 | Anna Hallberg:
| |||||
Den mest udbredte og effektive form for afstødning er formodentlig hvad man med et enkelt ord kunne kalde for relativisering. Læseren befinder sig højere end teksten på et plan teksten ikke kan nå. Læseren er uddannet og kompetent og har været med i det her game et godt stykke tid. Teksten er en død klud der ikke kommunikerer. Et ligegyldigt stykke nonsens, dybt uinteressant og uden mening. Det ville være krænkende for læseren på nogen måde at engagere sig i et produkt som dette. Teksten er værdiløs og fortjener ingen respekt fra læseren. Der skjuler sig omvendt et modsat konfliktforhold: teksten håner læseren og vil provokere og udfordre læseren i et latterligt maskespil. Teksten er barnlig og har ikke forstået hvad det hele handler om. Teksten forsøger sig på noget den ikke formår. Den seriøse læser holder sig for god til den slags billige lege. En mere sofistikeret form for diskrimination går ud på at frakende teksten dens litterære status ved at anbringe den i en anden kontekst, alternativt blot erkende dens gyldighed som en afvigelse i forhold til den litterære tradition. Læseren mener, at teksten desværre ikke kan klassificeres som litteratur, men snarere burde tage bolig i det billedkunstneriske, musikalske, arkitektoniske eller dramatiske miljø. Eller et andet sted hvor den føler sig hjemme. Læseren kan se at teksten vil noget men dette er ikke stedet eller tidspunktet for en sådan diskussion. Andre aktører kunne blive forstyrret af tekstens tilstedeværelse på feltet hvilket ikke ville være lykkeligt for nogen af parterne. Teksten er forvirret og desorienteret men alligevel charmerende og på sin vis original. Læseren ved dog ikke om teksten er tilstrækkelig original til at kvalificere sig på originalitetskriteriet alene. Læseren synes teksten skulle anstrenge sig lidt mere og være lidt mere original hvis den nu så gerne vil kvalificere sig. Læseren føler sig generøs ved at tage sig tid til at tale med teksten men har efter en stund vigtigere ting at tage sig til end velgørenhed og kaffepauser. Teksten burde lære at være mere tydelig med sine hensigter. En anden retorik kommer til udtryk gennem den berøringsangst der ødelægger mulighederne for at nærme sig teksten. Læseren føler sig i denne sammenhæng udelukket og nervøs. Teksten taler bare med sig selv eller andre tekster som læseren ikke begriber. Teksten er indesluttet og magtfuldkommen. Teksten vil ikke vide af læseren i al fald ikke af denne læser, læseren er nok en idiot tænker læseren. Teksten er fremmed og sær og sætter sig på tværs. Teksten er et monster som vil banke læseren på plads. Teksten er aggressiv og ude efter hævn. Læseren føler sig usikker og urolig og tænker at det er bedst at stikke af før det bliver farligt. Læseren mumler noget til teksten og spankulerer op på en høj af gedigne romaner, sætter tevand over og smører en mad. Det går over om lidt tænker læseren, jeg skal bare komme på andre og bedre tanker. Når tevandet koger har læseren glemt hvad der var så ubehageligt. En god roman hjælper mod det meste. Fejlen ved teksten er at den ikke opfylder visse grundlæggende kriterier for hvad der kan kaldes litteratur, tænker læseren. Den mangler stemme tænker læseren, teksten kværner og skramler for meget. Der er ingen orden. Tilfældighed, kaos, mekanik og hulter til bulter, det kunne lige så godt have været et computerprogram der havde genereret digtet - og så skulle det vel også være en computer der læste den, tænker læseren og ler af sin egen morsomhed. Teksten er ufærdig og ufuldstændig, sådan er det bare, hverken mere eller mindre. Læseren lader sig ikke gå på og spekulerer på hvad hun skal have til aftensmad. Teksten burde ikke have forladt trykpressen i det her stadium. Teksten er en fejltagelse der burde korrigeres hvis der fandtes den slags instanser. Læseren tænker at hun sagtens kan stille sagen i bero. Teksten er en samling stumper og stykker, en slags misdannelse uden fungerende potens. Læseren tænker det måske er synd for teksten? Men kommer frem til at det måske nok er at gå for langt. Læseren anser sig selv for liberal og frisindet og mener enhver er sin egen lykkes sølvsmed. Eller ske. Eller hvordan det nu var. Læseren tager det ikke så nøje. Læseren holder på sine egne principper. Det der irriterer læseren er tekstens ufortjente højlitterære status. Læseren mener teksten bør degraderes hvis den skal blive accepteret i det litterære miljø. Læseren mener teksten kan få lov at eksistere hvis man kapsler den ind i en lille -isme. Eller en undergenre, som pornografi eller populærkultur. Læseren synes at teksten er et udtryk for en overdreven trend og derfor skulle holde sig inden for klart angivne rammer. Teksten har lidt for høje tanker om sig selv synes læseren. Teksten burde kende sin