| ||||||||||||||||||
Anna Hallberg:
| ||||||||||||||||||
 | | | | | ||||||||||||||
 | ||||||||
For to år siden skrev jeg en artikel til Lyrikvännen som omhandlede mit syn på litteraturkritik generelt og lyrikkritik i særdeleshed ("Gamla varelser och nya - om samtidens kritiska läge", Lyrikvännen nr. 3, 2003) der slutter med en skitse til og et håb om en "ny lyrikkritik, som giver sig selv lov til, i de tilfælde hvor digtene er det, også at være polyfon og heterogen. En mere åben, prøvende kritik som ikke ureflekteret tager sin egen form for givet." Et eksempel på en sådan i god forstand prøvende kritik, som bogstaveligt talt formår at nærme sig poesien mere end så mange andre, kunne være Martin Högströms "Grafiske læsninger", publiceret i OEI nr. 18/19/20/21 2004 samt på nettidsskriftet nypoesi. "Ud fra digtbogens fysiognomiske betingelser kan en læsemåde tage form hvor selve læseakten inviteres indenfor og bliver en eksplicit del af poesien", indleder Högström sin artikel. Og viser derefter hvordan forskellige typografier, opsætninger, bogformater og papirkvaliteter medvirker til og påvirker det digt der vokser frem i samspil med læseren. Högströms undersøgelse er præget af en befriende bevægelighed der bygger bro over skellene i de klodsede forestillinger om "form" og "indhold" eller "mekanik" og "autencitet". Sådan kan det lyde i et uddrag af læsningen af Johan Jönsons digtsamling Virus: "Selve digtets indmad er derimod sat på et benhvidt papir med lav uigennemskinnelighed. Det foregående og det efterfølgende opslag lyser igennem; teksten på siderne inden og efter det opslag, man i øjeblikket læser, kan skimtes, ligesom skygger under nuets sorte tegn. En påmindelse om bogvolumen og tid i en læsemåde hvor læseren ellers synes fortabt, psykotisk låst, på opslagets tidspunkt i en bog uden paginering. Hvert opslag koblet fri fra den serie der ellers tilbyder den trygge viden om præcis hvor i bogens samlede forløb man befinder sig. Virus er en bog som ikke vedkender sig sin egen slutning - som ikke anvender, og idealiserer, sin egen død for at gøre sit liv til en helhed. Det er, for at tale med Adorno, et værk der vender sig mod en borgerligt idealiseret metafysik. Den første suite er i stedet inddelt af klokkeslæt, dog ikke kronologisk. Og den næste er ordnet fra 26 til 35 (hvor 34 mangler). Et katalog der næsten fungerer. At slå op tidsmæssigt effektivt og søge i bogen bliver anstrengende og indebærer at man må bladre sig frem, lede i teksten. Katalogiseringens sterilitet påvises. Man tvinges til at søge i selve den poetiske tekst for at finde noget i bogen - hvorefter man risikerer at ende med at sidde og læse selve poesien! - og inficeres af litteraturen. Der tilbydes ingen genveje." | ||||||||
 | ||||||||
 | ||||||||
Johan Jönson: Virus (OEI editör 2004). Omslag og typografi: Pascal Prosek. | ||||||||
| | | | | | | | |
 | ||||
 |  | |||
| | | | |
 | ||||
Annette Sletnes: into thin air (Glänta Produktion 2001). Med tekst af Malte Persson. Grafisk form: Camilla Iliefski. | ||||
| | | | |
Et andet eksempel på innovativ læsning er Malte Perssons blå- og grønkolorede skrift som følger og fjerner sig fra Annette Slettnes fotografiske billedessay into thin air (Glänta Produktion 2001). I omkring fyrre nærmest fritstående citater, parafraser, minipoemer og iagttagelser kommenterer Persson Slettnes' arbejde på en måde som opnår at være både præcis og omfangsrig uden at blive låst fast i reducerende slutninger. Perssons tekst er omfattende uden at være sammenfattende og den bærer en litteraritet der giver teksten energi og tiltrækker sig opmærksomheden på trods af de brydninger den fragmenterede udformning giver. Genremæssigt