To Tristan Tzara-portrætter, begge af Francis Picabia

I 1916 overtog pianisten Hugo Ball et lille lokale på Spiegelgasse i det neutrale Zürich. Ball havde turneret med et tivoli, men turneen var til ende, og han havde brug for nye indtjeningsmuligheder. Cabaret Voltaire døbte han stedet og inviterede alle Zürichs unge kunstnere uanset retning og virke til at bidrage med idéer til underholdning. Cabaret Voltaire blev mødested for alt og alle. Her kom selvpromoverende spilopmagere og højstemte lyrikere, Les Ballets Russes, skakspillere og mesterboksere. Neutraliteten gav spillerum: i Zürich kunne de unge kunstnere udfolde sig på én gang trygt på afstand af og midt i 1. verdenskrigs rædsler. Cabaret Voltaire blev stedet, hvorfra dadaismen rullede frem. Hvor et tiårs tvivlrådig, men energisk bryden op fra "det gamle" lod sig sætte på isme og manifest og for en stund forene i - hvad Kandinsky kaldte - et konstruktivt anarki.

I løbet af ganske kort tid samlede Ball en hård kerne af idémagere omkring sig. Der var fransk-tyske Hans Arp, der med sine træsnit og tuschtegninger skulle blive gruppens billedmager. Negerrytmemesteren Richard Huelsenbeck, der havde opholdt sig Berlin samtidig med Ball og ifølge den sidste helst havde trommet litteraturen frem. Endelig tæller kernetruppen maleren Hans Richter, der ligeledes kom fra Berlin og de to rumænere Marcel Ianco og Tristan Tzara. Richter og Ianco arbejdede fra begyndelsen med collager, hvor tøjstumper og knust glas klæbedes på eksisterende billeder, tegninger eller plakater, og sammen med Arp skulle de komme til at illustrere dadaisternes udgivelser.

Ud over kernen bør nævnes Arthur Cravan, der i kabaretens første leveår boksede mod verdensmesteren Jack Johnson, den evige snurretop Francis Picabia, komponisten Satie og sjovt nok også Lenin, der fordrev den prærevolutionære ventetid med at spille skak med dadaisterne.

Digteren Tristan Tzara (1896-1963) blev hurtigt gruppen omkring Cabaret Voltaires egentlige samlingspunkt. Mens Hugo Balls livsværk bærer præg af tungsind og indre splid, har Tzara været et kraftværk af overskydende energi. Han arrangerede, manifesterede, digtede og optrådte. I 1916 udkom hans første bog på Collection DADA, La première aventure céleste de monsieur Anti-pyrine, og knap to år senere kom 25 digte, som netop er oversat og udgivet på forlaget Bebop. I 1919 begav Tzara sig til Paris, hvor han blev overstrømmende modtaget af Littérature-kredsen. Her samarbejdede han med Breton og surrealisterne, men fortsatte sin dadaistiske virksomhed helt frem til slutningen af tyverne. Fra 1929 til 1935 tog han aktivt del i surrealisternes arbejde, hvorefter han slog sig på politik og meldte sig ind i kommunistpartiet. Frem til sin død i 1963 nåede Tzara at udgive mere end 50 værker - et i sandhed uoverskueligt virvar, hvad enten man er læser, anmelder, udgiver eller oversætter. På dansk kan man finde digte af Tristan Tzara i et par udgivelser fra forlaget Arena, 7 franske digte (1962) og aktuel surrealisme (1966), samt i Jørgen Sonnes imponerende oversigtsværk, De franske surrealister (1994). Og så har vi altså netop fået den første hele samling, 25 digte, oversat af Manni Crone og Paardekooper. Oversætterne og forlaget Bebop kunne have valgt 50 andre - Poul Borum ville sikkert have foreslået L'homme Approximatif (1930), og selv har jeg frydet mig over et cyklistdigt fra De nos Oiseaux (1923) - men et sted skal man begynde, og der er ingen grund til ikke at prise sig lykkelig over det foreliggende værk. Det er på en gang en lille fræk sag og en væsentlig del af det fundament, hvorpå både modernitetens og postmodernitetens litterære tempel hviler. Han skriver jungletrommer, strubesang, smertensskrig og kaudervælsk. Blandt de 25 digte smutter også hilsner til venner og bekendte ind. Digtet "spring hvid krystal" er skrevet til Marcel Ianco og "land se hvid" til Maya Chrusecz. Oprindeligt var bogen illustreret med træsnit af Arp (se originalen her), der ligeledes får en hilsen med på vejen. Man kan dog ikke lade være med at ønske sig, at forlaget ikke havde ladet sig nøje med det, men tillige havde inkluderet Arps arbejder i udgivelsen. Det havde ikke bare pyntet, men også tilføjet et betydningsaspekt, der nu forbliver dulgt. Noget lignende gør sig i øvrigt gældende i forbindelse med digtenes opsætning. I originaludgaven løber teksterne som et bånd gennem bogen kun afbrudt af illustrationer og titlernes fremhævede typer. I den nye oversættelse følger man derimod det almindelige nyt digt-ny side-princip, der fremhæver teksternes individuelle kvaliteter frem for deres oprindelige sammenhæng.

