arabisk og asemisk kalligrafi 2


						Arabisk og asemisk kalligrafi: Islamisk kalligrafi Moderne arabisk kalligrafikunst Eksperimenterende asemisk kalligrafi



			Den moderne arabiske billedkunst har igennem de sidste århundreder været stærkt præget af vestlig kultur. Den jordanske maler og kunsthistoriker Widjan Ali mener, at den desværre ofte mister forbindelsen til sine historiske rødder, men peger samtidig på en kalligrafisk strømning inden for moderne arabisk kunst - Den Kalligrafiske Skole - som forstår at bygge bro mellem moderne multikulturel storbyidentitet og fortidens tradition. Den kalligrafiske udforskning af ord og bogstaver har vist sig at være identitetsskabende for mange arabiske billedkunstnere, der i dag, ofte af politiske grunde, lever i Vesten.


			Hassan Massoudy: Peace

For Hassan Massoudy - irakisk født og bosat i Paris - er kalligrafien en frugtbar vej til selvforståelse og kulturel identitet. Hans arbejde med det enkelte tegns rytmiske bevægelse og monumentalitet ligger tæt på traditionen, og Massoudy integrerer også traditionel performancekunst og historiefortælling i sit kalligrafiske virke. Kalligrafiens musikalitet og historiefortælling formår at samle mennesker og kulturer på tværs af etniske og religiøse skel. Massoudy har blandt andet samarbejdet med organisationer som Amnesty International og UNICEF for at udbrede politiske budskaber som fællesskab, tolerance og fred i verden.

Anderledes pågående i sin politiske udmelding er den eksilerede palæstinensiske maler Laila Shawa. Hun betragter selv sin kunstneriske mission som "et korstog mod undertrykkelse på ethvert socialt niveau". I "kalligraffiti"-serien, Gaza-murene, anvender hun den arabiske skrift som et - entydigt - politisk våben.

Et mere komplekst verdensbillede finder man, især i de senere værker, hos en anden fremtrædende kvindelig kunstner, den iranske fotograf og filminstruktør Shirin Neshat (bosat i USA), der cirkler om temaerne øst/vest, køn, tradition og identitet. Både fotos og film er mærket af den isolation, længsel og sorg, hun som eksileret har haft tæt inde på livet. Hendes første og udprægede feministiske værker Unveiling (1993) forestiller kvinder, heriblandt hende selv, iklædt chador og med de synlige dele af kroppen, ansigtet, det hvide i øjnene, hænder og fødder, dækket af smukt kalligraferet farsi, blandt andet kærlighedsdigte. Det er kvinder, der er spærret inde i deres kultur, sprog og synsmåde. Man kan ikke se deres følelser, men de har pistoler i ærmerne. Mere nuanceret er det smertefuldt smukke billedunivers i hendes film. Chadorklædte kvinder er nu selv sorte skrifttegn på sandets hvide papir: kvinden står alene som et ulæseligt skrifttegn over for manden, hun er del af en flok kvinder, der enten flagrer som fugle på en strand eller ligger på jorden som forseglede sorte sten i fælles bøn.


			Shirin Neshat: Offered Eyes (1993)


	Massoudy, Shawa og Neshats kalligrafiske værker har alle en eksistentiel og politisk dagsorden - og et kritisk blik på verden. Men lige så udbredt inden for Den Kalligrafiske Skole er tendensen til at beskæftige sig med skriftens abstraktion. Palæstinenseren Kamal Boullatas malerier undersøger korrespondancen mellem skriften og den geometriske arabesk, som han mener stammer fra det arabiske skrifttegn. Ligesom den franske digter Francis Ponge mente, at retoriske troper som ellipse, parabel og hyperbole relaterer til Euklids geometri, hævder Boullata, at det arabiske sprog er baseret på geometri og foreningen af linje og cirkel. Hans ornamenter, smukt vævet i silke, bygger på en helt enkel og stiliseret kufi-skrift.


			Hossein Zenderoudi: The Prophet on the Flying White Horse (1972)

Fremstår Boullatas tæpper med en nærmest zenbuddhistisk ro og renhed, må Hossein Zenderoudi (Iran) og Rachid Koraichis (Algeriet) kollager siges at have et helt andet babelsk og kakafonisk udtryk. Zenderoudis kompositioner, der minder om tæppemønstre, er ofte skabt ud fra variationer over et enkelt navn, for eksempel Allahs, geometriseret. Han holder sig ikke inden for en islamisk kulturramme, men griber ud efter andre figurer med hellige konnotationer for eksempel den buddhistiske mandala, som anvendes til meditation. Eller han skærer sætninger op og fragmenterer dem til en bunke bogstaver, så skriften fremstår transformeret, som noget helt andet: et emblem, et chiffer, et kort, en talisman, der gennemkrydser hukommelsens forskellige lag, det kollektivt ubevidste.

Også Rachid Koraichis tegnmosaikker rejser gennem mange kulturer og ryster civilisationerne godt og grundigt sammen. Helligt og hedensk optræder side om side i hans esoterisk skatkammer: Tuaregerne, berberne, Mesopotamien, Asien, kabbala, alkymi, magiske kvadrater, taliman-tal, imaginære kinesiske ideogrammer. Tegn og ikke mindst tegnfragmenter vender og drejer i alle retninger, gentages, forskydes, og om man kan læse arabisk virker ligegyldigt. Han lader forskellige kulturer og synsmåder mødes, lader dem vibrere mod hinanden i en kamp mellem læselig og ulæselig. Og man får samtidig en fornemmelse af, at værket rummer en hemmelig kode - til en helt anden og sprogløs bevidsthed.


			Rachid Koraichi: Untitled (1984)

De kunstværker, der er associeret til Den Kalligrafiske Skole er lige så forskellige som de islamiske kulturer, de opstår ud af. Fælles er, hvad man paradoksalt-klingende kunne kalde en spirituel stoflighed: optagetheden af sjælens gåder og hengivelsen til den ydre verdens ufattelige former synes at være én og samme bevægelse.

<< | 1 | 2 | 3 | >>

Shirin Neshat. Udstillingskatalog udgivet af Århus Kunstmuseum (2002)