dem uden de helt store vanskeligheder. For at afhjælpe forveksling mellem de konsonanter, der lignede hinanden, anvendte man forskellige farver blæk. Kufi er navnet på den altdominerende Koran-skrift frem til omkring år 1000, en kraftig skrift med tendens til horisontal udstrækning. Omkring år 1000 blev der - ud fra et modulsystem baseret på en rombeformet prik dannet af to krydsstillede mærker afsat med rørpennens spids, et standard-alif - bogstavet A - dannet af et bestemt antal prikker, samt en standard-cirkel med alif som diameter - fastlagt nøje regler for de enkelte bogstavers størrelse og udformning. | ||
| | |
 | ||
| | |
Som sagt henviser denne højt kultiverede og regelbundne skrift paradoksalt nok til det ultimativt umålelige. Egennavnet - den eneste ordklasse, der ikke henviser til et betydningsindhold, men blot peger - har derfor været genstand for stor kalligrafisk opmærksomhed. Og frem for alt naturligvis gudsnavnet. Hver sura (kapitel i Koranen) indledes med påkaldelsen af Gud ("I Guds navn, den nådige, den barmhjertige"), den såkaldte bismillah. Den kalligrafiske udformning af Guds navn har optaget såvel den arabiske filosofi som kalligrafer i århundreder. Der er hverken blevet sparet på bladguld eller fantasi, i de talrige kalligrammer kan Gud gladeligt være en pære eller en drikkende fugl. Men også de rige sultaner har haft råd til at få deres prestigefyldte signaturer udført i guld. Mere stilfuldt end vor tids sølle visitkort! I begyndelsen af visse suraer finder man de såkaldte futûhât, isolerede bogstavtegn, som er fuldstændigt uforklarlige og arbitrære. De har været underkastet mange meditationer og anagramstudier med henblik på, om en given kombination af tegnene kunne afdække Allahs navn. De siges at gemme på Allahs hemmelighed og har til formål at forvirre de vantro. Islamister har peget på forbindelsen til sufismens hvirvlende dervisher, der i den ekstatiske dans søger enhed med Gud. Fra en profan synsvinkel er det svært at se dem som andet end en ukontrollabel og dybt menneskelig æstetisk lyst til at frembringe meningsløse, dansende linjer. | ||||
 | ||||
| | | | |
 | Anonym oversættelse af Euklid (1188) | |||
| | | | |
Stillede man krav til, at den koranske skrift skulle være mulig at afkode, var man til gengæld liberal i forhold til andre indskrifter. Ikke mindst uden for bogens verden udfoldedes skriften med stor fantasi, blomster og blade, menneske- eller dyrehoveder. Den stiliseredes indtil næsten ulæselige ornamenter og dannede forbillede for den egentlige ornamentik, der slet ikke kunne læses, såkaldt pseudokalligrafi, som voksede vildt på både tæpper, bygninger og bogsider. Eller den bredte sig nøje udregnet i form af abstrakte geometriske mønstre, mens muslimske filosoffer forsøgte at afdække sammenhængen mellem skriftens proportioner og Euklids geometri. De arabiske kalligrafer mente, at skriften udtrykte sjælens geometri. At tegne og beregne skriften var nok en søgen efter at blive ét med Guds væsen, men ikke mindst var det en søgen indad og en længsel udad, efter at blive ét med tingenes stoflige verden. En skæbne, de formentlig deler med kunstnere verden over på tværs af kulturer og historiske tider.
Abdelkebir Khatibi og Mohammed Sijelmassi: The Splendour of Islamic Calligraphy. Thames & Hudson (2001) Pages of Perfection. Islamic Paintings and Calligraphy from the Russian Academy og Sciences. Sankt Petersborg (1995) Sultan, Shah og Stormogul. Den islamiske verdens historie og kultur. Nationalmuseet (1996) tidligere bidrag | aktuelt | 8/2/05 | ||
| | |
