CYF | 9/12/06

Mads Eslund og Thomas Hvid Kromann havde ytret deres tvivl. I modsætning til majoriteten stillede de ikke op til årets længste oplæsning i Ungdomshuset. Eslund syntes "husets miljø er for moralsk" og "nogle gange for pubertært og konfrontationssøgende". Han tog kraftigt afstand fra husets brugeres politihad. Og Kromann troede ikke på et "samfund i samfundet, der bruger vold som argument" og anså "indirekte støtte det med en oplæsning" for "en usympatisk instrumentalisering af det æstetiske". Helt OK overvejelser. Men pubertært? Det er vel et ungdomshus, tænkte jeg. Og at læse digte op var jo netop en alternativ og civiliseret protest. At gå forud som et godt eksempel? Vi var i al fald et halvt hundrede andre, der takkede ja til Sternberg, Peter-Clement Woetmann og Pablo Llambias' invitation.

Det rekordagtige oplæsningsprogram havde været i gang adskillige timer, da jeg ankom, og stemningen var faktisk temmelig aggressiv, ja, lidt à la den dér paradoksale knytnæve, der smadrer nazisymbolet: Digter 1 i baren var for eksempel så fuld, at han var blevet fuldkommen paranoid og ikke ville slippe sit meget faste tag i mig. Digter 2 stod inde i selve oplæsningslokalet og udstødte psykotiske lyde mod scenen, indtil han blev smidt ud for tredje gang. I en sofa foran scenen sad Digter 3 i voldsomme latterkramper over en bog, han læste i, imens en kollega forsøgte at læse op af en anden i mikrofonen. Og fra modsatte hjørne udstødte Digter 4 høje sarkastiske tilråb til en romandebutant, som ikke underligt var ved at kløjs i sin tekst, og da jeg ville få manden til at stoppe sine tilråb, greb også han mig fast i kraven.

Imens "Ungdomshusets brugere" andægtigt sad og lyttede, en anelse måbende. Pubertært, nej puerilt: Dumme og konfliktsøgende granvoksne poeter!

#270 | permalink | 

AL | 5/12/06

I Sandkassen stilte Tue Andersen Nexø nylig spørsmål ved de danske småforlagenes rolle og verdi: Skiller utgivelsesprofilene deres seg fra de store forlagenes? Kan man lese ut av dem en "principielt anden linje, en anden forestilling om god litteratur"? Han svarer skeptisk.

Som en norsk leser med minst ett øye skjelende mot svensk litteratur, undret jeg meg over situasjonsbeskrivelsen. I Sverige og Norge er småforlagens vitalisering av litteraturen og ordskiftet rundt den åpenbar, og utgivelsene deres skiller seg ut i tenkemåte, format og utførelse.

Andersen Nexø trekker frem 70-tallets stensilkultur som et romantisk motbilde til dagens småforlagsvirksomhet. Men DIY-holdningen er viktig også nå - som en vilje til handling med demokratisk og intellektuell betydning. I kjølvannet av noen markante initiativer kommer flere til, som uttrykk for friheten som ligger i enhver virksomhet.

Småforlagene i dag fungerer i tillegg som en slags litteraturens kuratorer. De store forlagene pleier forfatterskap over lengre tid; småforlagenes fortrinn ligger i gjennomtenkte utvalg av tekster.

Diskusjonen om at kuratoren i enkelte utstillinger blir viktigere enn kunstneren har vært ført med stor iver de siste årene. Indirekte har den også vært tilstede i mottakelsen av bøker fra f.eks. Vertigo og OEI editör. Disse er blant de nordiske småforlagene med tydelige agendaer, og har møtt kritikk som reduserer tekstene til illustrasjoner av forlagsdoktriner. Dette er den motsatte skepsisen av Andersen Nexøs: At enkeltverkene skal havne i skyggen av et for sterkt forlagskonsept.

I Norge er H Press et av småforlagene med en "principielt anden linje". Med Serie Imperativ har de invitert etablerte forfattere til å skrive små bøker under vignetten HVORFOR SKRIVE HVA HVORDAN. Alle har levert tekster som de neppe ville skrevet uten denne forespørselen.

