CYF | 10/2/06

Imens gadens parlament har fået danskerne til at pille Dannebrog af Fjällräven og de danske forfattere til at strides, om de skal skrive under på et forsvar for ytringsfriheden, ytrer HuskMitNavn sig på husmurene: "At være dansk er en farlig idé". Jeg ser hans nye gadeværker i Ord och Bilds nye alt for aktuelle temanummer om Danmark (4-5, 2005), og på hans hjemmeside, hvor man kan læse, at han har fernisering på en ny totalmaleriinstallation i V1 17/2 (læs lidt om den tidligere) med den herlige titel muhameDANSK og sloganet: "hvis én udlænding er flink, så er de det sikkert alle sammen".

Hos tandlægen i går fortalte tandrenseren, at hun havde haft en klient tidligere på dagen, der hed Muhammed, som hun ikke havde turdet tale med om "tegningerne" - hvorefter kollegaen tilføjede, at "det hedder de jo alle sammen". Jeg selv fik lyst til at sige, at mit navn var Christian, og at den næste i stolen ifølge skærmen hed nøjagtig det samme, ligesom i øvrigt den yndige lilleprins og halvdelen af resten af Kongeriget, og hvordan tror I måske ikke, det er at gå rundt og bære på den slags religiøse symboler, som man ikke selv har valgt? Det problem har HuskMitNavn selvfølgelig ikke.

NOTHING CAN COME BETWEEN US hedder et af hans andre udstillingsværker fra sidste år med en mand og en kvinde stående på hver sin side af det monumentale NOTHING, der virkelig er kommet imellem dem. Jo, det er en billig joke. Men en dag som i dag kunne jeg virkelig ønske, det var den slags tegninger, der blev trykt i alverdens aviser og fik folk på gaden til overvinde lidt af det tåbelige intet, der bliver ved med at stille sig imellem os.

CYF | 3/2/06

I nederste etage på Fondation Cartier i Paris udstiller i øjeblikket designguruen, den digitale kunstner og forsker John Maeda for både voksne og børn. Voksenafdelingen Nature består af syv motion paintings projiceret på store skærme, der hænger frit i rummet - digitale landskaber genereret af en ny software, som Maeda har skabt til formålet for at kunne male i tid og rum. En installation, der er delikat præsenteret og spækket med smukke og lækre billedforløb med udgangspunkt i naturfænomener som græs, træer, regn og sne, og som viser vej ind i den digitale æstetik og dens muligheder.

"Jeg har altid følt, computeren var en slags naturkraft, som det er svært at betragte og værdsætte. Mit ønske var at overveje, hvordan jeg kunne visualisere dette rum", siger Maeda.

Maedas digitale kunst er ikke "kold" eller "maskinel", som de traditionelle indvendinger lyder, men har sin egen helt særlige japansk-poetiske stoflighed. Ikke desto mindre sammenlignede min ledsager billedforløbene med en screensaver - en association, der er svær at komme udenom. Billederne udvikler sig i høj fart og veksler lige så hurtigt uden de organiske overgange, naturtematikken ellers kunne lægge op til. Maedas valgsprog er ellers SIMPLICITY, men det kunne sagtens have været meget enklere endnu, mere downtempo og meditativt. Så var man for alvor blevet inviteret inden for i det nye visuelle sprog. Som det er nu, flagrer billederne forbi som i de små flipbøger, der er trykt til udstillingen.

I den interaktive børneudstiling Eye'm Hungry gør Maeda det forbudte: leger med maden. Her kan man skrive med hoppende broccoli - gad vide, hvorfor egentlig det er sjovt, men det er det. Og man kan forandre billeder ved at sige noget højt i en mikrofon. Hvilket der jo bare aldrig er nogen, der tør.

KW | 24/1/06
 

"Der er et m han skal ingensteder hen, men det er abeskønt at gå". Ordene er Højholts blandt mange andre litterære citater i den aktuelle udstilling på Gl. Holtegaard, der bærer samme titel som Morten Søndergaards seneste digtsamling: Et skridt i den rigtige retning. Uddrag fra bogen kan læses i udstillingskataloget, som i samarbejde med Politiken er udformet som en avis. Morten Søndergaard står sammen med Elisabeth Topsøe og Jacob Thage bag både katalog og udstilling.

