| ||||||||||||||||||
1. Guldskrift og kulørte ranker - jødiske skriftmalerier 2. Bacchiske sætningsguirlander - Robert Walsers mikrogrammer | ||||||||||||||||||
 | | | | | ||||||||||||||
2. Bacchiske sætningsguirlander - Robert Walsers Mikrogrammer
Jeg ville ikke ønske for nogen at være mig Robert Walser, sent digt Walter Benjamin kaldte en af litteraturhistoriens særeste eksistenser, schweizeren Robert Walser (1878-1956), for "lidenhedens forfatter overført på selve skriften". I 1937, fire år efter at den skizofrene Walser blev overført til en lukket galeanstalt (hvor han i øvrigt frem til sin død samlede klemmer og foldede staniolpapir), overrakte han sin søster en skotøjsæske med 526 ark fyldt til randen med ulæselig miniatureskrift: kvitteringer, papirlapper, kalenderblade, postkort. Bogstaverne var 2 milimeter høje og ekstremt tæt sammenskrevne med udflydende blyant. Både hun og Walsers forlægger og ven Carl Selig anser mikrogrammerne for at være en utydbar hemmelig skrift, affattet af en gal mand. Men i 1968 lykkedes det filologen Jochen Greve ved hjælp af forstørrelsesapparat og gennemlysningsteknik at vikle en 180 siders roman ud af 24 ark, Räuber-fragmentet. Det viser sig, at skriften er en variant af tysk skråskrift, den såkaldte currentskrift, i ekstremt formindsket grad. Først i år 2000 er dechifreringen og publiceringen af skotøjsæsken fuldendt. Aus dem Bleistiftgebiet foreligger i 6 bind med henved 2000 sider, bestående af protokollignende prosastykker, dramatiske scener og digte fra perioden 1924-33. Walser har selv forklaret, at mikrogrammerne er foranlediget af en skrivekrise, der sætter sig i hånden. Helbredelsesstrategien består i at udskifte fjerpennen med en blød blyant, der tvinger ham til at tegne hvert ord så ultrasmåt, at håndskriften og ordenes betydning opløses i et tæt krat af sætningsguirlander. Walser elsker "at adlyde sin fingerlov" - øjeblikkets bevægelser med skriftens krimskrams, på én gang skoleagtigt legende og tvangsagtigt disciplineret. Det er skriftens rå billedmateriale uden nogen form forædling, der betyder noget for Walser. Det er begyndelsen, tilblivelsen af værket og ikke dens indhold. Den færdige tekst er overladt til læseren. Ligesom maleren Edward Munchs praksis med at lægge sine malerier ud i græsset og derved give dem tilbage til naturen, som så står for afslutningen af processen. Skulle teksten publiceres, skrev Walser den ren og kasserede i øvrigt skitsen. Walsers skriftlidenskab og hans praktiserede skelnen mellem manuskript og færdigt værk fremkalder en herlig fantasi hos en af de få danske Walser-receptionister, Jan Bäcklund. Han ser for sig skoledrengen Walser bundet til årelangt afskrivningsarbejde i en middelalderlig klosterkælder med dyrehuder, bogskabe, støv og kæder. Hil Sacher-Masoch! Sådan tøjler man passionen og galskaben! Med kraftfuld nænsomhed er titlen på et prosastykke, der handler om skrivemaskinens og håndskriftens gestik. Og om at udtrykke sig ubehændigt, som teksten skælmsk siger. Det starter: "Med kraftfuld nænsomhed bevægede min på skrivemaskiner tænkende og på cafébesøg pønsende jegmæssighed, som egentlig slet ikke følte sit jeg længere, sig under en gammel bros bue". Øh, skal vi lige tage den igen? Udsagnene styrter afsted i de mest overraskende digressioner inden for selv samme sætning, uklart hvorhen. For slet ikke at tale om hoppene fra sætning til sætning. En vild galop på stedet. "Bacchiske guirlander" kalder Benjamin Walsers sætninger, også møntet på indholdet: "Den tanke, der snubler afsted i dem, er imidlertid en dagdriver, en vagabond og et geni ligesom helten i Walsers prosa." | ||||
 | ||||
| | | | |
 | ||
| | |
Det essayistiske og abrupte er drevet til sit yderste i Walsers sætningsopbygning, forbindelserne opløses, nærmest inden de når at blive til. Også rent grafisk bevæger Walsers skrift sig på randen af den totale opløsning. Men for Walser er opløsningen af skrift og betydning ladet med håb. Det var hans flugtvej, et udgangspunkt for at skabe forandringer eller finde noget nyt: "... jeg eksperimenterer i det sproglige område med håb om, at der i sproget måtte være noget ubekendt levende, som det ville være en glæde at vække." De krympede bogstaver var hans sidste lindrende hemmelighed, et jordisk paradis for friheden. Hos Walser smelter skrift og eksistens både smukt og sørgeligt sammen. At skabe, at skrive, at spadsere, at tænke, at flygte, at miste sig selv - alt sammen samlet i blyantens gråstøvede, æstetiske skriblen henover papiret. Skriften peger væk fra ham selv, ud mod verden - mod materialiteten, billedet, naturen, tomheden. Han ved aldrig, hvor skriftens vandring fører ham hen... Man kunne næsten have undt ham at se sin egen død. Hvordan han faldt om under en spadseretur og lå der som et ældgammelt skrifttegn på den hvide snes tomme ark.
| ||
| | |
