| Anna Hallberg:
| |||||||||||||||||||
 | | | | | ||||||||||||||||
Er her. Tungere i her. Langt nede i vokalen e. Igennem halsen, maven dybere nede i jorden her hvor vi står og står og bliver stående. Vi rører os ikke ud af pletten skønt pletten og maven og stemmerne hvirvler, skræpper, summer i rummet mellem partikler replikker fraser og erindringer. Vi står her, mens tiden lader tøjstykker vaje i tykke lindetræer. Masser af tid. Eller ingen overhovedet. Vi ved det ikke. Det snurrer, hvirvler, flimrer og blegner. En tung, bulimisk sprængende mæthed. Vi har så meget i os, at det er umuligt at bevæge sig i nogen retning. Jeg står her nu. Jeg tror at det er nu. Men jeg ved det stadig ikke. Det drøner og suser og tynger og trykker. Jeg kan ikke huske hvad det var jeg skulle huske. Drønet af hvirvler fraser partikler og replikker. Nogen skriver om grænser metaforer og magtspil i rummet. Tusindvis af årstal med gule tal ruller på tavlen i ankomsthallen. Nogen vifter med sedler aftaler og lister. Jeg kan ikke tænke eller huske. Vi må stå tungere ned i ordene og maven. Vi må se hvor vi står og tage ansvar for det. Jeg ser et blødt H på den ene side og et vibrerende R på den anden. Jeg står midt i den gabende vokal e. Her må jeg indtil videre standse op. Længe må jeg blive stående her.
Den poesi jeg interesserer mig for handler kun ganske lidt om leg og ganske meget om arbejde. Uanset hvor mange indslag af spilmomenter, artefakter, tilfældigheder eller systemer der er i digtet - så er det aldrig deres forekomst i sig selv, der afgør digtets nødvendighed. Det er en forenkling jeg overlader til mennesker med andre hensigter. Litteratur der betyder noget lader sig ikke bestemme så nemt. Måske kan man, for dog at sige noget, sige at det handler om et nærvær, eller hervær - for at låne et begreb af en så dagligdags digter som Rolf Aggestam - i digtet. Et hervær som med sin integritet og træghed formår at bremse tiden, tanken og toget. For alvor. Ikke bare sådan som vi forventer det skal gøre det. Men med en reel og aktiv indgriben der gør en forskel. Det siger sig selv at det er den poesi der arbejder mest med sit udtryk der har størst mulighed for at føre nogen vegne. Men resultatet giver ikke sig selv og kommer heller aldrig til at vare ved, det er den risiko, enhver forfatter og læser må leve med. | Teksten er skrevet som et mundtligt oplæg til en samtale om poesi og kritik på seminaret post-poesi på Biskops-Arnö 12.-15. maj 2005. | |||
| | | | |
 | ||||
Lars Mikael Raattamaa: Al-Jazeera, side 1 ud af 4 (OEI 9-10, 2002). | ||||
| | | | |
 | ||||||
Et digt der i de senere år har forstyrret mine tanker og har påvirket og stadig bliver ved med at påvirke mit syn på litteratur er Lars Mikael Raattamaas "Al-Jazeera", første gang offentliggjort i OEI nr. 9-10, 2002, senere i et andet format og med en lidt anderledes ombrydning i bogen Politiskt våld, 2003. Jeg kan huske at jeg følte en slags rus første gang jeg så digtet. At jeg syntes det var smukt (et begreb jeg normalt næsten aldrig bruger). "Al-Jazeera" bredte sig ud som et ørkenlandskab eller en vidde af støj og sprog, samtidig med at det opfordrede læseren til at komme nær, nærmere, næsten fortabe sig i teksten og at der i det fandtes spor, afskårne bidder, dokumenter og vidnesbyrd om begivenheder i historien som ingen vil eller er i stand til at tage ansvar for. (De racistiske optøjer i Nordengland, voldsomhederne ved EU-topmødet i Göteborg 2001, den vestlige verdens valutapolitik, udrensningen af befolkningen i Palæstina osv.) Det er et på mange måder urovækkende digt som vægrer sig mod at sammenfatte eller ordne sig vertikalt. I stedet spreder det sig ud i masser af minutiøse skilletegn, der hele tiden muterer og fortsætter med at tikke i verden. Det fine ved digtet er dets omhu på mikroplan, at det beholder sin intensitet uden at give efter for større eller mindre betydningsenheder. Læseren er tvunget til at møde teksten ukodet og fragmenteret, i det grundleje der er det eneste der tilbydes, og når man er nået dertil opdager man hvilket gennemført og gennemtænkt stykke arbejde det rummer, uanset hvilke indtryk af tilfældighed eller mekanik der måske først rammer læseren. For mig har den visuelle accentuering også haft en slags forløsende effekt. Den