plads og stille sig tilfreds med den. Teksten burde være taknemmelig og ikke spille så forbandet vigtig. Læseren mærker en snigende hovedpine og det lykkes hende med en kraftanstrengelse at klemme sine aggressioner sammen til en lille hård hvid kerne samtidig med at hun udspyr ordet "konkretistonani" og retter på ryggen. Læseren ved hvordan man behandler opkomlinge. Læseren har en ligefrem og retfærdig og fast karakter. Det er egenskaber der holder i længden, mener læseren. Teksten er et unikum, en gave og en personlighed. Læseren kunne aldrig få den tanke at stille spørgsmålstegn ved teksten. Teksten er et idol for læseren. Teksten er en brosche, en pin, et sjal, et adgangskort, et navn, en attitude, et jeansmærke for læseren. Teksten er uantastelig og uangribelig. Teksten er en vej ind, en vej ud, en vej op eller ned, kort sagt en trappe for læseren. Noget man går på og bevæger sig op ved hjælp af også selv om læseren aldrig skulle formulere det sådan. Læseren formulerer sig ikke så gerne. Læseren synes der er nok formuleringer og teorier og ordkløverier. Eller: læseren elsker formuleringer, teorier og ordkløverier. Det kommer an på. Læseren kan være mange læsere. Det væsentlige for læseren er tekstens ukrænkelighed. Teksten skal kunne eksistere og være nøjagtig som den er. Teksten udgør et symbol og et forbillede og er på sin vis hellig. Det ville læseren dog aldrig sige. Hun er ikke religiøs, om end nogle ville kalde hende for fanatiker. Teksten og læseren kredser i to adskilte solsystemer. Læseren synes det er et spørgsmål om respekt. Denne læser kan godt lide at følge med. Hun er fleksibel og åben og er med hvor det sner. Problemet med teksten er bare at den ikke rigtig passer til tiden. Læseren er ikke den der selv starter trends, hendes styrke ligger i at adaptere dem og gøre dem til sine egne på en overbevisende måde. Hvis hun skal være helt ærlig begynder læseren efterhånden at blive temmelig mæt på udsving og trendskift. Hun håber ikke teksten skal blusse op i debatten. For hendes del er det alt nok som det er. Teksten er et potentiale der svirrer i horisonten. Teksten kan eller kan ikke slå igennem på børsen. Det handler om at holde ørerne åbne og have fingeren på pulsen. Læseren dømmer aldrig nogen ved første møde men har lært heller ikke ofre sig alt for meget. Læseren må holde hus med sine ressourcer hvis hun skal forblive i branchen. Teksten ligner tekster som tidligere har givet gevinst, noterer læseren sig og forsøger at lave et overslag i hovedet. Læseren håber at nogen snart skal tage en beslutning. Så hun ved om hun skal kunne lide teksten eller ej. Læseren synes at alt for mange litteraturmennesker sidder fast i patriarkalske mønstre og stivnede strukturer. Man må altid holde sig forrest mener læseren, ung og smart er hvad det handler om. Man bider omvendt ikke den hånd der fodrer en. Så dum er læseren ikke. Læseren har også sin lejlighed, sine rejsevaner og sin levestandard at tænke på. Læseren synes at nogen snart må bestemme sig så hun kan bruge tiden på noget andet og sjovere. Egentlig synes læseren at litteratur er det kedeligste i verden. Det plejer hun at underholde med når hun holder middage i sin lejlighed. Læseren synes det er et godt eksempel på den åbenhed og fleksibilitet som læseren besidder. Jeg er bevidst om at ovenstående syv retoriske strategier kan fremstå som karrikerede og overdrevne lystigheder og at man helst, også jeg selv, gerne vil feje dem bort som ulykkelige ubetydeligheder i samtiden. Det er smertefuldt at få øje på mekanismer som gør mennesker mindre end de er og får dem til at fremstå som mere ufrie end hvad man troede eller ønskede var tilfældet. Alligevel ved jeg at disse holdninger er yderst virksomme, for ikke at sige dominerende, i det nordiske litteraturlandskab. Og de er på ingen måde specielle for deres geografi eller samtid. Et lignende ræsonnement går igen i næsten enhver sammenhæng hvor skrækken for det fremmede viser sit ansigt. Jeg tror også at vi alle på en eller anden måde, i en eller anden passage kan genkende os selv i de argumentationer der virker diskriminerende. Det handler til dels om overpersonlige strukturer som jeg selv (lige så lidt som enhver anden) helt kan frigøre mig fra. Men ved at se dem og lære at genkende dem kan jeg imødegå dem og stille spørgsmål til deres reelle gyldighed. Jeg kan bemærke dem i anmeldelser af Camilla Hammarströms, Malte Perssons, Mara Lees, Robert Ståhls, Ida Börjels, Johan Jönssons eller Hanna Hallgrens værker, for at tage nogle samtidige eksempler. Eller i receptionen af Gunnar Björling, Edith Södergran, Öyvind Fahlström eller Ann Jäderlund for at nævne nogle ældre. Jeg kan se dem i Espen Stuelands ansigt når han kalder Lars Mikael Raattamaas digt en "strikkeopskrift".
| ||||||
 | | | | | | |
