Miniatureskrift:

1. Guldskrift og kulørte ranker - jødiske skriftmalerier

2. Bacchiske sætningsguirlander - Robert Walsers mikrogrammer

3. Uendeligt små ting

Litteratur

1. Guldskrift og kulørte ranker - jødiske skriftmalerier

I den hebraiske kultur har skriften i særlig grad haft status som hellig; kunsten at skrive og opfindelsen af skriveredskaberne hører ifølge en jødisk legende til en af historiens små mirakler, som indfandt sig på selveste shabbat aften. Derefter blev den gudgivne Tora nedfældet på pergament af skrivere i slægtled efter slægtled med den hengivenhed og koncentration, som loven foreskriver.

Et unikt fænomen i den hebraiske kulturs skriftdyrkelse er mikrografien: miniatureskrift formet som abstrakte mønstre eller genstande, dyr eller menneskelige figurer. Mikrografiske dekorationer dukkede op i Levanten, i Egypten og Israel, i det 10. århundrede, udvikledes og spredtes til Ægypten, Yemen og Europa op igennem de følgende seks århundreder.

Mikrografiske dekorationer sås oftest i masorahen - et kritisk notations- og kommentarsystem i de hellige skrifters margen, udført af jødiske lærde, de såkaldte masoreter med henblik på at fastsætte Det Gamle Testamente, som indtil da ikke havde haft nogen endegyldig form. Disse margenkommentarer udviklede sig fra i begyndelsen mest at bestå af orientalske geometriske mønstre, de såkaldte "carpet pages", til også at involvere kalligrammer, hvis dyre- eller menneskemotiver gerne var tilsat et element af fantastik for at skabe distance til den realistiske billedgengivelse og derved omgå billedforbudet. Griffer, ryttere med falke, drager, katte, ørne og vingede hunde var yndede kalligram-motiver. Såvel i islam som i jødedom har mikrografi, kalligrafi og miniaturekunst været et fristed for den figurative kunst.

Den mikrografiske æstetik kulminerede i 13-1400-tallets sefardiske Spanien, i guldalderens atmosfære af frihed og tolerance, skabt af den i dag misundelsesværdigt fredelige sameksistens mellem jøder, kristne og muslimer. Det var et både kulturelt og økonomisk højtudviklet samfund, der interesseret i videnskab, filosofi og æstetik og langt mere sækulariseret end det traditionsbundne og æstetisk afdæmpede ashkenastiske samfund i Rhinlandet. Sefarderne satte høj som lav en ære i at leve op til Talmuds krav om, at enhver jøde én gang i sit liv skal skrive sin egen Tora. Jo mere bladguld, jo mere spansk-grøn og karminrød, jo mere ukontrollable labyrintiske skriftmønstre, jo bedre. Kolorerede dekorationer vekslende mellem fintmaskede arabesker og stiliserede blomster med bladmønstre i mikrografi. Blomstervignetter med ornamenteret bladløv langs siderne, der eksploderede ned langs tekstpanelerne. Skriftvækstens snørklede ranker af forvandlingsfigurer og knopskydende spindelvæv synes ikke at kende nogen grænser på dette tidspunkt.

Men hvad med det religiøse budskab? Blev det hellige indhold helt og aldeles transformeret til overdådig, sensuel pragt skabt af ufattelige kalligrafiske teknikker og farveblandinger? Løsrev tegnet sig fra betydningen i disse skriftæstetiske orgier? Og er det i det hele taget ikke det, der er på færde i mikrografiske værker, at formen frisættes, og skriftens fysiognomi begynder at tale sit eget sprog?

Nej, tværtimod påstår Susan Stewart i bogen On longing, mikrografi forstærker båndet mellem tegn og betydning. I miniatureskriftens eksperimenter med tegnets materielle og abstrakte natur, fastholder tegnet (stort set altid) sin betydning, omend den næsten er usynlig. Der er ikke tale om asemisk skrift, sålænge der med en nærsynet indsats kan afvristes en betydning. Genkendeligheden er en afgørende præmis - den minimerede skrift retter med sin utilgængelighed netop opmærksomheden mod betydningen, som på den måde snarere forstærkes end formindskes.

Til og med renæssancen blev sproget betragtet som en naturting, der som naturens øvrige tegn kunne tydes. Man skelnede ikke mellem de synlige tegn, Gud har sat på jordens overflade for at lade mennesket erkende deres indre hemmeligheder og de læselige ord, der er nedlagt i Biblen. Skriften var et guddommeligt tegn på linje med mønstret i dyrets pels, der som et mikrokosmos var en gentagelse af himlens makrokosmos. Ord og ting stod i forbindelse med hinanden gennem forskellige former for ligheder.

Et renæssancemenneske ville formentlig aldrig spørge sig selv, om mikrografikken betød noget. Han ville vide, at den dækkede over en højere sandhed. At den udgjorde et uendeligt lille mikrokosmos, der spejlede det uendeligt store.

<< | intro | 1 | 2 | 3 | >>