| Jeg befinder mig i Marrakech; en by præget af både arabisk og fransk; af dufte, farver, smage; af mennesker og atter mennesker. Forvirringen er total. Alligevel breder en bestemt form sig i én her, for Marrakech afsætter en langsomhed der fortætter sig i hjernen, overvældet af de mange skiftende synsindtryk. Marrakech omslutter mig med dufte af spidskommen, mynte, kanel, dadler og friskhøvlet træ. Jeg går i timevis, indtil byen ændrer karakter, og de rosafarvede mure bliver brune og beskidte, centrum bliver til forstæder med ramponeret slum og begyndende ørken, og til sidst aner jeg ikke, hvor jeg er. Palmerne er sorte pensler, der maler himlen dyb og blåsort. Børn spiller fodbold i støvet, og der kaldes til bøn fra en minaret. Jeg beslutter at tage en taxa tilbage til hotellet og viser chaufføren min håndskrevne seddel med hotellets adresse. Vi kører længe. Chaufføren mæler ikke et ord, men stirrer nærmest fortabt ud i trafikken. Hvorhen, spørger han til sidst. "Où?". Jeg viser ham sedlen igen. Taxametret klikker. Måske kører han en omvej med vilje for at tjene lidt ekstra. Måske er han ny, en vikar, måske er det hans onkels taxa, som han bare skulle køre på værksted. Måske er han slet ikke taxachauffør, men en fanatisk muslimsk terrorist, som er ved at køre mig til min henrettelse. "Où?". Så går det op for mig, at han er analfabet og ikke kan læse min seddel. Vi standser og spørger om vej. Lange diskussioner på arabisk. Ingen ved hvor hotellet ligger. "A gauche?". Han ser spørgende på mig. "A droite?". Min kørelærer endte på nervesammenbruddets rand, fordi jeg var ude af stand til at kende forskel på højre og venstre. Jeg tænker mig om. Venstre er den hånd, jeg ikke skriver med. "A gauche" foreslår jeg. Chaufføren drejer til højre. Jeg har altid tænkt med en vis venlig overbærenhed på denne brist i min hjerne. Man oplyste mig engang, at den kliniske betegnelse for fænomenet er "højre-venstrekonfusion". Men lige nu er forvirringen total. For det er gået op for mig, at chaufførens franske ordforråd indskrænker sig til "où" samt "gauche" og "droite", og at heller ikke han kan kende forskel på højre og venstre. Det er blevet nat, og jeg overvældes af en fatalistisk ro, for pludselig ved jeg, at jeg aldrig vil komme tilbage til mit hotel. Jeg befinder mig i en taxa i Marrakech, og en gang imellem vil chaufføren se spørgende på mig, og jeg vil se spørgende på ham. "A gauche, à droite?". Af og til vil vi blive enige om at køre enten til højre eller til venstre, og derefter vil taxaen uforfærdet dreje i den stik modsatte retning. |