Kategoridiskusjonen om kulturell og økonomisk kapital, slik den føres i Sandkassen, er mindre interessant enn at utgivelser som Serie Imperativ evner å forskyve både forfatteres og leseres blikk. H Press har satt poetikken på dagsorden i et land uten poetikktradisjon. Serien er redigert med egenrådighet og klar retning, men også med åpenhet nok til å la de foreløpig syv små bøkene være seg selv fullt og helt - i en vifte av forskjellighet.

#269 | permalink | 

LW | 17/11/06

Et sted er der en lang rundloftet gang-tunnel, der fører ind til en hemmelig by. Tunnellen var længe betongrå og fuld af almindelig grafitti. Men en dag var den malet helt hvid, og det var som at gå gennem en meget lang og lavloftet kirke. Et kirkeskib i form af en gigantisk ubåd. Næste dag var den forvandlet til en Tunnel of Love, der fik hårene til at rejse sig. En forelsket (kvinde, tror jeg) havde kysset begge vægge med meget læbestift på. Hun har omhyggeligt kysset med cirka en meter mellem hvert kys, hele vejen fra den ene ende til den anden, og dér har hun skrevet 'Sune' med samme læbestift. Jeg gik ind i tunellen i den ende, hvor der står 'Sune', og hele vejen forestillede jeg mig, hvordan det ville være for Sune at løbe omvendt spidsrod gennem det smukke kærlighedsornament, kun til ham.

Det er en særlig subgenre, når street arten bliver privat og henvendt kun til én. Den modsiger på sin vis selve street artens princip om anonymitet: at det er fra ingen og til ingen. Mange almindelige værker leger netop med dét princip. Hvem står bag? Det ved man heller ikke, når man går gennem tunnellen og forestiller sig Sune og dén, der elsker ham, men det er en meget levende forestilling. Det er måske endda en profanering at kalde det, der er i tunnellen, et værk. Der er noget helligt over selv den simpleste private meddelelse i gaden, som når nogen har sprayet en kærlighedserklæring på gaden under nogens vindue. Eller når nogen efterlyser sin kat.

Sune, hvis du læser dette: Jeg vil fortælle dig, hvor tunnellen er, på betingelse af at du virkelig elsker den, der har kysset de vægge, du skal gå imellem.

#268 | permalink | 

CYF | 7/11/06

Ikke alt, hvad Viera Collaro laver, er lige så iøjnefaldende som de engelske ord på Bikubenkollegiet. Nogle af hendes værker fornemmer man kun som et varmt strejf af lys og farve fra en bygning i forbifarten i novembermørket. Men for tiden kan man kigge indenfor i hendes værksted på en udstilling på Køge Skitsesamling, der præsenterer processen bag udvalgte af hendes offentlige udsmykninger. En udstilling, der giver den distance, som kan hjælpe én til at se, præcis hvad det er, hun gør, ikke mindst fordi den viser husene både uden og med - før og efter Collaro.

Man kan desuden se det nævnte kollegium på Njalsgade lidt fra oven og erfare, at der også står KNOWLEDGE på taget, henvendt til ... ja, verdensrummet vel? PEACE ville måske have været mere passende? Dét står der til gengæld med så sjældent tændte pærer på tærsklen til bygningen, at jeg også måtte helt til Køge for at se dem.

Viera Collaros ord med både metal og lys på det flotte orange kube på Amager får en umiskendelig klang af slogans. Det er jo også sådan, vi bedst kender ord i dén målestok, blanke og lysende og ikke mindst bøjet i neon: som udsagn der vil sælge os noget. Collaros forsøg er helt klart prisværdigt - ord er jo flotte - men genren er bestemt ikke nem, og hun er hverken en Nauman eller en Kosuth. Når hun til gengæld udfolder sig ud i de ubøjede - og umælende - rør, bliver det renset for enhver skiltefornemmelse. Og når hun desuden bringer nuancerne i spil i selve lyset, det hvide for eksempel bare, så skaber hun sand lysterapi for masserne. Intet er mere tiltrængt i disse dage.