Jack Johnson vs. Arthur Cravan

Tristan Tzara: 25 digte. Oversat af Manni Crone og Paardekooper. Herunder: originalside (klik for at se større).

"Forår" er et af samlingens mere regulære digte. Et arketypisk eksempel på tidlig automatudskrivning af drømmeagtige sekvenser, hvor ord konstant kolliderer, betydninger kuldsejler og læseren gispende forpustet må hage sig fast i enkeltstående elementer, for ikke at se hele teksten forsvinde. Jeg hagede mig for eksempel fast i "køer" og kom til at tænke på danske Albert Dam, der efter sine mange år som vogterdreng både kørte på cykel og stammede forpustet i tidlige prosadigte. Andre af de 25 digte bringer os tættere på Hannover-dadaisten, Kurt Schwitters, eller den finlandssvenske modernist Gunnar Björling. Det sker, når Tzara bryder ud i sang, som i digtet "Pelamide" eller i jungletrommer, som i det aggressive åbningsdigt, "landskabets hvide spedalske kæmpe":

Tristan Tzara: 25 digte. Oversat af Manni Crone og Paardekooper. Herunder: originalside (klik for at se større).

Berusende både og bennsk kirurgi. Poul Borum skriver i Poetisk modernisme, at hovedtemaerne i Tzaras forfatterskab er Mennesket og Ilden. At Tzaras poesi flammer og knitrer af verdensfeber. Udsnittet ovenover er fattigt på Mennesker, men rummer til gengæld masser af sygelig knitren. Hvidt løber ind i rødt: hvid spedalsk kæmpe, salt, MÆLKevej, tumor af vat, krystalliserede mikrober, cigaret, kirurg, lyshav rammer lunger, søstjerner, muskler, fugtigt, rent ar, flammefarvet baobabtræ, og verdenstemperaturen stiger yderligere en grad. Man kan selv blive tung i hovedet og varm i kinderne af Tzaras poesi. Og den kan helt og aldeles lade en uberørt. Vælger man at have et ben i hver lejr, er man med 25 digte på en gang forsynet med et stykke litteraturhistorie, gode læsestykker og ikke mindst med muligheden for at drømme sig videre ind i andre, mere gæstfrie og brugervenlige tekstlandskaber. Man kan gribe fat i "køer" og komme til Dam, eller i "cyklist" og komme til Alfred Jarry, Picabia, Duchamp... Men det er jo en helt anden Tour de France. Her nøjes vi med digtet:

CHANSON DADA

la chanson d'un dadaïste
qui n'était ni gai ni triste
et aimait une bicycliste
qui n'était ni gaie ni triste

mais l'époux le jour de l'an
savait tout et dans une crise
envoya au vatican
leurs deux corps en trois valises

ni amant
ni cycliste
n'étaient plus ni gais ni tristes

mangez de bons cerveaux
lavez votre soldat
dada
dada
buvez de l'eau

DADA-SANG

sangen om en dadaist
som hverken var glad eller trist
og elskede en cyklist
som hverken var glad eller trist

men nytårsdag vidste ægtemanden alt
og sendte deres to lig
til Vatikanet
i tre kufferter

hverken elsker
eller cyklist
var længere hverken glade eller triste

spis gode hjerner
vask jeres soldat
dada
dada
drik vand

(De nos oiseaux, 1923, på dansk til lejligheden ved Afsnit P)

Tristan Tzara: 25 digte. Oversat af Manni Crone og Paardekooper. Omslag: Per Kirkeby. Forlaget Bebop. 40 sider, 200 kr.

Se hele originaludgaven fra 1918 hos International Dada Archive (The University of Iowa).

Se også Martin Deichmanns På cykelhjelm med avantgarden om Arp, Huidobro, Jacob og Picabia.

aktuelt | aktuelt-arkiv | indeks | 2/4/03