Aasprongs arbejder aktiverer ordenes betydningsspektrer: Soldatmarkedet går ud fra nogle få elementære sprogelementer - enkeltsubstantivet, bogstavformen, gentagelsen ... - og driver dem til deres grænser. At der dvæles ved de løsrevne tegns form kan læses som udtryk for en vilje til at lade dem med ikonisk betydning. Meget tidlig tysk konkretisme havde samme tendens til at efterstræbe sammenfald mellem mening og billedmæssighed. At det latinske alfabet ikke er ideogrammatisk funderet, rokker imidlertid ikke ved, at den visuelle poesi stadig finder potentialer for billeder i bogstaverne. Aasprong har selv i et interview gjort opmærksom på, at "t'et er bærer af korset" [9]. På den anden side er det netop ved at understrege bogstavernes egenrådighed, at Aasprong undslipper den fare, der ligger i en ikonisk konkretisme - for at henfalde til det augustinske sprogbillede, som Wittgenstein stiller spørgsmålstegn til i åbningen af Filosofiske undersøgelser: antagelsen om at substantiverne er de definerende byggesten i sproget.
Frigør man sig fra denne opfattelse, forsvinder grundlaget også for den udbredte tanke om, at det at se sproget som et selvstændigt materiale for bearbejdelse uvilkårligt medfører en løsrivelse fra referentialiteten. En illustrering af denne opfattelses kommen-til-kort kan være et digt, Helmut Heißenbüttel har trukket frem, af Berlin-præsten Johann Caspar Schad (fra 1700-tallet):
[9] Bendik Wold: "Poesi for øyet", Morgenbladet, 26.03.04.
GUD, du er min GUD. _____er du min GUd? _____GUd du er min. _____Du GUd er min. _____min GUD er Du. _____(osv.) [10]
Digtet demonstrerer muligheden af at "ælte" sproget som materialitet, for at sige det med den langt senere konkretistiske pionér, Öyvind Fahlström, men iveren efter at kombinere på nye måder står ikke i modsætning til et meningsbærende udsagn. Tværtimod: digtets drift mod sammenfald med sit "emne" tager blot andre former. Som Knut Brynhildsvoll udlægger Heißensbüttels læsning: "Fordi digteren kan betegne Gud med så stærk syntaktisk variation, beviser han bogstavelig talt, at han er Gud". Schads digt kan give eftertanke til en læsning af Soldatmarkedet, der vil insistere på kløften mellem tegn og mening i teksterne. Det sproglige materiale er tydeligt selvstændiggjort, men det er ikke det samme som en understregelse af afstanden mellem sprog og verden.
[10] Citeret i Knut Brynhildsvoll: "Anti-grammatisk diktning. En aspekt av modernismens utvikling i tysk litteratur", i Vinduet 4/72, s. 19. Citatet af Brynhildsvoll er fra samme side.
Monica Aasprong: Soldatmarkedet, 2006. Gouache i romanen mellom Alex Gobulev og meg af Monica Aasprong, 1997.
Hvis Schads digt er ét yderpunkt, hvorfra man kan betragte Soldatmarkedets poetiske praksis, kan Edmond Jabès' poesi stå som et andet. Jabès viderefører den apofatiske eller negative teologiske tradition, hvori Gud tilnærmes gennem tilbagevendende nægtelser af det guddommeliges aspekter. Gud er i denne tradition ikke tilgængelig som et positivt begreb eller arkimedisk punkt, kun som en evig forskel, man må nærme sig ad negativ vej. Her er der en strukturel lighed med, hvordan de motiver, referencer og semantiske elementer, der optræder i Soldatmarkedet-teksterne, kombineres med en markant ikke-diskursiv litterær praksis og en nedbrydning og opsplitning af de samme elementer. Noget der igen fører til en poetisk inskription eller dechiffrering: teksterne bliver kryptogrammer uden facit.
Hvad så med titlen? I tillæg til den rigdom af motiver og associationer, der knytter sig til det eksisterende Gendarmenmarkt, benævner ordet "Soldatmarkedet" to uniformerende menneskelige virkefelter. En udbredt læsning af Aasprongs tekster har været at se skriftbilledet som netop en uniformering af bogstaverne og bogstaverne som soldater. [11] En sådan læsning bliver meget hurtigt en lidt for enkel ikonisering eller allegorisering, men rummer alligevel interessante tvetydigheder: Bogstaverne er forskellenes ophav, men også uendeligt reproducerbare; de er selvtilstrækkelige og udelelige, men når de underkastes ordene og sætningerne, "forsvinder" deres selvstændighed - Aasprongs tekster demonstrerer denne dobbelthed, der svarer til den militære organisering af soldater. Hvad markedet angår, omtaler Ron Silliman forsvindingen af det poetiske forhold til sproget - opmærksomheden på håndgribelige kvaliteter som grafisk notation og lydmønstre - som et fænomen parallelt med den kapitalistiske tingsliggørelsesproces og omskabelsen af mennesket til "en serie af mere eller mindre identiske enheder"[12]. Når sproget bliver ensbetydende med informationer og budskaber - meningens positionsangivelser mod en fond af glemsel - får det samme status som forbrugsvaren har. Varens fetichkarakter har sit modstykke i meningens fetichkarakter. Netop ved at gøre op med en sådan begrænset meningsøkonomi og afpoetisering af sproget får Soldatmarkedet både en kritisk og en poetisk funktion - eller teksterne gør den kritiske og den poetiske funktion til en og samme ting.
Det sproglige materiale er i Soldatmarkedet tydeligt selvstændiggjort, men det ville være forhastet at se dette som en reduktion af poesien til "det mediespecifikke [som] ophæves i en overordnet idé om 'kunst som kunst som kunst'"[13]. Dette ville netop være at se bort fra den betydningsskabelse, de også lægger for dagen, både i en paragrammatisk og en mere ordinær læsning. Samtidig er der flere grundlæggende ligheder med minimalistisk kunst i Aasprongs værker: Udover at præsentere læseren for et stof, som bevidstheden skal oversætte og "tage til sig", skaber teksterne en mulighed for at gøre sig erfaringen i selve mødet med tekstens udstrækning og sekventialitet: Teksterne udfolder sig i tid og rum, og oplevelsen af dem bliver knyttet til en kropslig resonans. Deres status som verbovocovisuelt (Joyce) værk distancerer dem imidlertid fra 60'er- og 70'er-minimalismen. Det arbejde med de grundlæggende bestanddele, der er nødvendigt for sproglig mening, og den opfordring til tolkning, der ligger i værkerne, gør at Soldatmarkedet stadigvæk er litteratur. Som i islamiske arabesker aner man noget usynligt tilstedeværende, samtidigt med at digtene danner meditationsrum, hvor sproget ikke blot er tankens linse, men også selv træder frem i sin egen stille genstandsmæssighed.