"Jeg har gået mig til mine bedste tanker", siger Kierkegaard og udtaler dermed noget centralt for hele Søndergaards koncept: at tanker og tekst er fysiske aktiviteter. Udstillingen er en encyklopædisk undersøgelse af kunstens tusindår gamle beskæftigelse med den gående krop i maleri, tegning, skulptur, video og computerprojektioner.

Jeg kunne været blevet ved med at gå rundt i dette på én gang favnende og stramt konstellerede essay, som krydser poesi, videnskab, historie, antropologi, religion og kunst. Alene gensynet med John Cleese's Ministry of Silly Walks ved siden af linedans mellem skyskrabere, catwalk, kapgang og Armstrong på månen. Kassandra Wellendorfs dybt fascinerende film Outside (2005) om den akavede turist i Islands storslåede natur. Tania Ruiz' portrættering af vandringens gestik i videoprojektionen La Plaza II, hvor alle aldre og tempi krydser en plads. Jørgen Haugens Sørensens midaldrende mandefigur slæbende afsted med døden på ryggen. Og mange mange andre.

Udstillingen ender så helt rigtigt "ved verdens ende" - i en trancetilstand af bølgers og gående kroppes bevægelser. Eva Kochs videoinstallation NoMad (1998) viser en smal mole - udspændt mellem himmel og hav - snart synlig, snart overskyllet af vand, hvor mennesker vandrer afsted fra intet mod intet.

Det er en skam, at udstillingen kun kan opleves til og med 19. marts. Det burde da være en vandreudstilling!

KW | 19/1/06

"Det forbandede Y" mumlede advokaten forleden, da han redegjorde for arveforhold og sandsynligheden for, at ægtemanden dør før sin kone. Al forskning tyder på, at kvinden også fysisk er det stærkeste køn i kraft af dobbelt-x'ets indbyggede genetiske reservetank.

Den norske konkretpoet Ottar Ormstad (se tidligere plog) har gjort det til sin særlige mission at markedsføre y'et i det norske sprog. Og han er i øvrigt ikke den eneste nordbo, der har fattet kærlighed til netop denne minoritet i alfabetet. Simon Grotrian kalder det "Korsets" i en Æske til Lot, hvilket jeg tror er ment som en kompliment. (Personligt synes jeg mest Y'et ligner en ønskekvist eller en ubrugelig slangebøsse ... og så er jeg jo så gammel, at jeg kan huske, at det var VS's partibogstav).

Tilbage til Ormstad, som i 2005 udgav en pixibog-trilogi med konkretpoesi og figurdigte, hvor Y'et er stærkt repræsenteret. Den grønne bog Y (gul poesi) og den blå med ParaplY-diktet omkranser den røde "poesibog" med titlen smerte hjerte. Hjertebogen burde pryde hver en kuvert ved pigekonfirmationen, eller hvis man er modig - ved bryllupsfesten. Mens ParaplY-digtet fint trykt på lyseblåt papir er oplagt ved drengebarnedåben eller -konfirmationen som en påmindelse om Y's forpligtelse til at være en kærlig beskytter.

Ormstad har fat i den lange ende: vi må værne om minoriteterne - beskytte dem, fremme dem, hylde dem. Og ikke mindst i Danmark, hvor det jo er skæbnens ironi, at alfabetets nationalskatte er temmelig marginaliserede. En af dansk litteraturs stærke x'er, Pia Juul, som på det seneste er sprunget ud som både blogger og visuel poet, er blandt de tiljublende. I Helt i skoven kan man møde en tyrkisk pige, der hedder Å. Og andetsteds råber hun hurra for et ø.

CYF | 3/1/06

Et nyt år er i gang, og David Bellinghams nytårskort version 2006 er ankommet med posten og sat i vinduet: Looking Out - Looking In. Et mærkeligt stenalderhologram, når man holder det op foran øjnene, som når man prøver at rumme paradokset fortid-og-fremtid i et blik. Visuelt og konkret - som Bellingham nu er mester i det.