kunne Perssons tekst kaldes et "efterord" idet den er placeret på det sted hvor den slags plejer at være. Men Perssons tekst (der i øvrigt benævnes som netop tekst "into thin air / Annette Slettnes med text av / with a text by Malte Persson" står der på omslaget) er alt for selvstændig til bare at kunne ses som et påsat vedhæng til Slettnes' billeder. Noget tilsvarende kunne man sige om Ulf Karl Olov Nilssons ganske vist udtrykkeligt benævnte efterord til Ida Börjels digtsamling Sond, der også har litterære kvaliteter som strækker sig ud over de begrænsninger der ellers plejer at følge med efterordsgenren. | ||
| | |
 | ||||||
 | ||||||
Ida Börjel: Sond (OEI editör/Modernista 2004). Efterord af Ulf Karl Olov Nilsson. Omslag og typografi: Martina Friis. | ||||||
| | | | | | |
Nilsson vælger at læse Sond i 36 paragraffer (eller egentlig 37 eftersom udregningen her også omfatter nullet) og skaber dermed en ny systematisering der giver teksten lov til at bevæge sig frit mellem valgte nedslag og angrebspunkter. Det er på sin vis symptomatisk at de mest kreative kritiske tekster i svensk samtidslitteratur dukker op i undergenrer såsom efterord, netpublikationer eller uden for de etablerede institutioners domæner. At der råder et så ulige styrkeforhold mellem litteratur og kritik i Sverige er et mærkeligt paradoks som man kan bruge lang tid på at spekulere over. Hvordan kommer det sig at dagens litteraturkritik er så fortvivlet svag, i alle henseender, når den litteratur der udgives er så slagkraftig, magtpåliggende og opfindsom? Det er åbenlyst at vi befinder os i en litterær højkonjunktur, både hvad gælder poesi og prosa, men kritikken synes stadig ikke at være i stand til at forholde sig til den litteratur der skrives. I al fald ikke den gængse kritik, hvilket er mærkeligt eftersom litteraturen dog synes at leve og trives forholdsvist godt. (Naturligvis kan man omvendt finde adskillige eksempler på individuelle præstationer i enkeltstående tilfælde, men den der søger en kritik der strækker over en længere pligtskyldig anmeldervirksomhed skal lede grundigt). Det er som om litteraturen har gennemgået en udvikling kritikken kun befinder sig i puberteten af; og den kritik der skal have noget at skulle have sagt må selv formulere sig om sig selv og blive til litteratur. I den antologi der blev trykt efter det afsluttede kritikseminar sidste forår i Kungälv finder man også eksempler på brugbare kritiske muligheder. Jenny Tunedal behandler Pia Juuls digtsamling Sagde jeg, siger jeg i en fiktiv brevveksling som både er i stand til at skabe en nærhed til Pia Juuls poesi men som også distancerer sig og afprøver forskellige holdninger. Tunedals tekst er kraftfuld i sin vekslen mellem positioner og tiltaleformer. Hun foretager udvidelser, tilføjelser og lader sin egen skrift skrabe imod Juuls. Ann Hallström præsenterer en læsning eller en "skitse til en anmeldelse", som der står i antologien, der svarer Gertrud Hellbrands debutroman Vinthundarna med en byge af barberbladsskarpe sprogsplinter. Styrken i Hallströms tekst er at den ikke undviger de voldeligheder og destruktioner der hele tiden opererer i Hellbrands prosa. Men den omfavner heller ikke perversionen. I Hallströms tekster opstår der en spejleffekt som synliggør Vinthundarna fra en ny vinkel. Kritikken kan sætte sig op imod litteraturen og litteraturen kan blive set i storformat og i enkeltheder og fra andre og mindre forudbestemte perspektiver. Oscar Rossi gør i sin tekst hvad man mistænker mange skribenter i det her land for: han anmelder værket uden at have læst det. Men banal som den måske kan forekomme er Oscar Rossis tekst nu ikke. I sin insisterende modvilje mod at læse det ufuldstændige manuskript Göran Tunström efterlod sig ved sin død, og som blev udgivet i 2003 med titlen Försök med ett århundrade, skaber Rossi en graviterende ladning omkring den lukkede bog. Forventningen, afhængighedsforholdet, spørgsmålet om man bør være tro mod sine tidligste og stærkeste læseoplevelser vokser jo længere Rossi undlader at åbne Tunströms bog. Der kommer fadersvigt og etik ind i billedet. Under nummereringen 19 skriver Rossi: | ||
