Kun en lille håndfuld af min barndoms bøger har overlevet ryggesløs bladren, flytninger, tilfældig bortkomst og bevidst frasortering, men i min reol står stadig Salmebog for skole og hjem, et ualmindelig hårdført værk, beskyttet af indbindingens ubøjelige, grå pap. Den har fået nye naboer: Meister Eckharts Selected writings og Kama Sutra. Et selskab den ikke selv har valgt og måske er en anelse utilfreds med. Men sådan er nu engang bøgers liv og skæbne. At stå mellem nærgående fremmede, omslag mod omslag, side om side.
__Et er sikkert: Den aldrende salmebogs placering er ikke tænkt som en straf. Var jeg ude på at genere den, ville jeg have placeret den mellem Nøgen frokost og Rollo Mays Eksistentiel psykologi, men jeg er på ingen måde hævngerrig, selvom så mange af dens vers lagde linjer til min tidlige skoletids lutheranske udenadslære. Trods terperiets forstemmende tørhed forblev bogen en kilde til inspiration. I en alder af 10 år skrev jeg således en blålig salme over temaet "Jesus er min eneste ven". Og brændte den bagefter i gulstenspejsen for at den ikke skulle falde i hænderne på mine forældre. Salmen var næppe videre opfindsom, men jeg havde dog fantasi nok til at forestille mig, at mit bidrag til den kristne sangskat kunne opfattes som en protestsang, en rimet bebrejdelse.

På en hylde lidt højere oppe står en anden overlevende fra samme periode, Alverdens fisk, indbundet i rødt lærred med guldskrift, en illustreret opslagsbog jeg ønskede og fik som 11-årig akvarist og håbefuld lystfisker - og formodentlig det værk jeg har læst flest gange.
__Med den forelskedes febrile flid affotograferede jeg jævnligt hvert eneste opslag. Havde der eksisteret en tv-quiz med havbiologi som emne, kunne jeg som et ensporet og skræmmende mønsterbarn have fortalt alt om trævlemunden, den talende malle eller grynteulken. Jeg vidste, at parringsakten hos Holbølls dybhavstudsefisk ender med, at den knap en centimeter store han vokser sammen med den meterlange hun - og gradvist reduceres til et lille sædproducerende organ uden selvstændigt liv. Jeg var aldeles klar over, at man i en tigerhaj fanget ved Durban havde fundet forparten af en krokodille, et fårelår, tre måger, to dåser grønærter og en cigaretæske af blik. Jeg forstod dens forslugenhed. Som læser delte jeg den.

Kan man tale om et slægtskab mellem de to overlevende bøger - mellem salmebogens sjælefiskeri og Alverdens fisk - må det betegnes som fjernt og metaforisk baseret. Hvad der gælder for dyrene i al almindelighed, gælder for fiskene i særdeleshed: De nærer ingen mærkbar interesse for etiske eller religiøse problemstillinger og er hverken gudelige eller ugudelige. De unddrager sig både straf og redning. Der var ikke en eneste fisk ombord på Noas ark.
 

forrige bidrag | næste | tilbage til udefra | aktuelt | 23/4/01