Et udvalg af hans mange postkort og projekter udkom i det forgangne år i den smukke bog Ideas Leave Objects Standing (platform projects BALTIC) i hans egen (og Lucy Richards') udformning. Blandt denne plogists mest foretrukne sider i den er:

1) de udklippede landkortbogstaver, som til sammen danner ordene: JUST ANOTHER PART OF THE WORLD

2) det komplementære A af røde og grønne æbler i græsset (der må være decideret ulæseligt for farveblinde)

3) Configurations of three, hvis røde og blå "pinde" danner henholdsvis to abstrakte figurer og et A og et Z

4) den blå skala af billard-kridt i Cue Chalk Line (After Yves Klein)

5) A-højspændingsmasternes simple forsvindingspunkt, samt

6) det tilgroede ærteblomsthegn bygget af tommestokke.

Begrundelse? Det er virkelig svært at sætte ord på - hvert af disse værker har en enkel poetisk præcision, som gør, at de ligesom bare sidder. Objektive ideer?

Jeg kunne også have valgt de muntre ordspil Table of contents (bord med fyldte beholdere) eller det sammenfoldede telt ("INTENT") og det opslåede ("CONTENT"). Og jeg kunne blive ved. Og samtidig er den slags hitlister naturligvis at forråde den gennemarbejdede helhed.

Godt nytår og tak for kortet!

CYF | 5/12/05

Hvis der fandtes en pris for Året Bogobjekt, var vinderen vist selvskrevet: Thomas Seests Leporello-kunstnerbøger (udgivet som tidligere nævnt i Langtbortistan) er et hit: 11 lækre og underfundige foldebøger i en klassisk samlekassette med tilhørende behørigt foldet brugsanvisning på hele fire sprog.

En del tager naturligt udgangspunkt i turist-leporelloens souvenirfotos: Mats Eriksson med billeder af offentlig kunst i Malmö-Lund-regionen og tilhørende kritiske citater. Jakob Wegener med det ny Halmtorv som fold-ud-landskab og på bagsiden prisen: 149.510.000 kr. Og Miriam Nielsen med Københavnsk Eksotica: sydlandske panoramaer, som vi kender og elsker dem fra den lokale falafelbar. Imens David Bellingham vellykket har reformateret sine Copenhagen Sections (Afsnit P 2000): tolv personlige, yderst flygtige "sights" i form af huller mellem skyerne - og på bagsiden stederne, de er set.

Forside og bagside spiller også sammen hos Janne Hoem, hvis fotografiske ofre alle bider tænderne sammen til bagsideudråbet: "WAS IT SOMETHING I SAID?" Hvortil Lina Bjørns leporello hvisker tilbage: "You are perfectly right; I could simply have told you", mens der på den glittede billedside ses et utilgængeligt samtalekøkken indspundet i tråde.

Jan Danebod leverer sammenfoldelig graffiti til baglommen, improviseret "For kærlighed for bogstaver". På én lang linje skriver kurator Seest et digt lige så perforeret som selve leporelloen og udnytter langstraktheden til en panorerende og gådefuld fotofortællling, ligesom også Ebbe Stub gør det med sin Night Sky, blot helt uden ord. Og i Emil Saltos Kollasia er for- og bagside bogstaveligt to sider af samme sag: ét billede spejlet og gengivet som henholdsvis maleri og grafik, cool.

Det bidrag, der gør bogen mest til objekt, er Cecilie Gravesens Sailor Piano, der udklæder harmonikabogen som en harmonika og tematiserer instrumentet - såvel som bogen - i en serie tekstfragmenter: "1 inhale/2 exhale (etc.)". Værsgo at (b)læs!

CYF | 4/12/05

En sluttet skare i LiteraturHaus - nærmere betegnet deltagerne på den internationale konference Digital Arts & Culture 2005 - fik i fredags mulighed for at opleve hele tre udenlandske digitale poeter på dansk grund, nemlig Johannes Heldén (Sverige), Marko Niemi (Finland) og Noah Wardrip-Fruin (USA), foruden Deres ærbødige.

Johannes Heldén (se også konkretpoesi.se) læste op fra sin laptop til en animationsvideo med tilhørende stemningsmættet musik. Utrolige tegnede landskaber, der blander sig med realbilleder til et kæmpe "rörligt spindelnätt" - en magisk-poetisk sciencefiction-verden i grønt - på én gang maskinelt og vegetalt: "någon har full kontroll över något oförståeligt".