| | |
 | ||||||
"Langsomt mister mit eksemplar af bogen sin boglighed og bliver i stedet besjælet i sin rene tingslighed. Præcis som Sølvbibelen i Tyven bliver bogen en markør, et mystisk relikvie, en dødsattest, en mælkebøttefrøstand, en amulet - tabu." Nogle stykker længere fremme kommer følgende passage: "24. Pludselig en dag åbner jeg bogen. Dette sker som en af de afgørende hændelser i ens liv har for vane at ske: ingen dramatik, helt uden refleksion og eftertanke, helt uden overlæg, årsag eller investeret emotion læser jeg den første sætning. 25. 'Jeg står på Brooklyn Bridge og lader mig fødes år 1606.' Derpå lukker jeg atter bogen." Resten af teksten handler udelukkende om den linje. Den kritik jeg efterlyser er her allerede. Den findes i undergenrer og i tidsskrifter, i tilløb og forsøg, og det er sædvanligvis mennesker der vier hele deres tilværelse til litteratur som bedriver den. Dristige og følsomme kritiske læsninger er i de seneste årtier blevet praktiseret i større skala i USA, Canada og Frankrig til eksempel. Og jeg tror at dette nystartede seminar for nordisk litterær kritik, som nu går ind i sit andet år, med nye kritikere, forfattere og skribenter, har gode forudsætninger for at skabe et rum hvor kritikken også kan blive stillet spørgsmål til, udviklet og afprøvet. Det er i det mindste mit håb. I Sverige er vi nået til en tilstand hvor det er næsten umuligt at leve som kritiker, hvilket mest skyldes økonomiske, administrative og uddannelsesmæssige årsager. (Et tragikomisk eksempel på dette er det afslag Biskops-Arnö fik på sin ansøgning om at oprette en toårig erhvervsuddannelse for kritikere, som fik afslag med begrundelsen at "kritiker er ikke noget erhverv"...) Jeg har svært ved at forestille mig at fantastiske kritikere skal dumpe ned fra himlen - hvilket synes at være hvad alle går og håber på - snarere tror jeg at man er nødt til at arbejde temmelig råt strukturelt, bevidst og langsigtet for at muliggøre en aktiv kritik. Men jeg er klar over at meget af den litteratur der skrives i dag kræver en kritisk interaktion, følsomhed og humor der ikke kun er problematiserende, men faktisk også produktiv og konstruktiv. En kritik der er lige så selvstændig og egenrådig, om end på en anden måde, på et andet sted, som den litteratur den forholder sig til, sådan en kritik ville det være sjovt at læse.
Nogle uger efter seminaret læste jeg Malte Perssons artikel "Frostenson T630 vs Al Jazeera" publiceret i marts/april-udgaven af nypoesi, og så at også han drog paralleller mellem Sonnevi og Raattamaa. Det er ganske vist en ret oplagt sammenligning at foretage, og jeg tror ikke jeg havde læst Maltes tekst inden jeg skrev min, men det er ikke noget jeg vil tage patent på. Det er fuldt ud muligt at det er Malte Perssons iagttagelser som jeg har taget til mig, og siden glemt, og troet var mine egne. En lovtale til ham altså, for en sikkerheds skyld.
oversat af Christian Yde Frostholm læs svensk original på nypoesi.net se også version af Raattamaas Al-Jazeera i Hvedekorn 1/2003, samt mere om ny svensk poesi og Anna Hallberg på konkretpoesi.se aktuelt | tidligere bidrag | 29/11/05
| ||||||
Göran Tunström: Försök med ett århundrade (Bonniers 2003). | ||||||
| | | | | | |
