- en Afsnit P-udstilling på ARKEN 14/9-10/11 1996 | ||
Fra digterens hånd, der vistes på Arken 14. september-10. november 1996, var ikke en kunstudstilling. Det var en litteraturudstilling. Arrangeret af tre forfattere og en scenograf, med værker bestående af ord, hvis skabere er otte danske digtere. Udstillingen fandt sted udendørs i en af museets markante skulpturgårde, hvor en 58 meter lang mur var påmalet digte - skrevet i hånden af B.S. Ingemann, Emil Aarestrup, J.P. Jacobsen, Tove Ditlevsen, Inger Christensen, Peter Laugesen, Søren Ulrik Thomsen og Simon Grotrian. Digtene var blæst op i kæmpeformat, så væggen forvandledes til et enormt ark papir, der samtidig dannede en tidsakse. De skrevne tekster var ledsaget af en lydside, der gjorde det muligt at høre de fire nulevende digtere læse deres egne værker, men også hver fortolke én af forgængerne. Nogle af de gengivne digte var oprindelig manuskripter, som er i Det kongelige Biblioteks varetægt, andre var digte, som forfatterne til lejligheden havde skrevet i hånden, men for alle teksterne gjaldt det, at de var fra digterens egen hånd og gengivet i faksimile. Udvalget var foretaget af digterne Pia Juul og Naja Marie Aidt, imens scenografen Tinne Borgland og digteren Christian Yde Frostholm stod bag det visuelle koncept. Selve den store opmaling stod teatermaler og dekoratør Mogens Henningsen, M Dekoration, og hans hjælpere for. Kataloget gjorde det muligt også at læse de udstillede digte håndskrevet og renskrevet side om side. | ||
Foto: Jesper Lambæk | ||||||
At bede en digter om at skrive sit digt i hånden kan sammenlignes med at bede ham eller hende om at læse det højt. Mødet mellem ordene, skriften og stemmen er fundamentalt og en del af selve digtets tilblivelse. Som en enhed af skriftbillede, betoning og betydning ser digtet dagens lys, måske som en spinkel skitse, måske som et så godt som færdigt værk, men fra starten med sin forfatters mærke, klo eller signatur. Vi bad fire digtere fra vores egen tid om hver at skrive et digt i hånden. Samtidig udvalgte vi fire afdøde digteres manuskripter. Udstillingen udsprang alene af vores fascination af håndens skrift og af de otte forfatterskaber, den var ingen antologi. Otte er slet ikke nok til på nogen måde at tegne den danske lyrik - højst til at stiple en linje imellem det, der synes altid at have stået et sted, og det, der skrives lige nu - og så til at dvæle ved det faktum, at det, der står skrevet, er blevet skrevet. Af nogen, på et bestemt tidspunkt.
| ||
|
| |||
| ||||
| ||