#267 | permalink | 

HJ | 27/10/06

Det nye Bikubenkollegie på Amager er mod gaden plastret til med store ord som PERSEVERANCE og HUMILITY. Et glarmesterfirma har i Vanløse klistret følgende oplysning på en knust rude: "This damage has been inspectet and will soon be repaird". I Magisterbladet, der ellers er på dansk, annonceres det at "The Royal Veterinary and Agricultural University (KVL) would like to appoint a PhD fellow in Honey Bee Diseases".

Siden Anden Verdenskrig er det gået stejlt opad med danskernes engelskkundskaber. Tilsyneladende uden at Undervisningsministeriet har brugt hverken pisk eller gulerod. At kunne engelsk er så coolt at det er blevet et must.

Det har sat os i en ny situation som dansktalende. Nu kan vi bruge engelsk som et sprogligt register, selv om dem vi henvender os til, har dansk som modersmål. Og det gør vi så. Sprogbrugere spiller på alle tangenter.

Som et "globalt vinderforslag" ønsker Det Radikale Venstre at Danmark simpelthen bliver officielt tosproget med engelskundervisning fra 1. klasse og skilte på to sprog. "Folk med muligheder andre steder" gider altså ikke komme til det kolde Danmark hvis de tilmed skal lære dansk, forklarede Politikens begejstrede lederskribent.

Er det engelsk der fylder det offentlige rum, et signal til den store verden om at danskerne gerne vil lege? Eller er det et signal til andre dansktalende om at her taler en person (eller et parti) der er med på globaliseringsbølgen?

Allerede nu er der dobbeltskiltning på metrostationerne. Så behøver turisterne slet ikke opdage at de ikke er hjemme. Og så kan danskerne se at metroen er moderne.

Trods den radikale iver efter at afgive sproglige domæner vokser træerne dog ikke ind i Hollywood. Amerikanske filmtitler behøver man ikke længere oversætte. Men uden underteksterne er vi stadigvæk lost. Og Thomas Helmig synger nu atter på dansk.

#266 | permalink | 

CYF | 23/10/06

"We make money not art". Nogen er da i det mindste ærlige om, hvad de har gang i. Vi hører igen og igen, at kunsten skal samarbejde med erhvervslivet og lære af dets metoder, så det virker kun helt logisk, hvis den på lidt længere sigt helt holder op med at være kunst.

Billedkunstneren Vanessa Beecroft indgik sidste år en pagt med taskehandleren Louis Vuitton, der langt overgår et klassisk sponsorat. Imens Olafur Eliasson indrettede husets elevator, arrangerede Beecroft en performance, da Vuitton åbnede sin Megastore på Champs-Élysées, og hun blev også den første til at udstille i det nye tag-udstillingsrum, som elevatoren fører op til - en udstilling, der her i efteråret kunne ses på foto-udstillingsstedet C/O Berlin.

Jeg forstår jo som sædvanlig ingenting, slet ikke hvad folk vil med Vuitton-tasker, og jeg har heller ikke nogen speciel forkærlighed for hverken modeshows eller stilethæle. Det eneste, der et kort øjeblik fængede min opmærksomhed, var det med Alphabet Concept. Bogstaver har jeg sans for. Og Beecroft skriver med damer: "Det mål, jeg forsøgte at nå, var at anbringe og forme kvinderne, så de på den ene side dannede Louis Vuittons varemærke, men på den anden side mindede om klassicisme og skønhed." Hun staver også: V-U-I-T-T-O-N. Og i det tilstødende lokale i Berlin vistes video-dokumentationen af Paris-performancen, hvor Beecroft havde placeret sine nøgne kvindelige modeller på hylderne imellem de dyre tasker. Som de varer, de er?

Man kan måske, hvis man anstrenger sig, finde en slags forklaring på, at et skrupelløst modeforetagende fremviser noget tilsvarende. Men at en såkaldt kunstner - i selskab med sine modeller - i et sådant omfang sælger ud af kunstnerisk og menneskelig integritet, og at et uafhængigt udstillingssted viser det? Det nægter jeg at prøve at forstå

#265 | permalink | 

KW | 17/10/06

Jeg har læst Grotrian, siden han debuterede - og jeg må indrømme: jeg kan næsten ikke få vejret, men jeg kan på den anden side heller ikke lade være. Den fulde æstetiske, umiddelbare "fascinations-satisfaction" er for overvældende. Eller som Lars Bukdahl også formulerede det, da han (endnu engang) gik Grotrian-amok: "Man kan opleve det så fedt, selvom man ikke fatter en gammel skid."