løser op for indgroede låstheder hvad angår læserpositioner og afkodninger, jeg føler mig for en tid som en "ny læser" hvilket gør mig glad og nysgerrig og ekstra modtagelig. Jeg opildnes til at lægge mere energi i læsningen af digtet og får også mere tilbage, fra tegnkombinationer jeg måske ikke havde forventet mig nogen respons fra. Der er meget at sige om Raattamaas "Al-Jazeera", både hvad gælder digtets eget spændingsforhold mellem visualitet og det påpegende, mellem masse og stemme og mellem tegn og mening. Men også i hvilken kontekst det kan læses. Det er tydeligt at det udgør et artikuleret udtryk for de korsveje der løber gennem Raattamaas forfatterskab (det materialistiske sprogsyn, de politiske ambitioner, interessen for periferi og spredning kontra centrum og individualitet, orientalismen, teknologien, spatialiteten), men det falder også fint ind i en større samtidsdiskussion som, for at tale med Robert Ståhl, vil gøre op med "centralperspektivets" dominans. Jeg tænker på Johan Jönsons gentagelser, Ida Börjels cirkelgang, Helena Erikssons cæsurer, Jörgen Gassilewskis vandringer omkring Globen "i århundredets sidste år", hvor hele skriftens historie synes indvævet i spadsereturen. Jeg tænker også på Göran Sonnevis velkendte digt "Om kriget i Vietnam" der blev skrevet for 40 år siden. Sonnevis digt tager også sin begyndelse i nyhedsudsendelsens medium, det ender i en opløsning af snefnug og støj, men "støjen" artikuleres udelukkende på udsigelsesniveau; digtet som sådan problematiserer ikke sine egne kommunikationsmuligheder. Digtlinjerne løber under hinanden og holdes sammen af et digtjeg, en regelmæssig syntaks og en tematisk lovbundethed. Det betyder ikke at Sonnevis digt af den grund skulle være mindre magtpåliggende, men det virker uberørt af de spørgsmål der udgør dets egen positions forudsætninger, hvilket man ikke på samme måde kan sige om Raattamaas "Al-Jazeera". At dagens poesi søger nye udtryksmuligheder i en verden der gennemgår så mange og hastige forandringer hvad angår den mediale og teknologiske udvikling er naturligvis ikke bare en logisk men også en nødvendig konsekvens. Især når det handler om det "politiske digts" status må en sådan proces siges at være påtrængende. | ||||||
OEI 9-10 (2002) Lars Mikael Raattamaa: Politiskt våld (OEI editör/Modernista 2003) | ||||||
| | | | | | |
| ||||||||||||||
OEI 9-10 (2002) Lars Mikael Raattamaa: Politiskt våld (OEI editör/Modernista 2003) | ||||||||||||||
| | | | | ||||||||||
 | |||
 | |||
| | | |
For min del bliver jeg mest fascineret af den måde det lykkes "Al-Jazeera" både at være påpegende men også og i endnu højere grad bryde disse påpegninger, så det påpegende sted bliver synliggjort med lige så stor opmærksomhed som de steder teksten peger på. Når man belyser så blodige begivenheder som "Al-Jazeera" gør det, kræver det en massiv, nærmest monstrøs modkraft at aktualisere ens egen sprogzone og de litterære normer der gælder der. Jeg tror af samme grund at "Al-Jazeera" er et digt der vinder i kraft af sin masse og at det ville være dårligere hvis det var kortere, for eksempel kun på en side. På samme måde kan jeg bedre lide den originalversion der blev offentliggjort i OEI, helt enkelt fordi den fysisk optager mere plads og fordi det hvide papir og de bredere marginer forstærker digtet i højere grad end det er tilfældet i versionen i Politisk våld. Jeg forestiller mig også at "Al-Jazeera" ville være endnu stærkere i et endnu større format, A3 eller større. Raattamaas digt ville ekspandere semantisk imens jeg ikke forestiller mig Sonnevis Vietnam-digt ville ændre sig ret meget. Jeg tænker mig at det mest ville føles som et digt der var blevet forstørret op, at det ville forblive helt uforandret uanset de typografiske forandringer i størrelse eller sætning. "Al-Jazeeras" materialitet ville derimod blive forstærket og fremhævet på en måde som jeg forestiller mig ville intensivere læsningen, med det forbehold at digtet kunne risikere at "tippe over" til billedkunstkonteksten og dermed miste sin kontakt med og gyldighed for den litterære krop. Hvilket er en afstødningsmekanisme der rammer ikke så få tekster.
oversat af Christian Yde Frostholm | læs svensk original på nypoesi.net aktuelt | tidligere bidrag | 29/11/05
| ||
| | |
