I Skulpturens Hus i Stockholm kunne man i maj 2005 se udstillingen Walk on by, hvor Aasprong som en ud af flere bidrog med værker, hvor tekst mødte udstillingsrum. På gulvet i det åbne rum stod et nedslidt arkivskab med fire kraftigt dimensionerede skuffer. Skufferne var fyldt med ark, hvorpå bogstavet t spredte sig i mønstre over den hvide kopiarkflade: række efter række af ensartet skrift med uensartede konturer. På enkelte ark fyldte t'erne det meste af satsspejlet, på andre dannede de små figurer. Nogle af dem lignede svagt kort - de måtte i så fald selv være det kortlagte territorium. Andre udgjorde næsten perfekte rektangler, en ideel form som blev forstyrret af det irregulært hvide i skriftbilledet, af strømmende og bølgende mønstre, større eller mindre typografiske floder. Teksterne kunne minde om "Soldatmarkedet" i Grønn Kylling (arb. tittel) #22, hvor sider, som var fyldt udelukkende med a'er stod over for hinanden i et af opslagene, eller enkeltsiderne i chapbook'en, hvor hver sides satsspejl mere eller mindre var dækket med samme minuskel, i rækkefølgen r, m, o, o, r, r, s, s, a, a, l, t, t, t, e.
Medieteknikeren Erik Sjödin bistod Aasprong med at udføre installationen, hvis arkivskab var fyldt med 15.000 forskellige, hver og en unikke permutationer af 20 "oprindelige" tekster skrevet af Aasprong. I mødet med så overvældende en mængde tekst, kunne tankerne gå til Borges' babelske bibliotek, det uendeligt udstrakte opbevaringssted for alskens alfabetiske sammensætninger og ombytninger. Var det uindbundne dubletter af en bundt af siderne i Babels utallige sekskanter, man stod overfor? Dette bibliotek, skriver Borges, indeholder "alt, som kan udtrykkes, på alle sprog" [4], men først og fremmest et uoverskueligt væld af variationer over kryptiske bogstavkombinationer. I mødet med dette væld, hvis tekster giver indtryk af at være af en "formløs og kaotisk beskaffenhed", giver mange bibliotekarer op og "hævder, at det meningsløse er normalt i Biblioteket, og at det fornuftige (selv den mest beskedne og enfoldige sammenhæng) er en næsten mirakuløs undtagelse. De taler (...) om 'det febrilske Bibliotek, hvis ulyksagelige bind uophørligt risikerer at forvandle sig til andre, som bekræfter, benægter og sammenblander alt som et guddommeligt væsen, det rabler for'". Også Aasprongs tekster er blevet mødt med læserreaktioner, som lader til at forudsætte, at mening kun kan optræde i udsagnsformer, der følger grammatiske forskrifter. Overraskende nok, taget i betragtning af, hvor megen poesi der bryder konventionerne for syntaktisk sammenføjning og begrænsning af det nedskrevne til leksikografisk legitimerede bogstavsammensætninger. Eksempler findes i rigt mål op gennem litteraturhistorien: fra middelalderens retorisk-grafiske carmina figurata og barokmanierismens forkærlighed for labyrintisk kodeskrift og forskellige former for ars combinatoria, over italiensk futurismes parole in libertà, russisk futurismes zaum, dada og lyddigte og kanoniske forfatterskaber som Michaux eller Björlings, til en række samtidige poetiske praksisser.
Monica Aasprong: Soldatmarkedet. Walk On By, 2005.
[4] Jorge Luis Borges: Labyrinter, oversat af Peter Poulsen, København, Gyldendal 1998, s. 86. De følgende citater er fra s. 84 og 91.
Borges' tekst antyder flere mulige baggrunde at læse Soldatmarkedet imod. Fiktionens fortæller hører ikke selv til dem, der har ladet sig forstumme af tekster, man ved første øjekast ikke aner sit levende råd med: "I virkeligheden indeholder Biblioteket alle verbale strukturer, alle de variationer, de femogtyve ortografiske symboler kan indgå i, men ikke en eneste absolut meningsløshed." Borges spiller på kabbalistiske traditioner for at læse Skriften kryptografisk, som var den et chiffer. Er Aasprong så gået til ordet "Soldatmarkedet" ligesom kryptograferne gik til Bogen, for at aflæse det alle potentielle sammenhænge - alfabetisk, numerisk, motivisk, historisk, mystisk - som det danner og indgår i? Umiddelbart kunne man tænke, at forskellen mellem kabbalisternes virke og Aasprongs tekster er afgrundsdyb: hvor deres modus operandi har som sin forudsætning, at Skriften er en absolut tekst, hvor intet er givet af vilkårlighed, lader Aasprong vilkårligheden slå sprækker i et enkelt bogstav fra et enkelt ord i 15.000 uensartede kombinationer. Borges' fiktion former sig som en række af logiske spidsformuleringer inden for et tilsyneladende metafysisk problemfelt. Men svarer spændingen mellem det fastlagte og det overraskende, det, som kan formaliseres, og det frivole eller uforudsigelige, ikke også til spændingen mellem alfabetet og litteraturen?