Heldén er i øvrigt bogaktuel med den lige så gennemførte Det underjordiska systemet (OEI editör), hvor samme ord spiller hovedrollen - omend helt ude fra kanten af bogsiden, der derved forvandles til et vældigt verdensrum, hvor gigantiske rumskibe glider vægtløst forbi teksternes åbne fragmenter:

du är robot uppbyggd
av mindre robot

Marko Niemi, der kalder sig selv "poesi-ingeniør" og også er redaktør på den finske poesiportal Tuli&Savu Net, bød på en suite af konkretistisk-digitale digte, som satte læsefærdigheden på en prøve, blandt andet ved at vende op og ned på læseretningen. Legende og også han med stor humor. Se også hans Etnodada-side.

Noah Wardrip-Fruin er både udøvende kunstner, forsker og underviser på området, samt en af skribenterne på den kollektive blog Grand Text Auto. Han indledte med oplæsningsperformancen Talking Cure, hvor oplæserens ansigt smelter sammen med teksten på skærmen via et webcam, og viste også en dokumentationsvideo om Screen-projektet, udført i en såkaldt "Cave", et virtual reality rum, hvor læseren ender med at gå fysisk i clinch med 3D-teksten. En grotte, vi var flere, der gerne ville udforske.

FH | 24/11/05

Historia skrevs i Helsingfors den 22 november, då evenemanget Tekstikonst-Texttaide inleddes med en textkonst-vernissage på Galleri Huuto (Jörgen Gassilewski, Anna Hallberg, Cia Rinne), följd av en fem timmars poesimaraton på Bar Dubrovnik, där ett trettiotal svenska, finska och finlandssvenska poeter deltog. Någon kvittrade "språkmaterialism", man kunde snarare konstatera: it's only poetry but I like it!

Uttställningen: I det ena av Huutos två rum hade Hallberg och Gassilewski hade hängt upp ett tiotal A4:or med varierande diskurser språk och nonsens, i det andra hade Cia Rinne hängt små plastpåsar med textsnuttar, godbitar, plus en del smälta vinylplattor. Plastic. 'But is it art?' fick nu förstärkning av frågan 'but is it poetry?' But of course.

J. O. Mallander inledde första perioden, med en räcka varierade stående fraser som växte sig till ett buddhistiskt mantra, behagligt, lågmält framfört; Ida Börjel kontrade med vardagspolitiska, förtätade strukturer, Aki Salmela följde efter med sina fyndiga, delvis narrativa sekvenser. En lågmäld början; Robert Alftan, sällskapets grand old man (jämte Mallander, Jyrki Pellinen och Leevi Lehto), kryddade med frän tvåspråkighet. Andra höjdpunkter från första perioden var Cia Rinne, med sina änglalikt framförda zaroum-dikter på diverse språk, och Heidi von Wright, vars mörka stämma omhuldar det lekfulla, prövande allvar dikterna ofta uttrycker.

Andra perioden var kanske den starkaste, inledd av en dockperformance av Helena Eriksson och Marina Ciglar - den senare en viktig eldsjäl för hela Tekstikonst-evenemanget - följd av Svenskfinlands John Ashbery, Ralf Andtbacka, och Finlands Charles Bernstein, Leevi Lehto. Gillar man kombinationen språk humor och scennärvaro levererade andra perioden tre oförglömliga upplevelser: Lehto, Peter Mickwitz och Ulf Karl Olov Nilsson. Lehto pressar språket mot dess gränser, där absurditet tävlar med framväxande betydelser, Mickwitz har hittat fram till en lite ny sorts korta men avancerade och komiska ordvrängningar, UKON är helt enkelt en trollkarl för vilken allt är möjligt, också att övervinna språkbarriären. Man behöver inte ens förstå honom för att förstå honom.

Tredje och sista periodens highlights var Helena Eriksson, Anna Hallberg, Jörgen Gassilewski, Jonimatti Joutsijärvi, Juhana Vähänen, Miia Toivio, och MonoMono (Fredrik Nyberg och Lars Carlsson). Nyberg lyckas med hjälp av Carlssons elektroniska ljudlandskap arbeta sig in i folks undermedvetna, få sista "ordet", eller tonen.

