Cia Rinne: archives zaroum
(Afsnit P 2008)
 

"There" står der på et skilt bag en linje i et tegnet kvadrat. Klikker man på skiltet, flytter linjen sig, og der står "here". I et andet kvadratisk felt er en pil fra venstre mod højre; ovenover står der "vorwärts". Klikker man på pilen, vendes den om; "rückwärts" står der nu - både baglæns og spejlvendt.

Det minimalistiske tekstrum er at finde på websitet Afsnit P som en del af finlandssvenske digter Cia Rinnes visuelt-poetiske værk archives zaroum (2008). I al sin enkelhed viser det at teksten (og verden) tager sig forskelligt ud, afhængig af hvor man ser den fra. At der er andre læseretninger end den vestlige, lineære, for eksempel bagfra og spejlvendt. Og at bogstaver, ord og tekster kan skifte form ligeså vel som tegninger og streger. Den sidste erfaring er et produkt af det 21. århundredes computeranimerede skriftkultur, en kultur vi med al sandsynlighed kun har set begyndelsen af.

Ikke alene integreres ord og tegning, men i og med at de to bevæger sig i forhold til hinanden, udvides spillerummet for tekstens betydning. Aktiviteterne hos Rinne foregår i en gammeldags, sort arkivkasse med gullige faneblade, typografien er fra den akustiske skrivemaskines tid. Titlens zaroum hentyder til den russiske futurismes utopiske zaum-sprog der skulle frisætte sproget som lyd, billede og betydning ved at nedbryde dets vanlige forbindelser. Digte skrevet på zaum og zaroum er tekster ladet med potentiel betydning. Det er potentiel litteratur. Såvel det oprindelige ord som Cia Rinnes titel spiller på forskellige betydninger, heriblandt Traum og Raum, som på tysk også er lydligt tæt på hinanden. archives zaroum demonstrerer en overgang fra bogsidens statiske skrift til computerens dynamiske rum – så vel som fra den konkrete poesi i 60’erne til det 21. århundrede digitale litteratur.
 

Artiklen er skrevet til Bogens Verdens
tema om litteratur og net i nr. 3, 2009.

Afsnit P er et barn af dette paradigmeskift. Det virtuelle udstillingssted og arkiv for visuel poesi blev åbnet efteråret 1999 – i forlængelse af det fysiske poesigalleri af samme navn i København 1994-98. Websitet fik sin første form af Christian Yde Frostholm, Charlotte Hansen og Karen Wagner. Redaktionen har siden varieret gennem årene(1), men med Frostholm og Wagner som den faste kerne. Frostholm har været sitets gennemgående designer.

P’et står for poesi – og med poesi menes både poesis og pictura. Vi har fra starten af været optaget af poesiens fysiske, især visuelle og plastiske former. Den visuelle poesi er et område som vi intuitivt har ønsket at undersøge og eksperimentere med, men vi har ikke i traditionel forstand teoretiseret eller defineret genstandsfeltet. Undersøgelserne er foregået i marken – i praksis, drevet af vores fornemmelse og æstetiske smag.

Da det var den litteratur som optræder uden for bogen, vi hovedsagligt var optaget af, gav det ikke mening at efterligne bogen som form når vi skulle indrette os i et nyt medium. Vi valgte at kalde Afsnit P for et udstillingsrum og brugte museumsmetaforer som Foyer, Galleri og Information til at strukturere sitet. Med årene fulgte et Anneks og sågar en P-kælder. Det rumlige har konsekvenser for tilegnelsen af de værker og udstillinger som kurateres til det digitale rum. For rum kan man navigere i på mange måder, og ofte skal teksten opleves fra flere vinkler og med flere sanser.

(1) I redaktionen gennem tiden desuden: Andreas Brøgger, Martin Deichmann og
Peter Kirkhoff Eriksen

Landskaber omkring digtet Kompas.
Morten Søndergaard, Christian
Leifelt og Christian Yde Frostholm
(Afsnit P 2001).

På Morten Søndergaards udstilling Landskaber omkring digtet Kompas (2000) møder man ved første øjekast tekster der krydser hinanden i alle retninger. Udstillingen kortlægger digtet Kompas fra digtsamlingen Bier dør sovende (Borgen 1998) i tekst, grafik, billede og lyd. Teksterne er lagt ind over det landskab som det oprindelige digt udgør – som en slags længde- og breddegrader der orienterer den oprindelige tekst i nye retninger. Det er musens bevægelse, de valgte klik, der bestemmer hvordan man bevæger sig rundt i værket. De mange lag af tekster i alle retninger – nogle animerede – skaber en uoverskuelighed som man som læser må give sig hen til.