Anmeldere taler altid om "at læse Grotrian", den utilgængelige. "Kan du læse Grotrian, kan du læse alt", lød salgsteksten til et Grotriankursus. Ja, måske skulle man som lyriklæser debutere med Grotrian. Fra start af give afkald på betydning og begribelse og i stedet øve sig i at modtage ekspressen af drømmesyner ved højlys dag.

Det er dog, som om Grotrian i den nyeste digtsamling Talkumekspressen - titlen til trods - giver læseren flere pauser mellem billedepilepsierne. Blandt de vanligt billedkomprimerede digte - heriblandt dedikationer til Sarvig, Bang og Ditlevsen - er eminente oneliners som "Tak som fire dådyr". "Hjertet er en lige venstre". "Mit selvmord er kun et par sko." En lise for perceptionsapparatet, at disse fritstående billeder får lov til at gløde helt for sig selv.

I begyndelsen af bogen genoptager Grotrian figurdigtningen, som han også har leget med i tidligere digtsamlinger for eksempel i Fire. De nye figurdigte, som Afsnit P giver en forsmag på, er ikke lige så minimalistiske, men både vanvittige, bedårende og balsamiske. Små rekvisitter i Grotrian-teatret, man som læser straks animerer. Og man kan slet ikke lade være at gispe og sukke, ih'e og åh'e udervejs. Når man ser o'ernes sæblebobler stige ved verdens ende, de store B'ers jomfruforbarmelser over ishimle, de små d'er som snegle i målrettet ekspres mod himlen. Eller tager engleriven i brug ... til at passe og pleje sin zenhave, som MDa straks foreslog.

Mere Simon Grotrian på Afsnit P

#264 | permalink | 

HJ | 14/10/06

Nogle gange er der ikke noget bedre end at cykle på må og få gennem en fremmed bydel og lægge mærke til gadenavnene.

Der kan være noget tiltalende ved den ætsende realisme i Kastrup: Terminalgade. Syrefabriksvej. Sidstnævnte heldigvis med sidevejen Balsamvej.

Man kan drømme om en anden verden på Frederiksberg med Forhåbningsholms Alle, Alhambravej og Folkets Allé (sideveje: Frihedsvej, Lighedsvej og Broderskabsvej).

Men bedst er nu Vanløse. Her har gutterne i vejnavnenævnet virkelig lagt sig i selen.

Vi starter ved Damhusdæmningen - et ord man nok aldrig kan blive træt af at gentage. Endnu bedre bliver det endda straks, når vi nu glider videre ned ad Hyltebjerg Allé med de smukt varierede fortungevokaler. Vi passerer Hjertingvej, hvorved man uvilkårligt kommer til at tænke på sin gamle latinlærer, der netop hed Hjerting (hvad hed han egentlig til fornavn?), mens Lønstrupvej og Tyborøn Allé vækker minder om endeløse sommerferier ved Vesterhavet.

Vi fortsætter og ender nede ved Linde Allé og Kastanie Allé - klassiske gadenavne, der sjældent er kommet bedre til deres ret end her. Og så er den der pludselig, genistregen: Bogholder Allé. Man gad nok se den bydel, der kan matche dén.

Til sidst slår vi et smut ned om Vanløse Bio og kommer ad en sti langs viadukten til Klingseyvej (med noget så kuriøst som en trykfejl på et af skiltene). Ruten ender på den mere befærdede Ålekistevej. Herfra kan man tage 29'eren hjem, hvis man ikke er på cykel.

