 | Anna Hallberg:
| ||||||||
Nogle af disse afstødningsmekanismer kom til udtryk i en anden sammenhæng, der lignede denne, da jeg præsenterede "Al-Jazeera" for Nordiske Seminariet i Litterär kritik i Kungälv i december 2003. Et seminar der løb over syv måneder og var rettet imod yngre forfattere og kritikere i Norden. (Jeg tror i øvrigt at nogle af de tilstedeværende også var med dengang). Forhistorien er denne: Vi blev ved det første møde opfordret til at sætte navn på et nyudkommet litterært værk som vi ville vælge som emne for en længere kritisk artikel. Det var lykkedes mig at komme med på seminaret i sidste øjeblik og jeg havde derfor ikke i forvejen kunnet udtænke eller reflektere over en passende genstand for en anmeldelse. Af overvejende praktiske grunde valgte jeg Lars Mikael Raattamaas Politiskt våld; jeg havde allerede da læst mig ind på hans forfatterskab og havde skrevet om ham før. Politiskt våld syntes også med sin heterogene karakter at egne sig godt til en mere omfangsrig læsning. Jeg var ganske vist på netop det tidspunkt ret træt af svensk samtidspoesi (jeg havde netop sendt den senere så omdiskuterede artikel om metaforiske implikationer i samtidspoesien afsted til Dagens Nyheter) men dette var dog overkommeligt og jeg tænkte at jeg måske takket være det grundarbejde der allerede var gjort ville være i stand til at skrive en sjovere og mere selvstændig kritisk tekst denne gang. Jeg fotokopierede derfor "Al-Jazeera" i to versioner, dels sådan som den var sat i OEI og dels sådan som den fremstod i Politiskt våld, og sendte den ud til deltagerne sammen med et antal åbne spørgsmål der skulle fungere som udgangpunkter for en diskussion. (Hvad handler digtet "Al-Jazeera" om? Hvordan kan man læse en sådan tekst kritisk? Hvilken rolle spiller de visuelle/grafiske elementer? Er der nogle dele af digtet der opleves som stærkere henholdsvis svagere? Er der forskel på læsningen i de to forskellige versioner? Hvilke litterære kontekster kan det være frugtbart at placere "Al-Jazeera" i? Har det nogen betydning at det er Lars Mikael Raattamaa der har skrevet digtet?" Min tanke var ikke at lade min egen læsning styre diskussionen, hver enkelt i gruppen fik lov til at fremlægge sine egne refleksioner imens jeg skrev ned hvad der blev sagt. Det der overraskede mig og som jeg på ingen måde havde ventet, men som nu bagefter kan virke interessant var den så godt som enstemmige modstand imod overhovedet at tilkende digtet nogen litterær betydning. Espen Stueland mente at digtet er "som en strikkeopskrift. Det siger mig absolut ingenting, det er fuldstændig meningsløst". Seminarlederen Ulf Eriksson kaldte digtet "avantgardeporno", Oscar Rossi sagde, at "den her slags poesi er ikke mere end fem øre værd for mig". Arve Kleiva påstod at det lige så godt kunne have været en maskine der havde skrevet teksten. Jenny Tunedal så digtet som autoritært, dogmatisk og fastlåst. Daniel Sjölin anså det for en tekst som ikke vil læses. Ulrika Nielsen mente man kunne have en lige så interessant samtale om det rene nonsens. Maria Zennström klassificerede sig selv som et "ordmenneske og ikke et billedmenneske" og brugte det som argument for sit besvær med at tilegne sig digtet. Gunnar Wærness syntes at digtet "ikke er så spændende visuelt", han pegede også på mangler hvad gælder musikalitet, lydbillede og rytme, titlen "Al-Jazeera" ødelægger læsningen mente Wærness. Inger Braatveit syntes digtet var "som tortur" og talte i termer som nålestik, elektriske stød, repetitioner af ubehag. Erik Bergqvist anså digtet som "ubehageligt fordi det ikke kommunikerer". To ud af gruppens tretten personer kunne finde noget konstruktivt i læsningen af Raattamaas digt. Ann Hallström stod for seminarets mest udførlige læsning og diskuterede digtets dialogicitet, integritet og de konfrontative ladninger i "Al-Jazeera", som forøvrigt betyder ø på arabisk ifølge Hallström. Ingrid Storholmen mente også at "Al-Jazeera" er "visuelt vigtigt" og fremhævede æstetiske kvaliteter i teksten. Det interessante her er ikke at skabe en eller anden slags "vi-fornemmelse" på bekostning af et fiktionaliseret "dem" med grundlag i et mærkeligt gruppefænomen i Kungälv. Det ville være lige så idiotisk som destruktivt og repressivt, den totale afstødning og den totale omfavnelse er to sider af samme konfliktskyhed og berøringsangst. Alle de nævnte medvirkende ved kritikseminaret er mennesker jeg sætter højt, respekterer og lytter til, og jeg har ingen interesse i at dæmonisere deres hensigter. Det er også kommet frem at "Al-Jazeera"-diskussionen fik en fortsættelse ved en senere seminarlejlighed (hvor jeg ikke var til stede) hvor visse af deltagerne indtog nye positioner. Men netop fordi disse mennesker besidder den kompetence de gør (jeg ville nok have reageret anderledes hvis det var uvante læsere der havde kommenteret Raattamaas digt) kan jeg notere at: a) Modstanden mod en alvorligt ment visuel poesi er meget større og mere dybtgående end jeg troede fra begyndelsen af, b) der ingen generationsforskel råder i dette spørgsmål, det unge kritikerkorps er lige så mistænksomt som det ældre og c) der findes en aggressivitet i modstanden som tyder på at der står større værdier og spørgsmål på spil. Ved at se lidt nærmere på de tilbagevendende retoriske strategier der plejer at blive anvendt i forbindelse med den her slags digte håber jeg vi skal kunne belyse en problematik og forhåbentlig kunne bevæge os forbi den, så vi bedre og mere nuanceret bliver i stand til at møde digtet i en individuel læsning. Hinsides de kategorier der på forhånd ekskluderer eller feticherer digtet.
| |||||||||
 | |||||||||
Lars Mikael Raattamaa: Al-Jazeera, | |||||||||
 | | | | | | | | | |
