det trykte ords revolte 3


	Efter revolutionen i 1917 søgte kunstnerne at tilpasse deres formsprog til det nye samfund, og de troede, at de kunne spille en aktiv rolle i opbygingen af dets mål. Alliancen mellem kunstnere og partiet var imidlertid ensidig. Lenin og de fleste andre kunne bedst lide skoleklassikerne og kunst, der lignede. Tidlige stilarter som kubo-futurisme, rayonisme (strålemaleri) og neoprimitivisme blev afløst af suprematismen, et nonfigurativt formsprog baseret på en rent geometrisk abstraktion og en utopisk vision. Stilen blev for føste gang lanceret ved udstillingen 0.10 i Sankt Petersborg i 1915 af maleren Kazimir Malévic.
			LEF: Venstrekunstens tidsskrift i det sydlige USSR, nr. 3, 1924, design: Nikolai Solkolov


			Vladimir Majakovskij: Om dette: Til og til mig, 1923, design: Aleksandr Rodchenko. Bogen er den første fotomontage i bogdesign. Det er et kærlighedsdigt, der relaterer til Majakovskijs selvvalgte to måneder lange eksil fra sin elskede og muse, Lily Brik.
	Såvel suprematismen som konstruktivismen forvandlede fuldstændigt den grafiske æstetik i Sovjet, og i tiden efter revolutionen blev der trykt et væld af patriotiske plakater, bøger og aviser, hvor de tidlige tiltag inden for typografi og grafik blev videreudviklet i en fantasifuld og farverig retning. Blandt de mest fremtrædende kunstnere inden for konstruktivismen finder man El Lissitkij og Aleksandr Rodchenko, der samarbejdede med revolutionære digtere som Vladimir Majakovskij.



	Da Sovjetstaten anså det konstruktivistiske designs billedsprog for værende for abstrakt og esoterisk for et proletarpublikum, blev grafikken efterhånden erstattet af fotografiet og fotomontagens mere folkelige medium, der egnede sig bedre til at nå de bredde masser. Den sovjetiske filmkunst havde stor indflydelse på dette tidspunkt, og en filmskaber som Sergei Eisenstein inspirerede mange visuelle kunstnere, der arbejdede med fotomontage. El Lissitzkij var på det tidspunkt optaget af at eksperimentere med forskellige mørkekammerteknikker. Han yndede at lægge mystiske spøgelsesagtige silhuetter ind over billederne og integrere titler og tekster i det fotografiske billede, så der opstod et subtilt samspil mellem billede og tekst. En anden genre, der pludselig fik en renæssance, var børnebogen. Skolegang var ikke obligatorisk, og kun ca. halvdelen af befolkningen kunne læse. Efter revolutionen iværksatte regimet et udviklingsprogram, og digtere og billedkunstere blev headhuntet til at stå for fantasifulde illustrationer og et dynamisk layout. Børnebøgerne var en bragende succes og udkom i oplag på 100.000. >>

				Il'ia Sel'vinskii: En digters optegnelser: En fortælling, 1928, design: El Lissizkij. Værket refererer til dadaismen. Forsiden viser et billede af en imaginær digter ved at anvende to foto-negativer oven på hinanden af dadakunstneren Jean Arp.


			El Lissitzkij illustrerer en udgave på jiddisch af den klassiske Kipling-fabel Hvordan elefanten fik sin snabel. Forsiden benytter visuelle og ekspressive aspekter af det hebræiske alfabet. (The Russian Avant-Garde Book, MoMA).