I "Det totale bibliotek" (1939), det essay, som Borges baserede sin senere fiktion om biblioteket i Babel på, føres forestillingen om en udtømmende bogsamling tilbage til Kurd Laßwitz' alfabetiske fantasier i bogen Traumkristalle (1907), hvis drivkraft netop er at ville "kunne systematisere tilfældigheden" ved at udtømme den. [5] Om Laßwitz og Borges kan man sige, med Christian Bök, at deres tekster "vender op og ned på de herskende normer for semantisk værdi for derigennem at vise at meningsfulde udsagn kun udgør en minimal, opdelt undergruppe af en mere omfattende sproglig matrice." [6] Men ikke uden samtidig at anerkende, at denne observation forvandler, hvad der opfattes som meningsfuldt: "Biblioteket i Babel" gør det klart at det "formløs[e] og kaotisk[e]" opleves anderledes, så snart der formuleres en teori om dets beskaffenhed. Böks tekst, "Aleatorisk litteratur", er netop et udkast til en sådan teori, hvor han spinder videre på - og skaber et særligt poetisk-teoretisk miks af - Borges, det semiologiske begreb "det paragrammatiske" og de stokastiske processer hos Markov-kæderne inden for kaosteorien, for at nærme sig en "tilfældighedens poetik" i kølvandet af digtere som John Cage, Jackson Mac Low og Steve McCaffery (og, kan en skandinavisk læser tilføje, Klaus Høeck). Bök parafraserer Baudrillard i en formulering, som også giver en læsenøgle til Aasprongs installation: "Tilfældigheder bjergtager os i langt højere grad end nogen ordinær begivenhed, som opstår forudsigeligt af en forventet årsag, og ingen andre steder forekommer dette princip mere besnærende end i moderne poesi".
[5] Jorge Luis Borges: "Det totale bibliotek", overs. Gisle Selnes, Bok og bibliotek 5/2004. Nogle af de beslægtede forestillinger, som Borges opgiver, er desuden Demokrit og Aristoteles' atomteorier, Ramón Lulls tænkemaskine, Jonathan Swifts bogstavautomat, Nietzsches tanke om den evige genkomst og Huxleys idé om, at et halvt dusin aber sat til at arbejde ved skrivemaskiner i løbet af evigheden ville ende med at skrive alle bøgerne i British Museum på ny (en forestilling Borges forenkler i en fodnote ved at sige, at det med det tidsrum strengt taget bare ville være nødvendigt med én abekat).
[6] Christian Bök: "Aleatorisk litteratur: Notater i retning en tilfeldighetens poetikk", overs. Espen Grønlie, i Paal Bjelke Andersen og Audun Lindholm (red.): Audiatur - katalog for ny poesi, Bergen: Audiatur, Gasspedal og Nypoesi 2005, s. 397. Det efterfølgende citat er fra s. 401.
Böks poetik bygger på, hvad Leon S. Roudiez kalder paragrammet: "[En tekst hvis] organisering af ord (og deres denotationer), grammatik og syntaks udfordres af de uendelige muligheder, der opstår, når bogstaver og fonemer sammenføjes og former netværker af betydning, der ikke er tilgængelige gennem konventionelle læsemåder" [7]. Også Soldatmarkedet som uafsluttet helhed er grundlæggende paragrammatisk: her er digtet ikke en statisk, fikseret meningsstruktur, men et aggregat (Sonnevi) og en overflodsproduktion af mening (Bataille): semantisk potentialitet og ødselhed, snarere end kommunikativ formålsrettethed. Teksterne udgår fra et kontraktprincip, hvor materialet reduceres til et ord og et ekspansionprincip, hvor det begrænsede materiale bliver ophav for en potentiel uendelighed af ord. Med McCaffery kan vi forbinde praksissen til en partikelpoetik [8], en tankefigur der går tilbage til Lukrets' clinamen, også et nøglebegreb for Bök. I De rerum natura (50 f.Kr.) fremsætter Lukrets påstanden om bogstaver og atomer som analoge fænomener, der er afhængige af vridninger, clinamen, for at opnå variation. Atomer er for verdens genstande, hvad bogstaver er for ord: bevægelige, kombinerbare, heterogene, og clinamen er den begivenhed, som skaber rum for afvigelse, forskel, dynamik og uforudsigelighed - det samme, der gør bogstaver til litteratur.
[7] Citeret i Julia Kristeva: Revolution in Poetic Language, overs. Margaret Waller, New York: Columbia University Press 1984, s. 256.
[8] Steve McCaffery: Prior to Meaning - The Protosemantic and Poetics, Evanston: Northwestern University Press 2001, s. xviii.