#263 | permalink | 

MDa | 6/10/06

Alle mænd er i stand til at blive homoseksuelle, de mangler kun at vide det, at opleve den tildragelse eller den afsløring, der vil vise dem det.
(Marguerite Duras)

Videobildet viser grønt gress, blå himmel og to unge gutter som lekeslåss på en mark. Kroppene deres flettes i hverandre: armer og ben og lår og hår. I videoverket ved siden av står to menn i badeshorts med vann til livet og dunker kroppene sine i hverandre. De er noe eldre enn guttene på marken og smeller sammen i harde og rå bevegelser så vannet spruter rundt dem. De to videoverkene - "Wrestling" og "Dunking" (begge fra 2003) - vises for tiden på den amerikanske kunstneren Jen DeNikes separatutstilling på Kunst-Werke i Berlin. Begge videoverkene går i kontinuerlig loop: to par gutter holder, kniper, slår og kaver rundt i det uendelige.

Jen DeNikes videoverk får meg til å tenke på hvordan berøring mellom menn alltid synes å bli fortolket i forhold til homo/hetero-skillet, der sport representerer et "trygt" sted for (tilsynelatende) heteroseksuell mannlig kroppskontakt. Men selv om homofobien i idrettsverdenen legitimerer "uskyldig" berøring menn imellom virker ikke homospøkelset å ha sluppet taket. Illusjonen om den heteroseksuelle sports-maskuliniteten er sårbar, og grensene for hvordan kroppskontakt kan være er hårfine. Fotballspillere kan gjerne klemme når de feirer et mål, men begynner de å kysse under feiringen er kampen definitivt ferdig.

Forskjellen mellom sportslig og erotisk kroppskontakt kan ikke alltid skilles fra hverandre. Brytescenen mellom Rubert og Gerald i D.H. Lawrences "Women in Love" er et glimrende eksempel på dette, spesielt slik den fremstår i Ken Russels legendariske filmatisering fra 1969. Men selv om DeNikes brytescener ikke har den samme tydelige erotiske undertonen som Lawrence, minner "Wrestling" og "Dunking" meg om Barbara Krugers plakat: "You construct intricate rituals..."

#262 | permalink | 

LW | 24/9/06

Om formiddagen kan man i P1 høre veldædige mandestemmer tale på hinanden om demokrati. De minder tit hinanden om, at demokratiet tidligere jo slet ikke omfattede kvinder og udstødte. Det rører dem vist ikke, at der aldrig er kvinder med i deres demokratibærende program, men forleden ringede en mand ind og ville gerne sige noget om, at det kan være svært at blive hørt i vores demokrati. Det formulerede han med sin uveldædige stemme og med en retorik, der ikke var dyrket i de andres selvfede muld. Det hørte studieværten straks. Da lytteren begyndte at tale om en alt-for-privat oplevelse, hvor kun de veluddannede var blevet hørt, sagde værten: "Ja, nu skal vi ikke komme for langt ud ad dén tangent. Tak fordi du ringede. Farvel." Den lytter fik demonstreret sin pointe. Men jeg ved, hvor han kommer til orde: i Ida Börjels Skåneradio.

Bogen består af ét langt tekstflow af stemmer, der ringer ind til "Radio Skåne, DIN RADIO". Ind imellem lytternes monologer, hilsner, tosserier, sorg og raseri står studieværtens Hjorting-udglattende konversationskunst og titlerne på de evergreens, der bliver spillet. Det hele er blødt og glat og fuldt af skræmmende afgrundsdybe huller. Det er udkantssvenskerne, pensionisterne og de farligt forvirrede, der ringer og desperadosnakker om børnene, der aldrig kommer, og om hvad der sker, når man dør alene, og om alt det, der er galt i Folkhemmet og især oppe i Stockholm. Det er kunstfærdigt og virkelighedsråt på én flydende, fantastisk gang.

Nu og her, hvor der igen (meta)diskuteres politisk poesi, er Börjels tekst ekstra relevant. Og ikke mindst nu, hvor Dansk Folkepartis outdoormedia-kampagne gør mig skrækslagen over, hvor langt ude på normalitetsfordelingskurven, jeg må være, når det overhovedet giver mening at massekommunikere sådan.

Hør uddrag af Ida Börjels oplæsning af Skåneradio på Audiatur-festivalen hos Nypoesi.

#261 | permalink | 

tilbage i større indlæg | oversigt

forside | pshots | ps | rss-feed (?)