Eftersom alle projekter gennem årene er blevet bevaret på sitet, er Afsnit P også blevet et arkiv over sig selv og sin egen udviklingshistorie. Det er ikke et klassisk arkiv med faneblade (som i Cia Rinnes værk) og alfabetisk orden, men et alternativt arkiv med en anden orden etableret via associationer, korrespondancer og beslægtethed. Og helt fysisk via links.

Netkunstneren og ærkearkivaren Lotte Skadborg Hansen opstiller i Afsnit P-værket Foreløbig inventaropgørelse med eksempler (2004) de første lister til et alternativt og uafsluttet klassifikationssystem med over- og underkategorier og et fletværk at interne henvisninger imellem dem. Metoden er klassisk videnskabelig, men underkategorier som "Fotografens egen skygge" eller "Folk, der har bevæget sig ind i det fotografisk felt" synliggør at også et andet blik end det videnskabelige er på spil – for det upåagtede og næsten usynlige. Lotte Skadborgs arkiver er poetisk nærsynede og ikke uden strejf af galskab.

Karen Wagner og Lars Bukdahl.
Amoklæsning (Afsnit P 2001).

I udstillingen Amoklæsning (2001) som undersøger den poetiske læseproces, er enhver form for kategorisering og hierarki borte og afløst af sidestillede associationer. Syv læsere med vidt forskellig baggrund går amok i Simon Grotrians digtsamling Risperdalsonetterne (2000), og læsningerne får i præsentationen lov til at fremtræde kaotiske og vildtvoksende, men forbindes også til en samtale. "Grotrians associationer galopperer med 120.000 i timen, og det er den rejse, man skal på," udtaler en af læserne i en videooptagelse. Læseren af Amoklæsning kan vælge sin egen rute gennem vildnisset: gennem hver enkelt læsning i den rækkefølge, den er blevet til i, eller man kan forfølge temaer og associationsrækker og springe på kryds og tværs i tekstdiagrammet. Amoklæsning illustrerer hvordan poesi bliver læst, men også i høj grad hvordan man læser nettet. Associativt og springende ”lader man sig glide på fascinationerne, bare på enkelte punkter eller linjer og billeder i de enkelte digte som man synes lige er fede – og så skråt op med meningen!" Citat amoklæser Lars Bukdahl.
 

Den encyklopædiske og kollektive afsøgning af et emneområde har vist sig at være en frugtbar og net-egnet form at operere i. Som en reaktion på tonen i tiden omkring regeringsskiftet i 2001 bidrog et hold af sprogobservatører – forfattere, billedkunstnere, teaterfolk, komponister, sprog- og litteratureksperter – til Afsnit Ps nye Parlør (2002) med "ordforklaringer" af frit valgte eller selvopfundne ord som makulturminister, selvskab, småhedvanvid, sørgeresultater og paranåja. I alt deltog 40 forskellige stemmer med hver deres tone, genre og stil som det var op til parlørens redaktion at bearbejde og formgive til en helhed. Et eksempel på den medskabende kuratering, som har været karakteristisk for Afsnit Ps metode i store som små samarbejdsprojekter.

Den redaktionelle færdiggørelse af Parløren bestod i at synliggøre de mange interne forbindelser mellem bidragene i form af links. I Jens Blendstrups surreelle tekstsvømme-"Drømmehal" svømmer man i bane 6 i drømme på en bund af roser. Klikker man på "roser", havner man i Lilian Munk Rösings tekstbidrag Interflora i færd med at sende blomster til Pia Kjærsgaard, dagens buket med både "lyselilla asters og kvalmegrønt". Lader man sig lokke til at klikke på kvalmegrønt, er man i Celine Haastrups tilsyneladende gedigne ordbogsopslag over ordet grøn. Men inden længe har først en sirlig plæneklipper, siden hen en større græssluger og til sidst også på det aggressiveste en grønthøster fræset teksten væk, så kun ordet "blå" står ensomt tilbage.

Både Amoklæsning og Afsnit Ps nye Parlør udgør et mikrokosmos, hvis form og interne korrespondancer gentages i Afsnit P som helhed, der igen afspejler webbens uendelige net af tekstforbindelser.

Men hvem er forfatteren til Parlør og Amoklæsning når teksten er flerstemmig og skriveprocessen kollektiv? Hvem er overhovedet Afsnit P? Svaret er tautologisk: Afsnit P er de mennesker der laver Afsnit P. Diversiteten i stof og emner har været stor, især i de perioder hvor der har været mange i redaktionen. En overgang var vi fem. Men har stoffet fået lov at svulme encyklopædisk op, har den medskabende formgivning altid været stram og stringent. Måske er det netop den grafiske identitet og det intense samspil mellem form og indhold som er Afsnit P?

1 | 2 | 3 | >>