LW | 23/11/05

Af gode grunde kunne jeg ikke komme til lørdagens artist talk i Thiemers Magasin, men invitationen ledte mig på sporet af Langtbortistan, altså forlaget og udstillingsvirksomheden, der har deres navn fra Anders And-oversætteren Sonja Rindom.

Forlaget Langtbortistan står bag "kunstneriske og eksotiske publikationer", bl.a. bogen 'Bortkomne postkort til ubekendt adressat' af Tomsky. På deres site har de opfundet en helt ny genre: en eksemplarisk neutral gennemgang af pressens beskedne modtagelse af bogen, med citater fra lektørudtalelsen og Nordjyske Stifttidende. Andre læsere indbydes også til at indsende deres mening.

Samme coole gen-omtale har de om pressens bevågenhed, da Langtbortistan åbnede i 2003. Bevågenheden bestod stort set i, at de blev ringet op af en nordjysk journalist, der sagde: "Det MEST interessante ved jer to er, at I begge to er fra Hjørring." Pause "Hvem er dine forældre?". Hvorfor har vi egentlig ikke mere dokumentation af pressens utrolighed?

Nå, men de laver andet end at omtale deres egen omtale i Langtbortistan. Fx har de lige nu en udstilling i foyeren i Turbinehallerne, hvor de udstiller 11 leporelloer, altså foldebøger, lavet af 11 billedkunstnere (bl.a. David Bellingham).

På langtbortistan.com er der også en åben afdeling for rejsebreve, både i ord og billeder. Niels Hougaard Hansen har sendt begge dele fra Hirtshals: en liste på cirka 80 lokale kælenavne og en fotoserie på syv fra det eksotiske sted.

Folkene bag Langtbortistan er skribenten Rasmus Lanken Ottesen og fotografen Thomas Linder Brox, hvis storslåede landskabsfotos også kan ses på nettet (og her til venstre).

LW | 22/11/05

Ploggens svenske slagside må holdes ved lige. For vi er mange, der mener: Sverige til Ejderen. Tag nu bare de svenske litteraturbloggere, fx forfatteren og kritikeren Malte Perssons Errata, der handler om "litteratur, kaffefiltre og tilstødende emner", det vil sige ting som at det nu er 200 kaffefiltre siden han flyttede til Stockholm. Han skriver eksemplarisk korte, aktuelle og reflekterede tekster om nye udgivelser, om avisartikler, om døende tidsskrifter, om coole bogstavsites, fx dét site om bogstavkiks, der har regnet ud, hvor mange kiks, der skulle til, hvis informationsmængden på nettet skulle skrives med bogstavkiks. Bloggen er smuk og enkel (men billedløs), og dens nyskabende linketeknik har jeg længe været fan af.

Fra hans blog fandt jeg hen til en herligt misantropisk boghandlers blog, hvori han lister de ting, alle mulige idioter glemmer i hans butik. Bloggen bliver til i boghandlen (bloghandlen skrev jeg selvfølgelig), når der ikke er travlt, og handler bl.a. om forlagenes bogpræsentationer og om sudoku-pesten. Den pessimistiske holdning antydes af blognavnet: illiteracywillprevail. I de højtlønnedes tilbudsavis, WHERE2TOGO, læste jeg for resten en blogartikel om en skotsk boghandler fra "Bastardstone's", der kom til at kalde sin chef 'røv i sandaler' i sin blog og fik sparket.

Svenskerne (og danskerne) kommenterer de svenske blogs meget omhyggeligt, og pludselig dukker prisbelønnede (og oversatte) Eva Ström op. Hendes egen blog er sindigt tænkende og strøtænkende og virker som det kreative rum, hun beskriver i en kommentardebat om, hvilke kreative rum, der er tilbage, efter det trådløse netværk har overtaget alt.

Der findes et par gode danske litteraturblogs, men hvorfor ikke flere? Bukdahl har allerede introduceret blogstilen i sine anmeldelser, der også lever af, hvem han har mødt i Irma City, men gid det svenske blogresonansrum kunne udvides til Danmark.

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)